Dansk Magisterforening

"Shit... hvad nu?"

© Troels Kølln

Del artikel:

Godt 40 magistre mødtes i går eftermiddag på en professionshøjskole i Haderslev for at forberede sig på konflikt. Alt fra gode råd til backup af dokumenter til størrelsen på DM's strejkekasse blev vendt. Og naturligvis bekymringen for de studerende.

En fugtig kulde krøb ind med slud og regn. Under jakken, bag de hvide murstensvægge, som perler af vand i håret. Men inde i lokale C124, UC Syd, Haderslev, var luften lun, varmet af sveden fra et hold lærerstuderende, der netop var blevet færdige med en kursustime i creative learning. 

"Skal lige af med alt mit skrammel, før mødet starter", sagde underviseren ud luften efter timen, hænderne fulde af  undervisningsmateriale. 

"Eller før du bliver lockoutet!" grinte en kollega, der stod i nærheden.

Lockout og strejke var omdrejningspunktet, da godt 40 magistre fra professionsuddannelserne i Kolding, Haderslev og Aabenraa i går eftermiddag deltog i deres første fællesmøde om en kommende konflikt. 

Hans Beksgaard, formand for professionshøjskolerne i DM, var mødt op med et par konsulenter fra sekretariatet på Peter Bangs Vej. Han satte sig på kanten af skrivebordet, som den matematiklærer han også er.

"Den situation, vi er havnet i, er resultatet af en ikke-forhandlingssituation på tværs af den offentlige sektor. Det er ikke set før i Danmarkshistorien. De agerer, som om det et politisk forlig i Folketinget. Der er ingen respekt for, at vi i den danske model forhandler os frem", sagde Beksgaard.

Tidligere på dagen havde Sophie Løhde varslet lockout af 120.000 statsansatte.

"Men Sophie Løhde har jo sagt, at hun ikke kender nogen arbejdsgivere i det offentlige, som har planer om at inddrive den betalte frokostpause, så bare rolig, der er slet ingen problemer", jokede Beksgaard.

Der lød et et enkelt forkølet grin fra salen. Galgenhumoren ramte lidt for tæt.

Hvad med eleverne?
Det virkede ellers helt hyggeligt. Gamle kolleger mødte hinanden, snakkede om musik og delte anekdoter, grinte efter en lang arbejdsdag. Men under overfladen lå en morbid grundstemning. Alle samtaler, hvor hyggeligt de end startede, endte uundgåeligt med konfliktsnak.

"Shit… hvad nu?", sagde en underviser i rød trøje, "det var min første tanke. Så kom gejsten, accelerationen, spændingen. Endelig gør vi op med det! Og nu kommer bekymringen. For det, der virkelig ligger mig på sinde, er eleverne. Hvad med deres praktik, hvad med deres eksamen, deres studie? Hvordan går det dem?"

En anden tog det mere afslappet. "Der er nok ikke nogen, der dør af ikke at få en censorrapport til tiden", gnæggede han med kaffen i hånden.

I den anden ende af lokalet gik en bærbar computer på runde. Folk skulle skrive deres private e-mailadresser ind. Man skal kunne holde kontakten under en mulig lockout, hvor man ikke har adgang til arbejdscomputer og mail. Andre var for længst begyndt at forberede sig ved at uploade arbejdsdokumenter til deres private drev: "Hvis jeg bliver lockoutet, kan jeg ikke få fat i det jo. Og måske er der noget, jeg bliver nødt til at lave".

Er det en Joakim von And-kasse?
DM har som andre akademiske fagforeninger bestemt, at konfliktunderstøttelsen til medlemmerne vil ske i form af et rentefrit lån. Efterfølgende skal lånet betales tilbage, men kontingentet bliver i samme periode nedsat tilsvarende. Hvis et medlem eksempelvis taber 20.000 kroner i indtægt, svarer det til 50 måneders kontingentfritagelse, forklarede DM's konsulenter.

Det satte snakken om strejkekassen i gang. "Er det sådan en Joakim von And-kasse vi har, eller hvor lang tid kan den vare?" sagde en mand i 40'erne.

"Vi er godt polstret og har nok til den konflikt, der venter", svarede Beksgaard. Et konkret beløb ville han ikke ud med. "Man snakker både på værtshuse og her, og det er en oplysning, der vil blive der spekuleret i fra den anden side".

En sweater-klædt kvinde rejste sig.

"Beklager mit dumme spørgsmål. Jeg har aldrig oplevet sådan en situation før, så nu spørger jeg: Kan det betale sig på lang sigt, det her? Kan vi miste mere på konflikten, end vi nogensinde kan vinde ved en aftale?"

"Jeg vil sige det på denne måde", svarede Beksgaard, "hvis vi ikke tager den kamp nu, kommer vi aldrig til at forhandle om løn fremover".

Kvinden rejste sig igen. "Men vil de ikke bare udstede en lov?"

"Det vil tiden vise. Og det er rigtigt, at vi kommer til at betale prisen for det her på den ene måde eller anden måde. Men spørgsmålet er: Vil man knockoutes med eller uden støvlerne på?" sagde Beksgaard, der tidligere havde kaldt et lovindgreb for "Løhdes drømmescenarie".

Hvordan går en akademiker i konflikt?
Det var tydeligt, at situationen var ukendt, ikke bare for de fremmødte, men også Beksgaard og DM-konsulenterne. Dorthe Iversen, der arbejder som projektkonsulent på UC Syd, sagde det klarest.

"Nu er jeg 51, og det er første gang, jeg skal strejke. Men jeg ved, at da min kone, som er pædagog, gik på strejke, fløj de rundt i hele landet med busser og var på barrikaderne. Jeg spekulerer: Hvad gør vi?"

Godt spørgsmål, pointerede DM's organiseringskonsulent, Julie Malling Laursen.

"Vi skal i gang med at opfinde vores egen måde, for vi har ikke samme historik med strejker som mange andre fagforeninger. Der er ingen klaphænder på lager fra sidste konflikt", sagde hun.

"Men vi er ved at arrangere et væld af aktiviteter lokalt og manifestationer sammen med andre fagforeninger. Og så skal I lokalt ud med budskabet om, hvad vores arbejde giver af værdi til samfundet".

"Jeg hører dig sige, at det skal komme nedefra. At planen er løs", svarede Dorthe Iversen. 

"Nej, planen er ikke løs. I skal være aktive og synlige, som en del af konflikten og for at være berettiget til konfliktlånet. Så vi vil komme med nogle nedslag med manifestationer og andet, I skal deltage i. Men meget skal også komme fra jer lokalt. For I ved bedst, hvad der er brug for her".

Den lokale tillidsrepræsentant, Anders Simonsen, bød så ind med sine tanker om en konflikt.

"Jeg vil forsøge mit bedste at bakke op om det, jeg tror, bliver vores største hurdle: At være solidariske på tværs. For vi kommer helt sikkert til at blive presset på alle mulige måder. I privaten, i pressen, på vores profession. Vi skal finde måder at stå sammen", sagde Anders Simonsen.

Og så løb tiden ud. Lokalet skulle bruges til et andet arrangement. Anders Simonsen nåede dog at invitere hele flokken på en omgang boller i karry på lærerværelset. Sådan ser solidaritet også ud. 

En enkelt undskyldte sig, hun skulle hjem og tage vare på familien. Tillidsrepræsentanten smilede.

"Udskyd det! Det her er vigtigere end dine børn".