Erfaren djøf’er skal rydde op på ROMU

Da dagbladet Politiken i foråret begyndte at bringe artikler om ROMU’s direktør Frank Birkebæks angiveligt brutale ledelsesstil og et hårdt belastet arbejdsmiljø på museet i Roskilde, skete det på et for ROMU’s bestyrelse både heldigt og uheldigt tidspunkt. 

Heldigt, fordi Birkebæk forinden havde meldt sin afgang. Dermed slap bestyrelsen for en konfrontation med museets stærke leder gennem hele 40 år.

Uheldigt, fordi afdækningen af forholdene på museet skete, netop som man skulle finde en ny direktør. Ville man overhovedet få kvalificerede ansøgere til en topchefstilling i en museumsorganisation, som lignede en suppedas af opsparet utilfredshed?

Bestyrelsen traf i sidste ende et overraskende valg. For hvor museumsledere per tradition også har en museumsfaglig baggrund, så har ROMU’s bestyrelse med Henrik Bo Nielsen udpeget en leder af profession, omend en leder, der med en fortid på dagbladet Information og 10 år på Det Danske Filminstitut har erfaring fra “kulturinstitutioner”.

Henrik Bo Nielsen, du kender Magisterbladets to år gamle afdækning af ROMU’s arbejdsmiljø, du har læst Politikens skriverier om samme, og du kender museets ­seneste trivselsmålinger, der blinker rødt. Hvordan vil du rydde op?
“Jeg synes egentlig ikke, at det er underligt eller chokerende, at der i en institution som ROMU, der har udviklet sig så voldsomt og så hurtigt, er elementer, som ikke fuldt ud har spillet. Nu kommer der en ny høvding, og det er jo en god lejlighed til at tænke sig om og spørge: Hvad kan vi godt bruge, og hvad kan vi ikke bruge? Så jeg er ikke bekymret”.

Din kommende vicedirektør og ­nærmeste medarbejder, Iben Bækkelund Jagd, ­bliver i Politiken beskyldt for at chikanere og overfuse medarbejderne. Hvad synes du om det?
“Det er vigtigt for mig at sige, at medarbejdere såvel som ledere vil få samme gode eller dårlige behandling af mig, nemlig at vi starter fra scratch. Jeg kommer ind med et åbent sind og gør mine egne observationer og erfaringer. Man har vaner og måder at arbejde på, og jeg tror, at i en situation med et ledelsesskifte er det sundt for alle, at nogen kommer og ryster posen. Jeg læser og har en udmærket hukommelse, men jeg starter forfra og lader folk sætte deres egne ben”. 

På de fleste museer har man en faglig ­ledelse, hvor du har en mere generel ledelses­profil. Så du kommer ind og er egentlig på bar bund. Hvad vil du gøre?
“Der er givetvis medarbejdere, der mener, at en faglig ledelse sikrer den højeste faglige ekspertise i kerneforretningen. Jeg er generalist og er optaget af at få en masse beslutninger ud, hvor de folk, der ved bedst, befinder sig. Og jeg tror bestemt ikke, at det er sådan, at jo højere man kravler op i pyramiden, jo bedre bliver vidensniveauet. Men overblikket bliver forhåbentlig bedre. Jeg er sikker på, at du kan finde folk, der siger, at jeg har været vildt topstyrende, men jeg tror, det er direktørens lod, at vi interesserer os for de meget store linjer – og nogle bitte små detaljer, vi af forskellige årsager anser for enormt vigtige. Men det er i hvert fald min ambition at praktisere en ledelsesform, hvor lokal viden, indsigt og beslutningskraft matcher bedst muligt. Men det er jo en ambition, der på gode dage lykkes. Og så er der alle de dage, hvor folk siger, at ledelsen blander sig i alting”.

ROMU er opstået ved, at man har sammenlagt en række selvstændige museer og skabt et såkaldt enhedsmuseum, hvor alt er organiseret på tværs. Det, der under ROMU fx hedder Museum Ragnarock, er i grunden bare et udstillingssted uden nogen selvstændig ledelse eller særligt tilknyttede. Vil du ændre på det?
“Det kan jeg ikke svare på nu, men det er klart, at det at give små udstillingssteder krop og tyngde ved at gøre dem til en del af samme organisation fordrer, at man får organisationen til at fungere på tværs. Ellers er det jo lige meget. Men jeg vil se på de erfaringer, der har hobet sig op på ROMU, og prøve at udlede, hvad der fungerer godt og kan bygges videre på, og hvad der måske skal justeres. Der er sikkert “room for improvement”, men hvis man vender tilbage til lokalafdelinger med fuldstændig autonomi, så der bare er en overordnet ledelse, så taber man det hele på gulvet”.

Har du besøgt ROMU som gæst?
“Ja”.

Har du haft en interessant museums­oplevelse for nylig?
“Jeg har haft flere. I sommeren besøgte jeg fx pavepaladset i Avignon med mine børn, og det var på mange måder overvældende. Mens mine børn var begejstrede for paladset, var jeg overvældet over hele tre kunstudstillinger, herunder en med afrikansk samtidskunst. Det faldt jeg i staver over. For spørgsmålet, jeg stillede mig selv, var, om vi er blevet bange for, at det, vi har, ikke er godt og interessant nok. Hvorfor skal jeg se afrikansk kunst i et pavepalads? Så i øjeblikket er jeg lidt optaget af, om vi egentlig tror på kernen i det, vi laver. Om vi får pakket det ind i så mange lag, at man som betragter ikke ved, hvad fanden vi vil én”.

Er ikke netop det nye rockmuseum i ­Roskilde et eksempel på en spektakulær ramme, som lokker folk til at komme og se på indholdet?
“Når jeg kigger på Ragnarocks aktiviteter, så synes jeg, der er et tydeligt slægtskab mellem indpakning og substans, som de har været dygtige til at skabe, hvorimod jeg ikke kan få øje på det samme, når jeg kigger på afrikansk samtidskunst i et pavepalads”.

Hvordan vil du beskrive dig selv som leder?
“På samme måde som jeg vil beskrive mig som menneske. Jeg tror, jeg er tydelig, ordentlig, og så har jeg en evne til at få andre mennesker med mig på den opgave, jeg er i gang med”.