S vil gå til valg på at fjerne uddannelsesbesparelserne helt
© Søren Kjeldgaard
Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann havde gerne set, at regeringen allerede fra næste år havde afskaffet 2-procentsbesparelserne på hele uddannelsesområdet og ikke kun på erhvervsskolerne.
Omprioriteringsbidraget betyder, at blandt andet uddannelsesinstitutionerne er blevet pålagt at spare to procent hvert år siden 2016. De øvrige uddannelsesinstitutioner skal således fortsætte med at skære to procent hvert år, og det mener Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører er direkte uklogt.
”Jeg synes, at regeringen skulle vise mandsmod og fjerne besparelserne fra alle uddannelser, inklusive gymnasierne, ellerede fra næste år”, siger hun og ser ingen grund til at tøve.
”Det er næste generations fremtid, som er på spil, og vi ser allerede nu konsekvenserne af besparelserne, ved at der fyres undervisere og forskere. Så hvis regeringen vil fremstå kløgtig, burde den gøre det rigtige og fjerne besparelserne allerede nu”, siger Mette Reissmann og fortæller, at temaet er så vigtigt for Socialdemokraterne, at partiet vil gå til valg på det.
DM’s formand, Camilla Gregersen, er enig i, at der er brug for alle uddannelser til at sikre udvikling af Danmark.
”2-procent besparelserne forårsager katastrofale ødelæggelser i vores uddannelsessystem, og fremtidssikringen af Danmark er ikke løst ved alene at frede erhvervsuddannelserne fra sparekniven. Vi skal selvfølgelig have de andre uddannelser med”, siger hun og forklarer, at det er godt, at erhvervsuddannelserne bliver fri for besparelserne.
”Men det er ikke tilstrækkeligt, at politikerne køber sig til goodwill på et område, mens de ufortrødent sparer på de andre vigtige uddannelser, der også skal sikre udvikling og velfærd til Danmark i fremtiden”, siger hun.