Spring menu over
Dansk Magisterforening

Maratonforhandlingerne fortsætter: Får vi en forhandlet løsning?

CG

© Jacob Nielsen

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Hverken lønmodtagerne eller arbejdsgiverne lød til at tro på, at der kan findes en løsning, da de mandag hen under aften blev sendt hjem. Tirsdag er der indkaldt til nye forhandlinger på alle tre områder.

Selv om der har været bevægelse på det kommunale og regionale område, så var der ikke mange tegn på opblødning på det statslige område, da forhandlingerne sluttede omkring kl. 19 mandag aften.

Både lønmodtagernes topforhandler i forhandlingerne med staten, Flemming Vinther, og hans modstykke på arbejdsgiversiden, innovationsminister Sophie Løhde (V), lagde ansigtet i alvorlige folder, da de skulle udlægge, hvad der var kommet ud af mandagens forhandlinger i Forligsinstitutionen.

”Vurderet ud fra, hvor parterne står nu, er der ikke er noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne. Det har vi meddelt vores modpart og forligsmanden, og det er forligsmanden enig i”, forklarede Flemming Vinther, formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF).

”Det er klart, at det her ikke bringer os længere væk fra en konflikt”, uddybede han.

Parterne forhandlede blot i godt fem timer mandag, før de blev sendt hjem fra Forligsinstitutionen med uforrettet sag, og heller ikke Sophie Løhde så parterne nærme sig hinanden i løbet af forhandlingerne.

”Det så svært ud, da vi gik ind ad døren, og det så svært ud, da vi gik ud. Derfor slutter vi for i dag. Vi kommer simpelthen ikke videre”, fortalte hun, da hun forlod forhandlingerne.

Kun én person kan erklære sammenbrud
Men selv om parterne ikke kom tættere på en løsning mandag, fik det hverken Flemming Vinther eller Sophie Løhde til at kalde det et ’sammenbrud’.

I stedet lagde de begge ansvaret for det eventuelle scenarie over på forligsmand Mette Christensen:

”Der er kun én person, der kan beslutte, om der kan erklæres et sammenbrud, og det er forligsmanden”, sagde innovationsministeren og fik opbakning af Flemming Vinther:

”Der er kun én, der kan erklære sammenbrud, og det er forligsmanden”.

Ifølge ministeren er der stadig ”flere ting”, der skiller parterne i de igangværende forhandlinger, som genoptages tirsdag kl. 10, hvor også parterne fra kommunerne og regionerne er indkaldt til forhandlinger.

DM: Alle medlemmer skal holde sig klar til, at det kan ende med konflikt
Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening (DM), har tidligere kaldt det ”afgørende”, at parterne ender med at nå frem til en forhandlet løsning.

Derfor håber hun, at forhandlingerne kan komme ud af sit nuværende dødvande, så der kan komme en løsning ud af det, som både lønmodtagerne og arbejdsgiverne kan se sig selv i.

”Jeg håber meget på en forhandlet løsning, der kan lande et forlig på alle tre områder. Det arbejder samtlige forhandlere på vores side af bordet benhårdt på. Hvis det ender i en konflikt på grund af en stejl arbejdsgiverside, får det store konsekvenser for landets økonomi og de offentligt ansattes motivation. Jeg opgiver ikke håbet om, at vi lander en forhandlet løsning, men alle medlemmer skal holde sig klar til, at det kan ende i en konfliktsituation”, understreger hun.

Forligsmand Mette Christensen har brugt sine to trumfer og sendt forhandlinger ud i forlænget spilletid for anden gang, så hvis der ikke kommer en løsning i løbet af den kommende uge, vil strejken bryde ud den 6. maj, mens lockouten vil begynde den 12. maj.

Magisterbladet følger forhandlingerne tæt – følg med på akademikerbladet.dk, hvor du kan holde dig opdateret med det seneste nye i konflikten.