Coach: Mange magistre famler i deres arbejdsliv

Man kan kalde det karriereplanlægning. Man kan også kalde det strategisk tænkning om sit arbejdsliv, og uanset om man er til udførlige planer eller hellere vil gøre det på en løsere måde, er det noget, som alle bør bruge tid på.

Det mener Monika Janfelt, dr.phil., der blandt andet har en fortid i universitets- og arkivverdenen og som karrierekonsulent på SDU og i dag arbejder som selvstændig coach, hvor en af hendes kerneydelser er karriereudvikling for specialister og forskere.

”Vi har et arbejdsmarked, som ændrer sig rigtigt meget i disse år med en ny form for internationalisering, flere freelancere, vikarer, projektansættelser og fyringer i den offentlige sektor på en måde, som man ikke ville have set for tyve år siden. Derfor mener jeg, at det er vigtigt for os alle sammen, at vi er mere opmærksomme på, hvad vi har af kompetencer, og hvor vi vil bevæge os hen. Hvordan håndterer vi de forandringer, der kommer, og det at skifte til noget andet”, siger hun til DM Natur & Kultur.

Hendes erfaring med en gruppe som magistre er, at de tænker meget over deres arbejdsliv og hvordan de skal gå videre, men også, at mange er famlende. Og det er der måske ikke noget at sige til. For det første er faktorer som familie, bevillinger og andre strukturelle forhold ikke noget, man fuldstændigt selv er herre over. For det andet er spørgsmålet, som man forsøger at finde svar på, ikke nødvendigvis bare, hvilken stilling, man gerne vil sidde i om fem år.

Netop fordi der er mange uforudsigelige elementer i både arbejdslivet og livet omkring det, vil de færreste kunne lave en karriereplan, som de kan følge i en lige linje. Men det behøver man heller ikke at gøre, mener hun. Til gengæld kan man forberede sig.

”Man kan tænke over, hvad man kan og vil. Hvad er det, man brænder for og er god til? Hvem er man som fagprofessionel person?"

Læs hele interviewet hos DM Natur & Kultur.