”Er du sikker på, det er en god idé, vi er her?”
© Troels Kølln
Forhandlingerne i Forligsinstitutionem ser ud til at nærme sig en afslutning. Kollegerne på KU og offentligt ansatte i hele landet satte slutspurten ind med en kampagne på de sociale medier kl. 11.55.
Det er på alle måder sidste øjeblik – både i forhandlingerne i Forligsen og her på den blæsende trappe på Frue Plads.
”Er du sikker på, det er en god idé, vi er her?”, mumler en kvinde. Vinden river i jakken, så den slår svirp i luften. KL har netop meldt ud, at de anser det her for at være brud på overenskomsten.”Ja, det kan vores egen ledelse fandeme ikke have ondt af. Det tror jeg simpelthen ikke på”, svarer en kollega.
De stimler så sammen på den store hovedtrappe, de små 60 ansatte fra Københavns Universitet. Klokken er 11.53, og Magisterbladets udsendte bliver bedt om at lægge notesblokken og tage billedet. Alle må bidrage.
Først smiler de, så kaster de hænderne i vejret og færdig arbejde, to hurtige billeder til Instagram. A4-papirer med slogans lægges krøllet sammen i en bunke – ”de skal da genbruges” - og så spredes flokken omgående. Ingen tid at spilde, tilbage til jobbet.
Eventet hedder 5 i 12 og foregik ikke bare på Københavns Universitet i dag, men på arbejdspladser over hele landet. Offentligt ansatte og andre, der støtter dem i OK18, er blevet opfordret til at samles med kolleger kl. 11.55 og tage et fællesbillede, de kan dele på de sociale medier.
”Det er jo ikke os, der sidder og forhandler, men vi står bag dem, og vi står sammen. Det skal vi vise så mange som muligt”, siger fælles-TR på Københavns Universitet, Michael Holm.
Håret flyver omkring ham, men ellers mærkes han tilsyneladende ikke af blæsten. Skjorten er knappet ned, ærmerne rullet op, de blå øjne skinner.
”Vi skal stå sammen, båret af ildsjæl og fællesskab. Det er de her begivenheder med til at sikre, også selv om det er noget helt hurtigt. For det kan godt være, at man arbejder med en musketéred i forbundene, men i sidste ende er det medlemmerne, der skal stemme forliget hjem, hvis det bliver til noget - og her mærker vi, at vi er fælles om det”, forklarer Michael Holm.
Den sidste chance
Eventet sker i det, der meget vel kan blive de sidste dage i forhandlingerne. Tre arbejdsmarkedsforskere fra Aalborg Universitet vurderer i Politiken i dag, at forhandlingerne vil blive afgjort i weekenden – hvad end det munder ud i et forlig eller konflikt.
”De har nu været i gang i over fem uger i Forligsen, og på et tidspunkt må man sige, man har udtømt sine muligheder for at forlige parterne. Hun skal ikke tage højde for, hvor stor konflikten bliver, eller hvilke konsekvenser det har for samfundet. Hvis hendes muligheder er udtømte, må hun kaste håndklædet i ringen”, siger arbejdsmarkedsforsker Laust Kristian Høgedahl til Politiken.
Michael Holm, der har været TR på Københavns Universitet de seneste 10 år, er ikke meget for at gætte løs om den slags.
”Alt, hvad forhandlerne siger i medierne, er jo et spørgsmål om positionering – og næppe et udtryk for, hvad der reelt sker. Det ved kun meget få mennesker. I mellemtiden må vi andre bare støtte op, så godt som vi kan ved at kæmpe for den offentlige mening”, siger han.