Du behøver ikke give dit barn et specielt navn for at det kan blive statsminister

Vi har lige fået en statsminister, som hedder Mette. Og de seneste 10 statsministre før hende hed Lars, Helle, Anders, Poul, Poul, Poul og Jens. Og så var der lige Anker og Hilmar.

"Bortset fra Anker og Hilmar er det meget almindelige navne", fortæller Birgit Eggert, som er lektor og navneforsker på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab.

Statsminister Mette Frederiksen bærer et fornavn som for mange danskere i høj grad signalerer 'almindelig'. Og i 1970'erne, hvor hun er født, var Mette det allerhyppigste pigenavn, så mere almindeligt kan det næsten ikke blive. Ikke mindst som konsekvens af, at det har været med os længe, og at det var et modenavn i 1970'erne og 1980'erne. Det skriver Birgit Eggert på KU’s hjemmeside.

Hun mener, at det faktisk kan være en fordel at have et helt almindeligt navn, når man stiller op til en tillidspost, for eksempel til Folketinget.

”Jeg kan godt forestille mig, at det er en fordel. For når man skal stemme på nogen, der skal varetage ens interesser, er det rart, at de hedder noget helt almindeligt og trygt, som man kan identificere sig med”, siger Birgit Eggert, som er ph.d. i navneforskning og mag.art i nordisk filologi.

Navne må gerne være en smule særlige
Faktisk er det almindelige i Danmark i dag stadig at hedde noget almindeligt. Det er bare nogle andre navne, der er almindelige i dag end for 30-40 år siden.

"I dag er der således generelt færre end tidligere, der får de mest hyppige navne. Det mest almindelige er at give barnet et navn, som ikke alt for mange hedder, men som heller ikke er alt for specielt”, siger Birgit Eggert.

Men det er faktisk ikke usædvanligt, at danske statsministre har meget almindelige fornavne og efternavne. For ifølge Birgit Eggert hører også efternavnet Frederiksen til de mest almindelige efternavne i Danmark, og i nyere tid har der ligefrem været en slags tradition for, at danske statsministre bar almindelige efternavne. Måske klarest udtrykt ved, at tre statsministre i træk hed Rasmussen.

”Så i en tid hvor flere hedder noget forskelligt og mange søger unikke navne, kan man altså stadig få et særdeles højt profileret job med et helt almindeligt navn”, mener hun.

Hvornår det ellers er en fordel at hedde noget helt almindeligt kommer an på ens personlighed.

”Hvis man er et barn, som ikke har lyst til at skille sig for meget ud, er det ikke specielt rart at være den med det lidt mærkelige navn, så det kan man også tænke over, når man overvejer at give sit barn et meget anderledes navn”, siger Birgit Eggert.

Meget specielle navne kan åbne døre
Hvis man til gengæld ønsker, at ens barn skal skille sig positivt ud og blive lagt mærke til, kan det være en god ide, at vælge et navn, som ingen eller få andre hedder.

”Så har man hjulpet dem på vej fra starten ved at give dem et meget specielt navn, så de måske skal kæmpe mindre for at komme til jobsamtale”, siger Birgit Eggert.

Det er svært at sige, hvor meget det kan betyde, for det er ikke så ligetil at lave egentlig forskning i det. Dels fordi meget få hedder de meget specielle navne, og fordi det kan være svært i forhold til reglerne om personfølsomme oplysninger.

”Derfor er der ikke megen forskning på det område. Men vi har undersøgelser, der viser, at der til jobsamtaler bliver diskrimineret på udenlandske navne og på køn, så der bliver givetvis også kigget på specielle navne”, siger Birgit Eggert, som selv har det, hun kalder et generationsforkert navn.

”Jeg har mange venner, hvis mor hedder Birgit, men kender ingen på min alder, der hedder det. Det var almindeligt i 40’erne og 50’erne, så mange kalder mig Birgitte, for det passer lidt bedre til min generations navne”, siger hun.