Igen-igen: Forhandlerne styrer mod sudden death

Det var som at se en lille del af Danmark tage forskud på glæderne og fejre fodboldlandsholdets VM-guld.

Re-Sepp-Ten føg ud af højtalerne, lastbiler passerede med hornet i bund, klikkende klaphænder i billig plastic gav frygt for tinnitus. Den eneste fejl var en udpræget mangel på kolde fadøl. Solen kaldte på dem.

På dagen der – igen – er blevet udråbt som forhandlingernes sidste, var de offentligt ansattes demonstration tæt og vild foran Forligsinstitutionen. Det kendertegner OK18, at jo mere udmattede forhandlerne er blevet i Forligsmandens kløer, des mere energi har demonstranterne fået. 

En enkelt mand virkede mere stille end resten af flokken, da han klædt i lys habitjakke og lidt for store bukser traskede stillede mod orkanens øje, Forligsens døre bevogtet af to rækker med røde fanebærere. Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, stoppede så op for en kort bemærkning til interview.

”For mig at se handler det om, at vi skal have et gennembrud i forhandlingerne, hvad end det først bliver i kommunerne eller i staten – så skal resten nok løsne sig. Det er målet”, fortalte han til Magisterbladet.

Han afviste dog – som det ellers er blevet spekuleret i pressen – at den betalte frokostpause vil blive skudt til hjørne og afgjort i arbejdsretten. Her vil han ikke gå på kompromis.

”Spisepausen er et sort-hvidt krav. Det er ikke noget, vi kan få hver anden dag. Og jeg har hørt kritikken om, at det burde klares arbejdsretligt. Den forstår jeg ikke”, sagde Lars Qvistgaard.

I hans højre hånd slaskede en mulepose med skiftetøj og toiletgrej. Det krævede hverken spåkone eller politisk kommentator at regne ud, hvornår på døgnet forhandlingerne forventes at blive klappet. Hvis det da sker.

”Knasterne er stadigt store. Og det gælder også lønnen. Det er ikke bare et spørgsmål om teknik. Det er principielt, væsentligt og vigtigt”, sagde han og kaldte det "sudden death", hvis der ikke findes en aftale nu.

Lars Qvistgaard gik så videre, og lidt efter ham fulgte en julemand. Efter de langstrakte forhandlinger vakte det absolut ingen opsigt – alle slogans og gimmicks er efterhånden prøvet af. 

”Ho ho hoo, glædelig overenskomst”, råbte han, favnen fyldt med lakridsbolsjer, skægget vædet af sved.

”Ja, sådan en har nisserne vel også?” lød en kort reaktion.

”Jo… det vil de i hvert fald gerne”.

Så blev den kvinde, der ved hver eneste demo har råbt masserne i gang med slagsange, løftet op over flokken. Hun bad om stilhed. ”I har lånt mig jeres kasketter, I har lånt mig jeres hænder, I har lånt mig jeres bannere… I har vist mig, hvordan VI-STÅR-SAM-MEN!”, råbte hun så. 

Hun kastede sine knyttede næver i vejret og lignede mere end nogensinde en diktator, faretruende og fængende på samme tid, præcis som det kræves, hvis man vil mobilisere sine tropper.

Anne Lykke Kristensen, cand.it. og fuldmægtig i Uddannelses- og Forskningsministeriet, stod stille og observerede det hele tæt ved en lyserød bod, der uddelte varme drikke og tebirkes. 

”Jeg er her, a) fordi jeg er TR og b) fordi det er vigtigt at støtte som akademiker. Der har været med snak i pressen om, at vi akademikere ikke har deltaget i faglige aktiviteter i samme omfang som andre. Det er vi nødt til at modbevise,” forklarede hun, halstørklædet for længst taget af. I hånden havde hun et protestskilt, som hun med jævne mellemrum bankede blødt mod jorden.

”Jeg har som alle andre lyst til en løsning. Men hos os er der nok en bange anelse for, at konflikten er tættere på end løsningen. Og jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at parterne har stået langt fra hinanden på grund af den måde, det hele blev skudt i gang med at råbe op om, at offentlige ansatte har haft lønfest”, sagde Anne Lykke Kristensen, der mødte sent ind på job for at kunne deltage.

Lidt efter cyklede alle videre mod jobbet. Sådan ser en tilspidset forhandling ud i Danmark. Uanset hvor store uenighederne er, og uanset hvor vilde slagsangene lyder, skal der være ro og orden. Arbejdet skal jo passes.