Spring menu over
Dansk Magisterforening

Minister: Øget frafald skyldes ikke fremdriftsreform

© Kim Vadskær

Del artikel:

Fra 2014 til 2017 er frafaldet på universiteterne vokset fra 29 til 35 pct. Uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) afviser, at der er en forbindelse mellem frafaldet og fremdriftsreformen.

Af 28.500 nye studerende, der begyndte på en universitetsuddannelse i 2013, var 10.044 droppet ud af uddannelsen i 2017.

Det fremgår af et nyt notat fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, og svarer til at frafaldsraten er vokset fra 29 til 35 pct. - den højeste andel siden 2006, der er den første årgang, der er med i analysen.

Notatet kommer efter, at Magisterbladet har beskrevet, hvordan frafaldet på syv ud af otte universiteter er øget markant på en lang række fagområder.

Formanden for Danske Universiteters rektorkollegium, DTU-rektor Anders Bjarklev, mistænker det øgede frafald for at have en forbindelse til fremdriftsreformen fra 2014, der har øget kravene til studerendes aktivitet på uddannelserne.

LÆS OGSÅ: Stor stigning i frafald på studier


Men den udlægning køber uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) ikke.

”Jeg anerkender ikke, at fremdriftsreformen har haft så stor en indflydelse på frafaldet, som nogen påstår”, skriver han i en kommentar.

Han ser i stedet for det øgede frafald som et resultat af, at flere vælger forkerte uddannelser.

”Faktum er, at otte ud af ti studerende, der falder fra, skifter til en anden uddannelse, og den andel har været relativ stabil siden fremdriftsreformen. Andelen af bachelorstuderende, som helt dropper ud, har stort set ikke ændret sig. Det kan derfor snarere tyde på, at vi skal hjælpe de studerende med at vælge rigtigt første gang”, lyder fra Tommy Ahlers, der samtidig peger på, at andelen, der dropper ud uden at skifte studieretning var højere i 2010 og 2011 end under fremdriftsreformen.

LÆS OGSÅ: S-ordfører om frafald på universiteter: "Måske har vi lukket de forkerte ind"

Tallene fra Danmarks statistik afslører dog også, at frafaldet er steget er steget på en lang række kandidatuddannelser, dvs. mellem der fjerde og femte studieår.

Det gælder eksempelvis på alle hovedområder på Aarhus Universitet. Her er andelen af studerende, der er droppede ud af an en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, steget fra syv til 14 pct. mellem 2014 og 2017.

Uddannelsesministeren skriver til Magisterbladet, at han vil følge udviklingen tæt. Men indtil videre ser Tommy Ahlers ikke indikationer på, at fremdriftsreformen har en forbindelse til det øgede frafald.

Han peger på spørgeskemaundersøgelse, som frafaldene førsteårsstuderende i perioden 2015-2016 har deltaget i, som blev offentliggjort i marts.

”De siger, at uddannelsen fx var for teoretisk, at de jobs, som uddannelsen fører til, alligevel ikke var noget for dem, eller at de følte sig ensomme på studiet. Studieaktivitet og forsinkelser ligger langt nede på listen over frafaldsårsager”, skriver Tommy Ahlers.