"Hvis der kommer konflikt, vil der være nogle sår, der skal heles bagefter"

De fleste kender Aarhus Universitet for den smukke park med store egetræer og kunstige søer, de gule murstensvægge beklædt med slyngplanter. Afdelingen for Økonomi og Bygninger er imidlertid placeret mere yderligt, på den anden side af ringgaden og med udsigt til noget, der ligner en lagerhal. Det er der, de studerende bliver stuvet ind til skriftlig eksamen.

Indenfor sidder Anders Kragh Moestrup og Louise Bornemann Søe. De to tillidsrepræsentanter er mødtes for at danne sig et overblik over situationen. De tekniske og administrative akademikere på Aarhus Universitet, AC-TAP'erne, var nemlig ikke udvalgt til strejke, men er nu blevet udpeget til lockout af Finansministeriet.

"Alle vores studenterundervisere er af en eller anden grund ikke omfattet af lockouten", siger Anders, skjorten rullet op over albuerne. Louise, der har medbragt en kinabog til noter, løfter øjenbrynene. Nye ting dukker op hver dag.

Det store spørgsmål er, hvordan de skal gribe en konflikt an. Skal de ud og spærre vejen for de kolleger, der ikke er organiseret og derfor skal arbejde videre? Det har de jo aldrig prøvet.

"Hvis vi blokerer for indgangen, så kan de jo bare arbejde hjemmefra," ler Anders og taster fingrene i bordet.

"Og hvor meget af det her bliver overhovedet til noget? Hvis de finder en forhandlingsløsning, behøver vi måske ikke bruge alt vores krudt på at forberede konflikt?"

Omkring 20 procent af AC'erne på Aarhus Universitet er ikke medlem af en forhandlingsberettiget organisation, vurderer Anders Moestrup.

"Jeg har da haft flere snakke med folk, som har travlt med at argumentere for, hvorfor de står uden for", bemærker han.

Louise læner hovedet bagover, det lange hår samlet i en gyngende knude.

"Ok? Der findes simpelthen argumenter for det?", griner hun.

Udsigten til konflikt har skabt en ny opdeling på arbejdspladsen, fornemmer de begge. 

"Vi tænker jo normalt på hinanden som kolleger i et stærkt fællesskab. Men nu er man pludselig blevet opmærksom på, at der er nogle, som står udenfor. Og det er ubehageligt for alle parter. Hvis der kommer konflikt, vil der være nogle sår, der skal heles bagefter", siger Louise.

I en presset hverdag kommer kampgejsten frem
Louise Bornemann Søe, der er cand.mag. i engelsk og oldtidskundskab, arbejder med studieadministration. Hendes tanke var oprindeligt at blive gymnasielærer, men "skæbnen af kringlede veje" førte hende til Aarhus Universitet. Nu har hun arbejdet her i 10 år.

Både hende og Anders Moestrup, cand.scient. i geologi med over 20 års anciennitet, har oplevet, at arbejdsforholdene er blevet klart forværret i deres tid på Aarhus Universitet.

"Der er kommet meget mere kontrol af medarbejderne og mere central styring og administration i det hele taget", siger Anders, der er fælles-TR for AC-TAP'erne.

"Før havde man ret fri mulighed for at tage en hjemmearbejdsdag. Det er der blevet strammet op på. Det var ellers en frihed, der blev betragtet som et stort gode og som et udtryk for tillid fra ledelsen. Det er ved at forsvinde", supplerer Louise.

Sidste år var der to fyringsrunder på arbejdspladsen som konsekvens af de årlige to-procentsbesparelser. Alligevel bliver kontorerne stadigt tættere befolket. 

For eksempel er bygningen, Louise sidder i, et gammelt hospital og har derfor højt til loftet. På den måde kan man stuve tre og indimellem fire medarbejdere ind på et topersoners kontor uden at bryde arbejdsmiljølovgivningen. Her regner man nemlig rummets størrelse ud i kubikmeter, siger Louise Bornemann Søe.

Det seneste tiltag er effektiviseringskonsulenter, der er blevet hyret til at optimere arbejdet ved at lave detaljerede tidsberegninger af forskellige arbejdsopgaver. De har blandt andet målt, hvor mange sekunder det tager at gå ned til kopimaskinen, forklarer Louise.

"Men vi pakker jo ikke ost. Det er akademisk arbejde, som er svært at putte ned i små tidskasser. Du kan ikke bare måle det med et stopur og optimere det som et samlebånd".

Umiddelbart har alt det her ikke noget direkte med overenskomstforhandlingerne at gøre. Men så alligevel.

"De nye krav fra arbejdsgiversiden er en provokation over for folk, som i forvejen løber stærkt. Det gør også, at der er en kampgejst", siger Louise Bornemann Søe.

"Der er en følelse af, at det er nu, vi skal på barrikaderne. Det er ikke efter konflikten, man skal brokke sig. Vi har en handlemulighed nu, og det skal vi udnytte", siger Louise.

"Alle er klar over, at udgifterne til en konflikt langt vil overstige det, man kan vinde. Det er noget principielt".