Spring menu over
Dansk Magisterforening

Arbejdstilsynet skal stramme op efter APV-afsløringer

Af Farhiya Khalid
Del artikel:

Beskæftigelsesministeren vil styrke Arbejdstilsynets kommunikation efter afsløringer om manglende APV’er i en lang række organisationer. ”Det er ikke gratis”, siger formand for DM Privat og Selvstændige.

En lang række organisationer har ikke vidst, at arbejdspladsvurderinger (APV) er et lovkrav, og at en manglende APV dermed er et brud på arbejdsmiljøloven.

Det kunne Altinget berette om i december på baggrund af en undersøgelse, der viste, at hver tredje almennyttige organisation havde brudt arbejdsmiljøloven i forbindelse med APV’er, herunder Folkeuniversitetet, der havde forsømt at lave en arbejdspladsvurdering for sine mere end 2.700 løst tilknyttede undervisere.

Men det er altså også lovpligtigt at lave APV for midlertidigt ansatte medarbejdere, skriver beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i januar.

”Alle virksomheder med ansatte skal udarbejde en arbejdspladsvurdering (APV). Det gælder også virksomheder, der helt eller delvist har løst ansatte medarbejdere”, skriver beskæftigelsesministeren.

Kræver tid og ressourcer
Julia Hunt, der er formand for DM Privat og Selvstændig, glæder sig over beskæftigelsesministerens udmelding. Hun mener, at det i særdeleshed er vigtigt at have fokus på det psykiske arbejdsmiljø steder, hvor der er mange midlertidige ansatte og folk med en høj grad af usikkerhed i deres ansættelse.

”Der er en forestilling om, at når man arbejder i en interesseorganisation, så er sagen så vigtig, at man skal acceptere et dårligt arbejdsmiljø. Det er tiltrængt og positivt, at der kommer et fokus på, at der skal være gode arbejdsvilkår, lige meget hvor man arbejder”, siger hun.

Julia Hunt er også begejstret for at man vil styrke Arbejdstilsynets kommunikation i forhold til APV’er, men hun understreger, at det ikke er gratis.

”Det er grundlæggende en god idé at arbejde for mere synlighed. Man skal bare huske, at det koster penge og tid. Og hvis man vil prioritere at styrke det, skal man også styrke selve Arbejdstilsynet, for det kræver tid og ressourcer på et i forvejen presset sted”, siger hun.