Fra fagnørd til direktør

Egentlig er det rollen som leder for 12 ansatte i Dansk Byplanlaboratorium, der er omdrejningspunkt for interviewet. Men det er især realiseringen af vellykkede byudviklingsprojekter, der får stemmelejet hos direktør Ellen Højgaard til at stige en oktav:

“Det, der driver mig, er at forstå, hvorfor en gennemgribende byfornyelse formår at binde en by som Odense sammen igen, eller hvorfor åbningen af Aarhus Å eller genoplivningen af bymidten i en lille landsby lykkes så godt, mens en sanering af de gamle, utidssvarende karreer på Nørrebro ender i en total konflikt”, forklarer hun.

Siden 1921 har Dansk Byplanlaboratorium givet faglige indspark til alt fra kloakering, trafikale forhold, ren luft og vand til den mere overordnede planlægning af byer og landskaber.

Over halvdelen af medarbejderne i den lille videns- og formidlingsvirksomhed, der holder til i en smukt renoveret gammel herskabslejlighed midt i det gamle København, er arkitekter, teksam-kandidater og geografer.

Direktøren har kontor i det højloftede hjørneværelse, hvor en gylden eftermiddagssol tegner flimrende mønstre på mødebordet. Bordet tilhørte virksomhedens legendariske formand, arkitekt og byplanlægningsprofessor Steen Eiler Rasmussen.

At Ellen Højgaard har siddet for enden af det mødebord i mere end 13 år, var ikke planlagt, siger hun.

“Jeg er det klassiske eksempel på en fagspecialist, der langsomt bliver filtret mere og mere ind i administration og personaleledelse uden helt at se det komme”, smiler hun.

Alle faggrupper inddrages
Hun er selv uddannet bygeograf fra Københavns Universitet og havde sit første rigtige lederjob i et tværfagligt boligsocialt sekretariat med seks ansatte i Urbanplanen på Amager.

“I et job, hvor pædagogiske konsulenter, ungevejledere og akademikere skal arbejde på tværs, var det især det samarbejdsorienterede, som fyldte i lederjobbet. I Dansk Byplanlaboratorium er noget af det vigtigste at kunne tale det samme sprog som husets fagmedarbejdere, mener hun:

“Vi diskuterer jo alt her. Arkitekterne argumenterer oftere for de kreative og æstetiske modeller, mens akademikerne er mere lineære og problemorienterede i deres løsningsforslag. Jeg taler begge faggruppers sprog og er uhyre opmærksom på at inddrage alle rationaler i vores arbejde, også det administrative personales”, forklarer Ellen Højgaard.

Den 55-årige direktør tilrettelægger husets opgaver, så de passer til medarbejderne.

“Vi skal ikke bruge kræfter på det, som vi ikke har ressourcerne til at løse, vi har ingen ambitioner om at blive større, end vi er i dag, og min holdning er, at folk udvikler sig mest og yder det bedste, når de bliver behandlet tillidsfuldt. Så hvis nogen brænder for en opgave og er klar til at køre med den, så lytter jeg”, siger hun.

I det hele taget fremhæver hun en empatisk og inddragende ledelsesstil som sin største styrke. Den sværeste opgave, hun har haft som direktør, var at få sat en fælles kurs sammen med en meget divers bestyrelse:

“For et par år siden opstod der en grundlæggende diskussion om den linje, jeg lagde i samarbejde med bestyrelsesformanden. Flere mente, vi var blevet for tværfaglige og for kritiske. Det var en hård tid, og det krævede tålmodighed at styre den debat i mål. Men resultatet klæder Dansk Byplanlaboratorium”, siger Ellen Højgaard.

Virksomheden har i dag en klarere identitet og et langt større mod til at øve indflydelse, mener direktøren:

“Engang troede jeg, at det var nok at have gode argumenter. I dag opsøger jeg langt mere proaktivt miljøer og personer, der har betydning for vores sag. Jeg holder mig ikke tilbage fra at gå i pressen og være kritisk, hvis der er grund til det. Dansk Byplanlaboratorium er også sat i verden for at stoppe projekter, der kun har holdbarhed frem mod næste valg”, understreger Ellen Højgaard.