Spring menu over
Dansk Magisterforening

Tyske småbørnsforældre kan i perioder få en arbejdsuge på 28 timer

Julia Hunt
Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Fremover kan udvalgte ansatte i metalbranchen i den tyske delstat Baden-Württemberg i en periode på to år gå ned på en 28-timersarbejdsuge med lønkompensation.

Efter hundredvis af små strejker ser det ud til, at småbørnsforældre og pårørende til plejekrævende, som arbejder i den tyske metalbranche, får ret til i en periode på to år at gå ned på en 28-timers arbejdsuge med lønkompensation og med ret til at vende tilbage til de normale 35 timer om ugen.

Det er Europas største fagforening IG Metall og arbejdsgiverforeningen Gesamtmetall, der har forhandlet, og et af de vigtige projekter for IG Metall er at få flere kvinder ud af ’deltidsfælden’ og ind i fuldtidsarbejde med mulighed for midlertidig deltid. 

I de konservative tyske familie- og arbejdsmønstre ligger kvindernes erhvervsarbejdstid stadig ni timer under mændenes om ugen. En uheldig europæisk bundplacering, som den tyske industri har stor interesse i at vende for at udløse flere arbejdende hænder.

I første omgang gælder ordningen for Baden-Württemberg, men begge parter forventer, at både arbejdsgiverne og arbejdstagerne går med på at bruge modellen for hele landet og dermed for alle de knap fire millioner metal- og elektronikmedarbejdere i de eksportstærke tyske virksomheder.

Det skriver Information.

Dansk familiepolitik er bagud
Thomas P. Boje, der forsker i familie og arbejdsmarked på Roskilde Universitet, er overrasket over, at en så progressiv aftale kommer fra en af de mest mandsdominerede brancher.

”Der er ingen tvivl om, at når en faglig forening med fire millioner medlemmer og måske den stærkeste faggruppe i Europa går foran, så vil det brede sig. Det vil måske endda blive endnu mere, for 28 timer i en periode er måske godt nok nu, men kravene til familien bliver større i de kommende år, for velfærdsstatens hjælp bliver ikke mere generøs”, siger Thomas P. Boje til Politiken og ser gerne noget lignende foreslået herhjemme, hvor han mener, at familiepolitikken har hængt bagefter meget længe i forhold til Norge og Sverige. 

Hvis den slags nytænkende aftaler skal vinde indpas, kræver det, at de kommer fra faglige organisationer, fordi ønskerne er sværere at overhøre, når de kommer fra de ansatte, end hvis de kommer fra politikere, mener Thomas P. Boje. 

Ifølge et tweet fra Uffe Elbæk, Alternativets formand, er han helt enig: ”det kunne være mere end interessant at høre, hvad den danske fagbevægelse, har af kommentarer til deres tyske kollegaers krav om 28 timers arbejdsuge? En ambition som @alternativet_ i den grad bakker op om”.

Vi bør se på muligheden for at skrue på arbejdstiden
Julia Bjerre Hunt, som er formand for de privatansatte og de selvstændige i DM, synes det nye forslag er både interessant og inspirerende.

”Vi bør som udgangspunkt altid lade os inspirere af det gode eksempel, og vi har et problem i vores samfund med for megen stress og problemer med at få hverdagen til at hænge sammen”, siger formanden for DM Privat og selvstændige, som mener, at selvom DM er meget opmærksom på de uhensigtsmæssige konsekvenser ved nedsat arbejdstid, kan nogle have behov for at kunne skrue op og ned for arbejdstiden i forhold til, hvor de er i livet. 

”Så kan vi også bedre dele det arbejde, der er”, siger hun og påpeger, at selvom det i denne sammenhæng er børneforældrene der er fokus på, er det vigtigt at huske, at der er mange forskellige livsfaser, man kan være i, hvor det at have muligheden for at kunne skrue på arbejdstiden i en periode kan gøre det nemmere. 

Ligestillingsperspektivet
Derudover er der selvfølgelig et ligestillingsmæssigt perspektiv i det, påpeger hun. Så skruer man i en periode ned for arbejdstiden, bør man overveje muligheden for kompensation, fx i forhold til pensionsbidraget, og man skal have krav på at kunne gå op i tid igen bagefter.

”I øjeblikket har vi kun barslen, vi kan skrue på, og det går lidt trægt med at få mere barsel til fædrene herhjemme. Hvis man i en periode kan gå ned i arbejdstid og samtidig få ret til at gå på fuld tid igen, kan det måske give andre perspektiver på udfordringen, da begge forældre i princippet kan gå ned i tid”, siger Julia Bjerre Hunt, som netop mener, vi kan modvirke deltidsfælden for kvinderne, ved at bevare kompensation fx i forhold til pension. 

”Men uanset hvad, er det vigtigt at huske arbejdsgiverens ansvar, når vi taler om arbejdstid og arbejdsmængde. Desværre er arbejdsmiljøet ofte en overset faktor, når vi taler om deltid. Det gælder for den, der går ned i tid og måske ikke får færre opgaver, men det gælder også kollegerne, som skal kunne regne med, at opgaverne bliver løst, også når nogen går på nedsat tid”.