Spring menu over
Dansk Magisterforening

Danmarks vinderchancer bliver forbedret til næste VM i fodbold

© Bengt Nyman

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

I løbet af de kommende fire år har vi et nationalt fodboldcenter ved Syddansk Universitet i Odense, som vil give dansk fodbold et afgørende løft og gøre Danmark til en bedre fodboldnation. Det siger institutleder Jørgen Povlsen, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

”Jeg er helt sikker på, at hvis vi havde haft et fodboldcenter og et års tid til at arbejde med de parametre, der er vigtige for spillernes præstationer ved VM i Rusland, kunne det have haft en betydning for deres præstation", siger Jørgen Povlsen, som understreger, at han bestemt ikke vil underkende de dygtige trænere og analytikere, som arbejder med det danske fodboldlandshold.

”Men de efterspørger data og viden, som kan understøtte deres arbejde, og det er lige det, vi skal arbejde med i det nye center”, siger Jørgen Povlsen, som repræsenterer Syddansk Universitet i det partnerskab, som vil etablere et nationalt videns- og fodboldcenter i Odense.

De øvrige parter er DBU, Divisionsforeningen, Odense Kommune og Foreningen af Lokalunioner, som sammen med Syddansk Universitet vil drive det nye center, som skal ligge på universitetet. Driftsbudgettet er garanteret, og nu skal de skaffe penge til anlægget af fodboldcentret, som de regner med bliver til ved hjælp af eksterne donationer og sponsorer.

Forskningsbaseret viden til fodbolden
Jørgen Povlsen fortæller, at parterne har brugt de sidste fem år til at tale sig ind på hinanden og forventningsafstemme.

Videnscentret skal blandt andet samle og transformere al den viden, der findes om idræt og fodbold, og gøre den tilgængelig for dansk fodbold. Og for forskerne betyder det, at de får et sted, hvor de kan synliggøre og sætte deres viden i spil.

”Vi fik ret hurtigt positive tilbagemeldinger fra superligaklubber og divisionsklubber om, at det her var lige det, de havde gået og manglet. Altså et sted, som kunne bringe dansk elitefodbold i kontakt med den vidensproduktion, som foregår i Danmark og rundt om i verden. For det kan være svært for en træner at overskue, hvad der findes af artikler, foredrag osv.”, siger Jørgen Povlsen, som er cand.mag. i nordisk litteratur og idræt og tidligere dansk landsholdsspiller i volleyball.

Trænerne får nye redskaber
Klubberne mangler i høj grad et system til dataopsamling og datahåndtering, og derfor bliver big data et af arbejdsredskaberne i det nye center.

”Det kan være måling af spillerne under træning og kamp, så træneren bedre kan justere sin træning og rådgivning og den måde, han instruerer den enkelte spiller på”, siger Jørgen Povlsen og fortæller, at dataopsamling også kan bruges til at undgå fodboldskader, da man med større præcision vil kunne forudsige, hvilke spillere, der er i risikogruppen for en fodboldskade.

”De danske divisions- og superligaklubber har en glødende interesse i datahåndtering, da det kan hjælpe dem med at komme på omgangshøjde med de internationale klubber, som de konkurrerer med”, siger Jørgen Povlsen.

En anden vigtig opgave er den mentale sundhed.

”Det bliver et kæmpeemne. Vi kommer til at skabe en bedre psykologisk trivsel for de elitespillere, som er udsat for det enorme pres, det er at gå ind til en finale i en afgørende kamp. Man ved, man skal præstere, og måske er man bare 21 år og har ikke så megen rutine”, siger Jørgen Poulsen, som fortæller, at flere og flere fodboldspillere lider under stress og er udfordret på den mentale sundhed.

”Det vil vi meget gerne arbejde med i det nye center, og sportspsykologerne på universitetet er allerede i gang”, siger han.

Fodbold har fået en samfundsmæssig betydning
Hvorfor skal vi have et fodboldcenter? Kunne det ikke lige så godt være et håndboldcenter?

”Den fodboldenhed, vi har indenfor forskningen med professor Peter Krustrup i spidsen, er i topklasse i verden. Derfor ved vi, at vi er i stand til at tilbyde det, som vi gerne vil, og at vi også kan bruge den inspiration, som fodbolden kan give forskningen. Så når fodbold er interessant for os på universitetet, er det fordi, fodbolden stiller os over for nogle interessante forskningsmæssige udfordringer”, siger Jørgen Povlsen, som mener, det er oplagt på sigt også at bruge den viden, man får fra fodbold til at understøtte fx dansk håndbold og ishockey.

”Men i første omgang har vi valgt at arbejde med den volumen og den kompleksitet, der ligger i fodbolden, som både handler om global indflydelse og forskellige kulturers indgang til fodbold og mental sundhed”.

Og derfor skal det nye center ikke kun beskæftige sig med elitefodbolden, men også med breddefodbolden, og være med til at styrke fodboldens engagement og betydning i samfundet.

”I dag spiller fodbolden en rolle i det velfærdssamfund, vi lever i. Den kan give nogle bud på løsninger og muligheder for at imødekomme nogle af de samfundsudfordringer, vi har, fx inaktivitet”, siger Jørgen Povlsen.

Han mener, at inaktivitet er en af de største samfundsmæssige- og helbredsmæssige udfordringer i det 21. århundrede, da vi lever et mere og mere automatiseret liv, som bare gør os mere og mere inaktive.

”Fodbold kan faktisk bidrage med rigtig meget. Spillet er både motiverende og spændende at beskæftige sig med og giver fællesskab. Men det giver også noget både i forhold til den mentale og den fysiske sundhed”, siger han og underbygger det med, at forskning viser, at fodbold har en betydning for både livsstilsændringer og store kroniske sygdomme.

”Hvis man fx er diabetespatient, kan man med fordel indgå i de fodboldhold for patienter, der nu dukker op i stigende omfang. Det kan være fodbold for diabetikere, fodbold for kræftramte mænd med prostatakræft og fodbold for kvinder, der er opereret for brystkræft”, siger han og mener, at en lang række patientgrupper både kan have stor gavn af den fysiologiske og helbredsmæssige indvirkning og samtidig få et fællesskab og større trivsel.

Derfor giver det også god mening, at centret kommer til at ligge tæt på Syddansk Universitet, som har Steno Diabetes Center i nærheden og om 3-4 år også får et nyt universitetshospital.

”Det er vigtigt, at vi når ud til flere målgrupper med det, vi gerne vil ud med, nemlig den forskningsbaserede viden. Når vi genererer viden, som har betydning for samfundet, skal den kommunikeres bedst muligt og ikke kun i forskningsartikler”.

”Det handler også om at få vores viden kommunikeret ud ad nogle kanaler, hvor man kan se, at det får en konkret betydning for den enkelte borger eller gruppe. Og der bliver fodbolden en form for kommunikationskanal”, mener Jørgen Povlsen.