"Du kan bare skrive rimelighed. Det er det eneste, vi ønsker"
© Troels Kølln
Magisterbladet besøger i de kommende uger en række af de arbejdspladser, hvor OK18-konflikten nærmer sig. Første stop er Esbjerg Kommune, hvor tre biologer med gummistøvler i bilen er godt skuffede. "Vi har været loyale grænsende til det dumme, det synes jeg faktisk," siger den ene.
I hjertet af det hele ligger Esbjerg Rådhus, der huser Teknik & Miljø, en af de arbejdspladser DM har udvalgt til strejke. Tidligere på dagen har KL's topforhandler Michael Ziegler meldt ud, at han ønsker at lockoute store dele af de kommunalt ansatte, og innovationsminister Sophie Løhde har sendt et varsel om, at staten påtænker at lockoute 120.000 statsansatte, hvis der ikke findes en forhandlingsløsning. De udmeldinger kom ikke som den store den store overraskelse for Thomas Løkkebø, 41, miljømedarbejder og TR-suppleant.
"At man lockouter så hurtigt og voldsomt, viser bare, at staten og KL giver den max gas og ikke har tænkt sig at give forhandlingen en ordentlig chance."
Han roterer på stolen, hænderne bag nakken.
"Det er lidt unfair at forhandle med nogen, der har monopol. Hvis de vælger at udnytte det, så er de overmægtige. Og de har jo besluttet sig for at knække os på forhånd. Det er ligesom med lærerne. De står klar med lovindgrebet, det tror jeg".
Ingen lokal løndannelse i vest
Vi sidder på biologernes hjemmebane, et yderkontor på rådhuset. På væggen hænger en kalender med billeder af Putin, der holder fisk i bar overkrop. Et plasticjuletræ hænger lidt med grenene på toppen af en reol, to rammer sodavand gemt væk på hylderne.
En anden biolog, Johannes Lomborg, 42, har sat sig på et skuffedarium. Han flyttede til byen med sin kone. Hun blev ansat i det private til nogenlunde samme løn som ham, men har for længst overhalet ham på lønsedlen.
"Alle ved jo, at vi er langt bagefter det private på lønnen. Og der kommer ingen tillæg til grundlønnen herude. Kommunen skærer, så der er ikke penge til det", siger han.
En ældre kollega med armene over kors og vandresko på fødderne, Flemming Kofoed, 63, bryder ind.
"Jo længere vestpå i landet, du kommer, jo mindre er den lokale løndannelse. Det gælder også her i Esbjerg. Tillæg er meget svære at få som magister", siger han.
Det kan Thomas Løkkebø skrive under på. Efter 10 års ansættelse har han ikke oplevet lønstigning på mere end et par tusinde kroner.
Flemming Kofoed er ansat i et vikariat, men har alligevel fået vindue med udsigt til rådhuspladsen. Nedenfor holder ostebilen, der sælger "Hyggeost" og "Greve Fedt" til en god pris.
"Du kan bare skrive, at det handler om rimelighed. Det er det eneste, vi ønsker. En rimelig løn…"
"Det kan simpelthen ikke komme bag på nogen", småråber Thomas Løkkebø.
"… for hvorfor skal vi ikke have del i den rigdom, som der er i resten af samfundet?"
Esbjerg er et fantastisk sted, men..
Flemming Kofoed er en af dem, der faktisk møder rigtige mennesker i arbejdet, som de andre siger med et smil. Han har gummistøvlerne liggende i bilen, så han altid er klar til at tage ud til en landmand for at tilse et vandløb, hvis en mark er flydt over med vand.
"Hvis man er tossede biologer som os og godt kan lide at komme ud i naturen, så er det altså Vestdanmark, du skal til. Det er her, du finder den store hydraulik, de helt brede vandløb. Naturen er storslået," siger han.
"Og vi har de kæmpestore gårde med 500-1000 malkekøer. Det er lidt mere go i det end på Sjælland…"
Thomas griner. "Hvis vi nu bare kunne få lidt atomkraftværker, så kunne det for alvor være vildt!" joker han.
Det er det faglige arbejde, der driver dem. Og de er alle glade for at bo i Esbjerg, "Vestjyllands dynamo". Man kan smutte ned på Tobakken, biblioteket eller Musikteateret for at få kulturliv. Der er masser af god mad og drikke, og byen er fyldt med unge mennesker, der bliver trukket til af universiteterne.
Men de er trætte af at blive forbigået i løn, bare fordi de bor ude vestpå. Og som de siger, er boligpriserne i Esbjerg faktisk forholdsvist høje.
"Vi har været loyale grænsende til det dumme, det synes jeg faktisk. Vi passer jo vores arbejde, selvom de bliver ved med at udhule forholdene", siger Thomas Løkkebø.
"Det piner mig for eksempel, at frokostpausen kan komme op. Det er for fanden en ret, der har været der længe, og Det er helt urimeligt at spinne det som noget, vi bare kræver, fordi vi er grådige bæster, der spiser kaviar dagen lang."
Klar på krig
En af de helt store knaster i forhandlingerne er folkeskolelærernes forhandlinger med KL. En branche, der egentlig ikke har noget med biologerne i Esbjerg at gøre, men som de alle tre er enige om at støtte op om.
"Det ligger mig meget på sinde, at vi står sammen og er solidariske. De har fjernet respekten om det embede, læreren bestrider. De blev simpelthen trynet. Og det nytter bare ikke", siger Johannes fra skuffedariet.
"Selv om mange af os ikke forstår præcist, hvorfor de arbejdstidsregler er et problem, så er det åbenbart vigtigt for dem, og så er det sådan, det er. Vi skal være loyale", skyder Thomas ind.
Alle mand er klar på en konflikt, hvis det når dertil. Kommer det i vejen for privatøkonomien, så må det være sådan. Men allerhelst vil de bare have en rimelig aftale på plads og tilbage til arbejdet under ordentlige forhold. Som Thomas siger:
"Alle synes da, det her er træls, og hvis parterne kunne nå til enighed, ville det da være en pissegod idé. Ingen af os vil i konflikt. Men hvis det ikke kan være anderledes, så må vi gå i krig."
Ved nærmere eftertanke
Dagen efter ringer Johannes Lomborg. En tanke nager ham, fortæller han i telefonen.
"Vi bliver stillet over for arbejdsgiver i denne her kamp, og det frustrerer mig. For det er ikke dem, der er modstanderen. De er stik-i-rend dreng for regeringen, som år efter år har skruet ned for de offentlige budgetter for at finde så mange skattelettelser som muligt. Kommunerne har ikke andet valg. Løkke er den egentlige bagmand her".
