"Tøm bare strejkekassen!"
© Troels K.
I Danmarks Radio har man allerede kæmpet og vundet en af de centrale kampe i OK18: Retten til den betalte spisepause. Blandt de lokale AC-tillidsrepræsentanter er der derfor fuld opbakning til de offentligt ansatte.
"Så tøm bare strejkekassen!", ler han.
Selv om Carsten ikke selv er offentligt ansat - han er programmedarbejder på P2, hvor han også er DM's tillidsmand - så kender han alt til de faglige kampe for løn, betalt spisepause og ordentlige forhold i en organisation præget af nedskæringer. Han og TR-kollegerne har derfor lavet en fælles udtalelse med støtte til de offentligt ansatte i overenskomstforhandlingerne.
"Vi bakker fuldstændigt op om de offentligt ansatte. Alle ved jo, at de ikke får en kongeløn, hvad end det så er sosu-assistenten, politimanden og sygeplejersken - måske lige udover kommunaldirektørerne", siger Carsten Wolf Andersen.
Han folder hænderne foran sig som et korthus, armene tømret fast i bordpladen.
"Jeg hørte forleden, at Bjarne Corydon har sagt, at han førte en hård kurs for samfundets skyld. At borgerne skal have mest mulig service for skattekronerne. Det sidste kan jeg kun være enig i. Men det får man altså ikke, hvis det ikke er attraktivt at arbejde i den offentlige sektor", siger Carsten Wolf Andersen.
Bedre dokumentation end arbejdsgiverne
Da de første medarbejdere flyttede ind i DR Byen i 2006, stod det nye prestigebyggeri stadig ufærdigt. Budgettet var imidlertid for længst overskredet med mange hundrede millioner kroner.
Siden da har ledelsen gennemført adskillige fyringsrunder og effektiviseringer for at rette op på økonomien. Der har været en forståelse blandt medarbejderne for, at det var nødvendigt, hvis DR skulle overleve. Men ledelsen gik over stregen, da de i 2015 meldte ud, at den lønnede frokostpause ville blive fjernet uden om overenskomsten, siger Carsten Wolf Andersen.
Frokostpause-sagen blev i fjor afgjort af en faglig voldgift til medarbejdernes fordel.
"I kampen for vores frokostpause stod forbundet fast og gravede en masse materiale frem. Der blev dykket dybt ned i arkivskufferne, og det var det, der battede. Vi havde simpelthen langt bedre dokumentation end arbejdsgiverne. De havde ikke noget at komme med", siger Carsten Wolf Andersen.
Spisepause-sagen har betydet, at han og kollegerne på ingen måde har været overrasket over udviklingen i de igangværende overenskomstforhandlinger, siger han.
"Jeg ser det sådan - og det er en generel opfattelse herinde - at DR har været en prøveklud for det offentlige. Så for os var det fuldstændig forventeligt, at det ville sprede sig".
Carsten Wolf Andersen er uddannet i musikvidenskab og retorik og blev fastansat som programmedarbejder i DR i 2002 efter nogle år som "freelancer og klaverunderviser og sådan noget". I dag kan man høre ham på P2, hvor han blandt andet er medvært på Natsværmeren fra 22-24 (lyt til ham her).
DR-tillidsrepræsentanternes fælles udtalelse: