Rapport: Et langt arbejdsliv giver ikke større risiko for nedslidning - tværtimod
© Jens Dresling/Ritzau Scanpix
En rapport fra Finansministeriet viser, at der ikke er sammenhæng mellem antal år på arbejdsmarkedet og graden af nedslidning. Faktisk forholder det sig nærmere omvendt.
Detaljerne i Socialdemokratiets forslag om differentieret pension er endnu ikke på plads, men hvis et kriterium for retten til tidligere pension bliver antal år på arbejdsmarkedet, så vil det ramme skævt. Det fastlår en ny rapport fra Finansministeriet, som Berlingske skriver om onsdag.
Rapporten konkluderer, at relativt få med mange arbejdsår bag sig har smerter, nedsat arbejdsevne eller dårligt helbred. Derimod har relativt mange med et kort arbejdsliv de problemer. Tendensen gælder på tværs af uddannelsesniveauer.
”Det er en velkendt problemstilling, at dem med problemer har forladt arbejdsmarkedet, og at de, der er tilbage, er dem, der kan holde til det. Derfor har de færre smerter”, forklarer professor ved Aalborg Universitet Peter Hasle til Berlingske.
Finansminister Kristian Jensen (V) mener på den baggrund, at Socialdemokratiets forslag giver meget lidt mening. Det fortæller han til Berlingske:
”Når man første gang hører det, virker det logisk, fordi man altid hører, at et langt liv på arbejdsmarkedet giver nedslidning. Men virkeligheden er, at dem, der er i job, og har været i gang i mange år, i høj grad føler, at de er i stand til at varetage deres arbejde fremadrettet. Og dem, der ikke er i stand til at blive på arbejdsmarkedet, opdager deres skavanker langt tidligere”.
Over for Berlingske holder ordfører Mattias Tesfaye (S) fast i, at der en sammenhæng mellem, hvornår folk er kommet på arbejdsmarkedet, og hvor nedslidte de er.
”De tal, du har vist mig, og som jeg kan genkende fra vores forhandlinger i Beskæftigelsesministeriet, fortæller noget om, hvor mange arbejdsår folk har haft, og ikke noget om, hvor tidligt de er kommet på arbejdsmarkedet. Derfor vil vi holde fast i ambitionen om at nå en model, der så præcist som muligt omfatter de nedslidte. Og der er det fortsat et centralt kriterium, hvornår man er kommet på arbejdsmarkedet”, siger han til avisen.
Dermed lægger han op til, at retten til tidlig pension skal gives på baggrund af, hvornår man er startet på arbejdsmarkedet, og ikke hvor mange år man har arbejdet.
Mattias Tesfaye kommer dog ikke med bud på, hvordan retten til tidlig pension præcist skal gives.
”Jeg anerkender, at det er svært at skrue modellen sammen. Derfor er vi ærlige om, at den endelige udformning skal aftales med arbejdsmarkedets parter og Folketingets partier”, siger han.