OK18: Ny melding fra KL provokerer FOA-formand
© FOA
Skarp udmelding fra KL, får Dennis Kristensen til at tvivle på et forlig, samme dag som de afgørende forhandlinger i forligsinstitutionen starter. ”De ønsker ikke et forlig – de vil have en konflikt. Og de vil have Folketinget til at hjælpe sig”, siger FOA-formanden.
Sådan lød det i DR Nyheder, fra FOA-formand Dennis Kristensen samme dag, som parterne på det kommunale område var inviteret til nye forhandlinger i forligsinstitutionen.
Udmeldingen falder efter et interview med KL's administrerende direktør Kristian Wendelboe i Politiken. KL-direktøren siger blandt andet i interviewet, han er bekymret for den danske models tilstand på den anden side af en konflikt, og at en storkonflikt på det offentlige område vil blive så voldsom, at politikerne er nødt til at forhindre, at det kan ske igen.
”Jeg er gået fra at være fuldstændig overbevist om, at det aldrig kunne ende i konflikt, til virkelig at være urolig. Det er jeg, fordi solidaritetspagten åbenbart er så stærk, at den får lov at bremse, at vi kan lave en overenskomst. Det virker, som om ingen kan få lov til at gå ud af banen, før alle har fået deres ultimative krav opfyldt, og det bremser fremdriften i forhandlingerne”, siger Kristian Wendelboe til Politiken.
”Det eneste alternativ, jeg kan se, er, at Folketinget tager et større ansvar, og det er jo den model, man har i store dele af Europa”, fortsætter han.
Fagbevægelsen har selv startet diskussionen
Til det udtaler Dennis Kristensen, at han kun kan tolke KL's optræden på én måde:
”De ønsker ikke et forlig – de vil have en konflikt. Og de vil have Folketinget til at hjælpe sig. Ikke bare med et lovindgreb i denne omgang, men også ved at ændre vores muligheder for fremover at kunne gå i konflikt”, siger Dennis Kristensen til DR Nyheder.
Imens mener KL's topforhandler, Michael Ziegler (K), at pilen peger på fagbevægelsen, der selv har rejst meget af diskussionen om den danske model.
”Vi syntes, det er en unødvendig diskussion at rejse. Vi er her. Vi forhandler. Og det er en del af den danske model”, siger Michael Ziegler til DR Nyheder.
Resten af tirsdagen forhandler parterne på det kommunale område, mens det er regionernes tur i forligsinstitutionen i morgen. Hvis parterne ikke finder hinanden, kan en storkonflikt bryde ud søndag den 22. april.