Hvad kan fremtidens DM tilbyde medlemmerne?
Har du stemt til DM-valget? Sidste chance er 7. november. Her får du et bud på, hvad spidskandidaterne mener, medlemmerne kan forvente sig af DM i fremtiden.
Læs mere om valget:
Spidskandidaternes mærkesager
Hvordan skaber DM stærke kollegiale fællesskaber
DM som organiserende fagforening
Julia Bjerre Hunt
Spidskandidat for DM Privat og selvstændiges fællesliste
Sektor: DM Privat og selvstændige
Vi skal selvfølgelig altid stå klar med relevant og opdateret rådgivning vedrørende løn, arbejdsmiljø, ledighed, jobskifte med videre, og hos DM skal fokus være på at finde kollektive svar på kollektive problemer. Hvis du har stress, skal du ikke sendes på et eller andet mindfulnesskursus. Så skal du have redskaber til at håndtere det sammen med dine kollegaer og finde frem til, hvad der udløser din stress, og hvad I sammen skal gøre ved det.
Men det, der er virkelig vigtigt for mig, er, at vi i DM finder andre måder at skabe fællesskaber og netværk på, og at vi kommer tættere på medlemmernes hverdag og arbejdsliv, hvad enten det er stabilt eller fragmenteret. Vi skal lytte og facilitere, så medlemmer mødes om fælles interesser eller fælles mål om forandring, og vi skal gøre det på måder, der passer medlemmerne. Ikke efter faste opskrifter.
Nina Louise Hallgren
Spidskandidat for DM Lederlisten
Sektor: DM Leder
Rådgivning: Medlemmerne skal kunne føle sig trygge ved, at den rådgivning de får, er af højeste kvalitet. Det vil sige, at rådgivningen udspringer af relevant viden om arbejdsmarkedet, stærk rådgivningserfaring og en professionel metodik.
Netværk: DM skal skabe rammerne for, at medlemmerne på eget initiativ kan finde sammen i lokale netværksgrupper. Samtidig skal DM selv initiere, udbyde og facilitere professionelle netværksgrupper inden for forskellige områder.
Interessevaretagelse: En af fagforeningens hovedopgaver er at løfte den enkeltes sårbarhed til en kollektiv styrke. Derfor skal DM blive ved med at løfte de problematikker, medlemmerne møder i deres arbejdsliv, op på et overordnet politisk plan, og adressere dem til de beslutningstagere, som har mulighed for at ændre rammebetingelserne.
Ronja Rose Ravnskov
Spidskandidat for DM Studerendes fællesliste
Sektor: DM Studerende
DM skal være en mere åben og inddragende fagforening. Medlemmer skal i højere grad være med til at udvikle vores politik, og vi skal blive bedre til at bruge de ressourcer og erfaringer, som vi medlemmer er i besiddelse af.
I fremtiden skal medlemmer i højere grad mærke DM i deres hverdag og føle sig inddraget i den politiske proces. DM skal ikke blot være den livline, som man ringer til, når det brænder på, men være den forening, som man aktivt kan spille ind i.
Vi er en forening, som består af mange forskellige typer med forskellige job, fagligheder og interesser. Diversitet er vores styrke, og det skal afspejles i vores faglige fællesskab.
Olav Wedege Bertelsen
Spidskandidat for Universitetslisten
Sektor: DM Viden
DM skal være en relevant fagforening i hele arbejdslivet; også i perioder med arbejde i udlandet.
I fremtiden skal det være muligt for alle DM’s medlemmer at være aktive i DM’s organisation i forhold til sager, der aktuelt interesserer dem. Der skal være bedre muligheder for at engagere sig fra sag til sag. Fx skal de medlemmer i Aalborg, der er imod, at der skal skæres ned på antallet af engelsksprogede uddannelsespladser, nemt kunne melde sig som aktivister og fx arrangere en demonstration eller skrive læserbreve sammen.
DM skal i fremtiden sikre medlemmernes interesser gennem tættere og mere forpligtende samarbejder i fagbevægelsen. Særligt er der behov for, at de akademiske fagforeninger står langt mere samlet.
Tommy Dalegaard Madsen
Spidskandidat for DM Underviserlisten
Sektor: DM Viden
DM skal gøre alt for at sikre et godt og udviklende arbejdsliv for alle medlemmer.
Det betyder, at DM skal fortsætte med at være en medlemsdreven fagforening, der involverer og engagerer medlemmerne i deres fagforening. Med andre ord skal DM være kendetegnet ved at være medlemmernes fagforening, hvor synlighed på arbejdspladserne, og nær kontakt til det enkelte medlem er centralt.
Samtidig skal vi i DM med tydelighed påvirke politiske beslutningsprocesser på områder, der vedrører medlemmernes hverdag. Bestræbelser for ordentlige løn- og arbejdsvilkår er et uomgængeligt fokus for en fagforening, men også andre forhold er centrale for et godt og udviklende arbejdsliv: vi skal arbejde for retten til tryghed i ansættelsen, sikring af faglig udvikling og et godt psykisk arbejdsmiljø.
Spidskandidat for listen DM Natur & Kultur
Sektor: DM Viden
DM’s styrke skal være mangfoldigheden i medlemskredsen, hvor vi skal stå samlet, uanset om vi er humanister, teknisk naturfaglige eller samfundsfaglige. Vi ønsker alle en løn, som er til at leve af, og arbejdsvilkår, så vi kan passe vores arbejde og samtidig være noget for vores familie.
Vi skal ikke frygte at gå på arbejde, fordi vi bliver syge af stress. Vi skal arbejde for, at de unge får mulighed for at udvikle sig og trives i deres arbejdsliv. Vi skal turde tale politisk, når det har et fagligt sigte, udbygge samarbejdet med andre faglige organisationer og tænke os ind i de globale sammenhænge.