Tillidsrepræsentant: Valentin skabte en frygtkultur i Akademikernes A-kasse

Thomas Høyer-Nielsen var ikke klar over, hvad det var for en episode, han var vidne til, da han i september sidste år kom gående hen ad gangen på sin arbejdsplads, Akademikernes a-kasse (AKA): 

”Formandsskabet og Michael Valentin står i gangen med alvoren malet i ansigterne. Pludselig giver Valentin bestyrelsesformand Allan Luplau en ordentlig krammer. Som for at sige, at der ikke er ondt blod mellem dem, selv om vi nu ved, at den ene har suspenderet den anden”, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

På tidspunktet for Michael Valentins fyring fra Akademikernes A-kasse var det kun en lille kreds i toppen af organisationen, der havde kendskab til, at en lang række af skandaler i landets største a-kasse var på vej til at blive rullet ud i medierne.

Godt en måned senere begyndte Ekstra Bladet og Berlingske at afdække, at Michael Valentin havde modtaget vinrejser fra AKA’s egen vinleverandør, at a-kassen havde spenderet 400.000 kroner på at fejre den administrerende direktørs 50-års fødselsdag, og at Michael Valentin lod a-kassen betale for mad, vin og servering ved en række private arrangementer. Der blev også rejst tvivl om sponsorater til både Folkemødet og LøkkeFonden.

17. september anede heller ikke tillidsrepræsentanten for de cirka 100 akademiske medarbejdere noget om hverken kritisable sponsorater eller problematiske pengestrømme.

Thomas Høyer-Nielsen, der også er karrierekonsulent i a-kassen, havde på det tidspunkt rigeligt at gøre med at håndtere det, han og hans TR-kollegaer oplevede som chikane. Chikanen kom fra Michael Valentin.

Den karismatiske leder
Samarbejdet med direktøren var ellers startet godt.

“Han øgede produktiviteten i huset, uden at folk brokkede sig synderligt. En startup på fjerde sal var også oprettet på hans initiativ og blev en succes. Det var optur, og vi rankede ryggen”, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

Han oplevede for det meste direktøren som en karismatisk og stærk retoriker, der samtidig var varm, humoristisk og uddelte krammere.

Også på det sociale område blev støvet børstet af skuldrene i kontorerne i Vester Farimagsgade.

“Michael førte an ved de festlige sammenkomster”, siger Thomas Høyer-Nielsen.

I starten var festlighederne en succes, men vildskaben eskalerede, og udskejelserne blev også for frimodige for nogle medarbejdere. Flere følte et pres for at deltage. En del af medarbejderne oplevede også, at festlighederne gik for vidt.

“Ikke alle kunne se sig selv i den måde, der blev festet på”, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

Konflikten starter
Michael Valentin havde været direktør i et års tid, da Thomas Høyer-Nielsen første gang oplevede en anden side af den administrerende direktør.

“Han havde fået den ide, at alle medarbejdere skulle have samme pensionsselskab. Da jeg nævnte på et møde, at ikke alle var lige begejstrede, blev han meget vred og sagde, at det var en samling forkælede konsulenter. Jeg slog det dengang hen som en engangsforeteelse”, siger DM-tillidsrepræsentanten.

Også de andre medarbejdere fik til tider Michael Valentins vrede at føle. Det skete blandt andet, samme år som a-kassen gennemgik en stor fusion. Her fik arbejdspladsen en dårlig måling i arbejdsmiljøkonkurrencen “Danmarks bedste arbejdsplads”, som a-kassen deltog i. Direktøren gennemgik med sarkasme resultaterne af målingen på et fællesmøde for medarbejderne.

“Han sagde, at han kunne forstå, at det var meget lidelsesfuldt at arbejde på vores arbejdsplads”, erindrer Thomas Høyer-Nielsen.

Michael Valentin indkaldte efterfølgende til afdelingsmøder, hvor der skulle være en fri og åben dialog.

“På et af møderne konfronterede en kollega den meget skuffede direktør med, at den slags resultater jo blot skulle tages til efterretning og med en opfordring til at tage det professionelt og lade os komme videre”, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

Efter bemærkningen ville direktøren ikke tale med medarbejderen i et år.

Thomas Høyer-Nielsen følte dog, at han havde et godt forhold til direktøren, og at det ofte var ham, der skulle tage de svære snakke med Michael Valentin – måske fordi de andre var bange for at blive overfuset.

Det var derfor også Thomas Høyer-Nielsen, der skulle viderebringe beskeden om, at der var utilfredshed blandt medarbejderne i forhold til direktørens tilgang til alkohol.

