Nu uddanner resten af Norden lærerkandidater

Det er med større spænding end sædvanligt, at førstelektor Kristin Ran Choi Hinna og hendes kolleger på Høgskulen på Vestlandet i Bergen i disse dage tager imod de første studerende, der skal læse til lærer på en kandidatuddannelse.

Især to nye forhold imødeser hun med spænding:

“Det har været en stor mental omstilling at lave indhold til en lang, videregående uddannelse. Det er ikke længere muligt for vores studerende at stoppe, når de har taget en bachelorgrad, så vi risikerer at tabe flere undervejs. Samtidig indleder vi et partnerskab med fem-syv skoler i Bergen, så de studerende kan komme på arbejde i praksis. I år er det cirka 250 studerende, men på sigt vil det være 1.000 studerende om året, så det bliver en kæmpe opgave at sikre, at skolerne ikke bliver for forskningstrætte”, forklarer Kristin Ran Choi Hinna.

Norge har især kigget til Island og Finland i arbejdet med at skabe en ny læreruddannelse, fortæller førstelektoren fra Bergen, der også sidder i hovedbestyrelsen i Forskerforbundet i Norge.

“Vi har diskuteret meget, hvordan uddannelsen undgår at blive for teoretisk, og hvordan vi bedst opnår, at pædagogikken bliver det bærende element hele vejen. Adgangskravene for de studerende er også blevet hævet, fx i matematik. Selvom det samlet set ikke har betydet færre ansøgere, kan jeg godt tvivle på, at vi får de rette profiler, fx til kunst og andre praktiske æstetiske fag. Norge har en anden opdeling af uddannelsen end Danmark, og der har i år været en nedgang i ansøgertallet til indskoling og mellemtrin”, siger Kristin Ran Choi Hinna.

Høj faglig specialisering
Det er snart 10 år siden, at svenskerne indførte en femårig læreruddannelse. I 2011 betød en yderligere revision, at teorien fik en endnu større plads, mens praktikken blev reduceret til 20 uger.

Katrin Hjort, der er professor i pædagogik og uddannelsesforskning ved Syddansk Universitet, har boet og arbejdet i Sverige i 3½ år. Hun mener, at den forskningsbaserede undervisning har været et stort skridt frem.

“Svenskerne har satset på en høj faglig specialisering. Samtidig er det lykkedes for dem at tilpasse didaktikken bedre til de lokale forhold ved at give kommunerne et større spillerum. Det betyder, at man fx har friere hænder til at tilrettelægge sin pædagogik efter, om en skole ligger i ghettoen i Malmø eller i de pæne forstæder. Men det ømme punkt hos svenskerne ligger helt klart i samarbejdet med praksis”, siger Katrin Hjort.

Samme melding kommer fra Robert Sandberg, der underviser i historie på bl.a. læreruddannelsen i Södertörn og er suppleant til hovedbestyrelsen i SULF, forbundet for universitetslærere og forskere i Sverige.

“I dag får alle lærerstuderende en uddannelse, som kvalificerer dem til at forske, men det sker på bekostning af didaktik og læring ude i skolemiljøerne. Fx skal de studerende skrive to store forskningsprojekter under deres uddannelse, og en del af den tid kunne måske gøre større nytte, hvis den blev brugt i praktik. Især for dem, der uddanner sig til lærere i de små og mellemste klasser, giver det ikke mening, at de skal prioritere deres tid på den måde”, mener Robert Sandberg.

Perspektiv i at styrke samspillet
Danmarks Lærerforening er tilhænger af, at Danmark følger de andre nordiske lande og opretter en femårig læreruddannelse. Hans Beksgaard, der er formand for professionshøjskoleunderviserne i DM, er til gengæld ikke blevet overbevist af de erfaringer, andre har gjort sig. For mere er ikke nødvendigvis bare bedre, påpeger han.

“Der er et skisma mellem universitetstilgangen og den professionsrettede tilgang, som hverken svenskerne eller finnerne har løst ved at gøre læreruddannelsen forskningsbaseret. Derfor ser jeg fortsat meget mere perspektiv i at styrke samspillet mellem universiteter, professionshøjskoler og folkeskolerne”, siger Hans Beksgaard.

Selv om en matematikunderviser har læst sit fag på universitetsniveau, er det ikke i sig selv en garanti for, at kvaliteten også bliver højnet i klasselokalet, vurderer professionshøjskoleundervisernes formand.

“Det er langt mere relevant, at vi i stedet giver professionsbachelorerne mulighed for at videreuddanne sig på universitetet, i de tilfælde hvor det er relevant. Det er ærgerligt, hvis en diskussion om mere kvalitet i uddannelsen ender i en strukturel “one size fits all” -løsning”, påpeger Hans Beksgaard.