Spring menu over
Dansk Magisterforening

Udsigt til konflikt splitter Socialdemokratiets bagland

© Lars Horn/Ritzau Scanpix

Af Signe Bjerre
Del artikel:

Der er omfattende støtte til lønmodtagernes krav i OK18 blandt de socialdemokratiske kredsformænd. Til gengæld er der dyb uenighed om, hvorvidt S skal støtte et eventuelt regeringsindgreb.

Kredsformændene i Socialdemokratiet er langt fra enige i spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet skal støtte et regeringsindgreb i en eventuel konflikt i forbindelse med OK18-forhandllingerne. Det viser en rundringning, som Magisterbladet har foretaget til det socialdemokratiske bagland.

Magisterbladet har været i kontakt med 35 kredsformænd, hvoraf 13 af dem har ønsket at udtale sig. 5 siger ja til et eventuelt regeringsindgreb. 4 siger nej. Og fire er enten i tvivl eller siger, at det afhænger af indholdet i et indgreb.

Per Kamp Stefansen, der er kredsformand for Socialdemokraterne i Ringkøbing-Skjern i Vestjylland, er én af dem, der er imod:

”Jeg tror ikke, at der er nogen, der er tvivl om, at regeringen kommer til at gribe ind, hvis det kommer så vidt. Men jeg synes, det er helt forkert og på alle måder en unfair måde at bruge sin magt på. Derfor er jeg stærkt imod et regeringsindgreb”.

Misbrug af magt
Per Kamp Stefansen køber ikke argumentet om, at man skal holde samfundet kørende. For ham er det et spil for galleriet fra regeringens side:

”Der ligger nogle undertoner i, at hvis lønmodtagerne ikke makker ret, vil regeringen gribe ind, og det er i mine øjne en trussel mod danske model”.

Per Kamp Stefansen bliver bakket op af kredsformanden for Socialdemokraterne i Faaborg-Ærø, Brian Bisgaard, der mener, at det er en konflikt, der skal løses mellem parterne, og ikke af regeringen:

”Så længe de livsvigtige områder i samfundet er fritaget for lockout, kan konflikten i princippet vare uendeligt. For mig er der ikke nogen smertegrænse. Om det så skal vare i fire måneder. Det her er en konflikt som regeringen og vi som parti ikke skal blande os i”, siger Brian Bisgaard.

Det handler om ansvar
Men det synspunkt er der langt fra enighed om i det socialdemokratiske bagland. Direkte adspurgt om kredsformændene mener, at Socialdemokratiet bør støtte et regeringsindgreb i en eventuel konflikt, svarer godt en fjerdel ja, mens lidt under en fjerdel svarer nej. Resten er i tvivl eller svarer, at det kommer an på omstændighederne.

Blandt ’ja-sigerne’ er Hans Jørgen Nørgaard fra Viborg kredsen, der mener, at Socialdemokratiet skal støtte et regeringsindgreb, hvis der ikke findes en løsning forligsinstitutionen:

”Min sympati er på lønmodtagernes side, men som et ansvarligt parti bliver vi også nødt til at få samfundet til at hænge sammen. For de andre partier er det fuldstændig gratis at udtale deres støtte. Men Socialdemokratiet kan komme til at sidde i regering på et tidspunkt igen, og derfor må vi også tage et ansvar”.

Robert Nielsen, der er formand for socialdemokraterne i Sundbyvesterkredsen på Amager er med på ja-siden:

”Jeg tror jo på den danske model med de kampmidler, som begge parter besidder. Derfor går jeg også ind for et regeringsindgreb. Men kun hvis alt andet er afprøvet. Det skal ikke være et kort, regeringen trækker bare for at få sin vilje trumfet igennem”, siger han.

Støtter lønmodtagernes krav
Mens kredsformændene er dybt splittede i spørgsmålet om deres støtte til et eventuelt regeringsindgreb, så finder 12 ud af 13 kredsformænd lønmodtagernes tre hovedkrav rimelige. Det er kravene om lønstigninger, anerkendt frokostpause og en aftale om lærernes arbejdstid.

”Der vil selvfølgelig altid være noget, hvor man som lønmodtager må give sig. Men overordnet mener jeg, at det er nogle helt rimelige krav, som de har. Især i forhold til at få den betalte frokost anerkendt som en rettighed. Lærere og sygeplejersker står jo konstant til rådighed. De kan ikke bare blive siddende pausen, hvis det brænder på ude i skolegården eller på skadestuen”, siger formand for kredsen Ringkøbing, Per Stefansen.

Størstedelen af de socialdemokratiske kredsformænd mener dog samtidig, at man skal respektere den danske model og dermed også begge parters ret til både strejke og lockout. I modsætning til Enhedslisten, SF og Radikale, der tager afstand fra den varslede lockout, er holdningen i baglandet, at man skal respektere begge parters ret til både strejke og lockout.

Magisterbladet har talt med kredsformændene i Guldborgsund, Aabenrå, Holbæk, Ringkøbing, Taastrup, Sundbyvester, Viborg, Faaborg/Ærø Faxe, Horsens, Tønder, Østerbro, Slotskredsen og Ikast-Brande.

Der er i alt 92 kredsformænd i Socialdemokratiet.

FAKTA
SÅDAN FORDELER SVARENE SIG PÅ MAGISTERBALDETS RUNDRINGNING TIL SOCIALDEMOKRATIETS KREDSFORMÆND

1. Lønmodtagerne i staten, kommunerne og regionerne har varslet strejke og arbejdsgiverne i staten, kommunerne og regionerne har varslet omfattende lockout. Hvem har du umiddelbart mest sympati for?

A. Arbejdsgiver, B. De offentligt ansatte, C. Ingen af dem, D. Ved ikke.

B: 5
C: 8

2. De offentligt ansatte kræver mere i løn, og at den betalte frokostpause bliver anerkendt som en rettighed samt en aftale om lærernes arbejdstid. Hvor enig eller uenig er du i, at det er rimelige krav?

A. Enig overvejende enig, B. overvejede uenig, C. uenig D. Ved ikke

A: 12
D: 1

3. Politikere fra de radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti har udtalt støtte til lønmodtagersiden i OK18-forhandlingerne. Mener du, at Socialdemokraterne bør gøre det samme?

A. Ja, B. nej, C. ved ikke.

A: 1
B: 11
D: 1

4. Går du ind for, at regeringen griber ind i en eventuel kommende konflikt?

A. Ja, B. nej, C. ved ikke, D. det afhænger af indgrebets indhold

A: 5
B: 4
C: 2
D: 2

5. Mener du, at Socialdemokraterne bør støtte et regeringsindgreb i en eventuel konflikt?

A. Ja, B. nej, C. ved ikke, D. det afhænger af indgrebets indhold

A: 4
B: 3
C: 3
D: 3

6. Socialdemokraterne i kommunernes landsforening sagde i 2008 nej til at optrappe konflikten ved at bruge lockoutvåbnet i 2008 i KL’s bestyrelse. Burde Socialdemokraterne også have sagt nej til lockout af de offentligt ansatte i KL ifm OK18?

Læs også: S siger nej til lockout

A. Ja, B. nej, C. ved ikke.

A: 2
B: 5
C: 6