Michael Valentin tog ikke mødet let.

“Han truede med at sige op, hvis han hørte, at der var manglende tillid til ham. Jeg fortalte ham, at det ikke var et spørgsmål om tillid, men om måden, vi var sammen på. Han konkluderede alligevel, at han hørte det, som om der ikke var tillid til ham, og at han ville overveje sin position. Jeg antog, at det var bluff, hvilket det også viste sig at være”, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

Mere kom der altså ikke ud af sagen om alkohol i første omgang. Men efter sommerferien i 2016 skete der noget, der skulle vise sig at blive skæbnesvangert for forholdet mellem tillidsrepræsentanterne og Michael Valentin.

Direktøren havde fået fat på et midlertidigt referat fra et samarbejdsudvalgsmøde.

“Ledelsen skal fremstå som rollemodeller og være særlig opmærksomme på de signaler, de sender, og den respekt, de skal være omgivet af – også ved festlige lejligheder”, stod der under punktet “Eventuelt”. En misbrugspolitik var også blevet diskuteret, men dog afvist.

Intentionen var ifølge Thomas Høyer-Nielsen blot at hejse flaget forsigtigt for en bedre festkultur, som alle var trygge ved, og i den endelige udgave af referatet var det også formuleret mindre skarpt.

Alligevel skrev Michael Valentin en angribende mail til direktionen og ledergruppen om det midlertidige referat.

“Vores medarbejdere elsker os for vores ægthed. Personlighed. Vores fejl. Som mennesker. Lad være med at lytte til de få, der har en byld i røven”, skrev han blandt andet.

Dernæst skrev han til tillidsrepræsentanterne, at han syntes, det var utilstedeligt, og kaldte dem for “mistillidsrepræsentanter”.

Konflikten skulle vise sig at blive startskuddet til det, som Thomas Høyer-Nielsen og hans TR-kollegaer oplevede som årelang chikane.

Lagt på is
Efterfølgende var det slut med det gode samarbejde mellem Thomas Høyer-Nielsen og Michael Valentin.

“Det var umuligt at få ham til at lytte til rationelle argumenter”, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

Michael Valentin ville i det hele taget ikke tale med Thomas Høyer-Nielsen eller de øvrige tillidsrepræsentanter eller være i nærheden af dem, hvis han kunne undgå det.

En af hans TR-kollegaer blev for eksempel flyttet fra den afdeling, hun fagligt hørte til, til en anden afdeling. Thomas Høyer-Nielsen oplevede samtidig, at Michael Valentin brugte sin magt som beundret direktør til at forsøge at skabe splid mellem tillidsrepræsentanterne og resten af arbejdspladsen.

For eksempel forbød direktøren i en periode alkohol til receptioner og fester og lod organisationen forstå, at det skyldtes de “hysteriske tillidsrepræsentanter”.

“Han prøvede at skabe et billede af os som puritanere, mens han selv stod for den gode begejstringskultur”, siger Thomas Høyer-Nielsen.

Lederne fik at vide, at de ikke måtte tale med Thomas Høyer-Nielsen eller de andre tillidsrepræsentanter eller sidde ved siden af dem i kantinen. De gjorde det alligevel, om end nogle var forsigtige med det, når Michael Valentin var i nærheden, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

“Jeg oplevede, at de alle sammen syntes, at det var en helt forkert behandling af os. Men man må forstå, at han var lykkedes med at skabe en frygtkultur, hvor det enten var “min stil eller deres stil””, siger han.

Sammenbrud
Med tiden eskalerede chikanen af tillidsrepræsentanterne. Under de interne overenskomstforhandlinger i 2018 sørgede direktionen ifølge Thomas Høyer-Nielsen for at køre Michael Valentin ud på et sidespor, så han ikke sad med ved forhandlingsbordet. De vidste, at det ikke ville gå godt med direktøren og tillidsrepræsentanterne i samme lokale.

“Midt under forhandlingerne kommer der så en besked på intranettet, der smager af Michael Valentin i tonen og sprogbruget: Nu vil de sløjfe en række personalegoder, fordi de ikke har råd til dem længere med de krav om løn, som tillidsrepræsentanterne har”, forklarer Thomas Høyer-Nielsen.

Parterne havde ellers aftalt, at de ikke ville lække detaljer fra forhandlingerne, før de var færdige. Thomas Høyer-Nielsen og de akademiske fagforeninger, han søgte rådgivning hos, holdt fast i den aftale. De havde besluttet sig for en strategi, hvor de ville “drukne Michael Valentin i ordentlighed”.

