Kommission vil have opgør med offentlige overenskomster
© Jacob Nielsen
Ledelseskommissionen anbefaler et opgør med centralt fastsatte overenskomster. Men DM's formand vil ikke være med til at smide "de centrale dele i overenskomsterne overbord", siger hun.
Det skal fremover være lettere for ledere i det offentlige at tilrettelægge arbejdet, og derfor skal der gøres op med de centralt fastsatte og fagspecifikke overenskomster.
Sådan lyder et af forslagene fra Ledelseskommissionen, som tirsdag fremlægger sin rapport om ledelse i den offentlige sektor. Det skriver dagbladet Politiken.
Ifølge avisen ønsker Ledelseskommissionen blandt andet, at de nuværende overenskomster, der ofte er forskellige fra fag til fag, forenkles og erstattes af generelle overenskomster på tværs af faggrupper.
I Politikens gengivelse af kommissionens forslag, der er en af i alt 28 anbefalinger, som præsenteres på et pressemøde tirsdag, opfordrer Ledelseskommissionen samtidig de faglige organisationer til at ”bidrage til at modernisere og forenkle arbejdstidsregler”. Det skal ”muliggøre en lokal forankret, tværfaglig, fleksibel og effektiv tilrettelæggelse af arbejdet til gavn for borgerne”, skriver kommissionen.
DM: Kommissionens forslag hører hjemme i forhandlingsrummet
Ifølge DM’s formand Camilla Gregersen er der dog ikke nødvendigvis noget modsætningsforhold mellem centrale overenskomster og kommissionens anbefalinger om mere fleksibilitet.
”Jeg er enig i, at der i dele af den offentlige sektor er brug for mere tværfaglighed og bedre rammer for et tæt samarbejde mellem faggrupperne. Det kræver, at vi tør kigge på, hvilke barrierer der er, men det betyder ikke, at vi skal smide de centrale dele i overenskomsterne overbord”.
Camilla Gregersen minder samtidig kommissionens medlemmer om, at intet er gratis, når det gælder overenskomstforhandlinger.
”Vi vil gerne medvirke til at gøre den offentlige sektor endnu bedre og endnu mere effektiv, men efter min vurdering står det ikke i modsætning til, at der skal være ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for de ansatte - tværtimod. Ledelseskommissionens rapport kan give nogle interessante diskussioner, men mange af dem hører hjemme i forhandlingsrummet”.