Med intrabeskeden begyndte tilliden til direktøren for alvor at skride blandt flertallet af medarbejderne, siger Thomas Høyer-Nielsen.

“Den var simpelthen for tyk. Det var første gang, at der opstod en kollektiv modstand, og det gjorde ham vred, fordi han ikke kunne kontrollere det. Michael Valentins strategi har ellers været at fryse enkelte ude, hvis de brokkede sig, eller skille sig af med medarbejdere, der blev besværlige”, siger Thomas Høyer-Nielsen.

Da konflikten tog til, begyndte tillidsrepræsentanten at bruge sine ugentlige løbeture på arbejde til at samle mentalt overskud til at stå imod. Foruden at holde hovedet koldt blev det også vigtigt for Thomas Høyer-Nielsen at holde kroppen frisk.

“Det var nødvendigt at iføre sig en mental rustning hver morgen, inden jeg entrerede arbejdspladsen – det var opslidende”, forklarer han.

Han var meget bevidst om, at han kunne miste sit arbejde. Men tanken om at forlade a-kassen og hvervet som tillidsmand lå ham fjernt.

“Jeg tænkte, at han måtte blive stoppet på et tidspunkt. Jeg besluttede at køre forløbet til ende, koste hvad det ville. Jeg ville simpelthen ikke tillade, at han psykede mig ud. Jeg syntes, at det var dybt urimeligt, og jeg ville hellere ryge ud med et brag, som ville give genlyd, end at blive puffet stille ud ad bagdøren med nogle måneders ekstra løn og en tavshedsklausul”, understreger Thomas Høyer-Nielsen.

Frygten for at blive fyret eller presset ud var ikke ubegrundet. Thomas Høyer-Nielsen fortæller, at han kunne høre fra ledere, hvordan der blev udstukket ordrer fra Michael Valentin, som handlede om at forhindre ham i at udføre sit tillidshverv:

Han måtte ikke deltage i ansættelsessamtaler eller besøge regionskontorerne, og han skulle sættes ned i løn. I det hele taget oplevede han, at han helst blot skulle sidde og se malingen tørre, indtil presset blev så stort, at han forlod stedet.

Men hans nærmeste leder var stærk og modstod at handle på ordrerne.

En af Thomas Høyer-Nielsens TR-kollegaer mærkede til gengæld presset. Fem dage før Michael Valentin blev suspenderet, fik hun frataget alle sine opgaver, fik ingen alternativ stillingsbeskrivelse og blev flyttet til en juraafdeling, hvor hun som kommunikatør ikke ville få mulighed for at udfolde sin faglighed. Dagen efter mødte hun ikke op på arbejde. Hun kontaktede istedet Dansk Magisterforening for at få rejst en sag og blev langtidssygemeldt, fortæller Thomas Høyer-Nielsen.

Det var status, da Thomas Høyer-Nielsen så Michael Valentin give Allen Luplau en krammer.

Han er i dag overbevist om, at det tætte forhold mellem bestyrelsesformanden og direktøren var en del af årsagen til, at ingen i direktionen gik til bestyrelsen:

“Der er ingen tvivl om, at det havde været det rigtige at gøre. Det tætte forhold mellem direktør og bestyrelsesformand var usundt. Begrebet loyalitet blev ofte italesat, hvis der var nogen, som var i tvivl om, hvem der bestemte. Og når argumenterne for alvor skulle have vægt, kunne Michael Valentin fortælle, at han havde formandskabets fulde opbakning”.

For tillidsrepræsentanten er der nu sat punktum i sagen. Sagen har været genstand for en intern advokatundersøgelse, hvor både tillidsrepræsentanter, mellemledere, direktionen og det tidligere formandskab blev interviewet. Politianmeldelsen mod Michael Valentin står ved magt, og den sygemeldte TR-kollega er vendt tilbage til arbejdet.

Thomas Høyer-Nielsen er fortrøstningsfuld:

“Det vilde er jo, at medarbejderne passede deres arbejde upåklageligt, mens skandalerne væltede ud af skabet. Vi nåede endda vores måltal midt i kaos. Jeg har allerede en god dialog med det nye formandskab. Jeg har blandt andet været med til at ansætte den nye direktør, Villy Dyhr, som jeg glæder mig rigtig meget til at samarbejde med. Og så skal jeg igen finde plads til at nyde, at jeg faktisk arbejder på en af Danmarks bedste arbejdspladser og ovenikøbet med Danmarks bedste kollegaer”.

Hverken Michael Valentin eller Allan Luplau har ønsket at medvirke i artiklen.