Medarbejder: Universiteterne er i krig med sig selv
Øget politisk styring, nye krav og nedskæringer skaber frustrationer blandt medarbejderne på universiteterne. Men de ansatte kan selv være med til at skabe et bedre samarbejdsmiljø, siger specialkonsulent ved KU, der har undersøgt problemet.
Større politisk styring og nedskæringer skaber frustrationer blandt det administrative og det videnskabelige personale på universiteterne, og frustrationerne skyldes i høj grad nye krav fra omverdenen. Krav, som medfører ændrede arbejdsopgaver for både det videnskabelige og det administrative personale.
Samtidig har nedgangen i bevillinger ført til besparelser blandt begge grupper af medarbejdere, og det betyder, at fagmiljøerne får mindre administrativ hjælp til at løse opgaverne decentralt, hvilket skaber yderligere frustration.
Det fremgår af en afgangsopgave i diplomuddannelsen i ledelse, som er udført af specialkonsulent Pia Lassen, mangeårig medarbejder ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. I forbindelse med opgaven har hun foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt cirka 100 kolleger på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Øget detailstyring skaber frustration
Selv oplever hun som erfaren medarbejder en stærk forventning fra ledelsen om at facilitere samskabelsesprocesser samtidig med, at rammerne for at tænke ud af boksen er blevet mindre på grund af øget detailstyring, skriver hun i en artikel i Fagligt Forum på dm.dk.
Det skaber stor frustration i organisationen.
”Som administrativ medarbejder oplever jeg at blive mødt af rigtig megen frustration og til tider decideret fjendtlighed i mit samarbejde med mine videnskabelige kollegaer, der har som hovedopgave at undervise og forske, mens min hovedopgave er at bidrage til fakultets udvikling med analyser, planlægning, koordinering og kvalitetssikring”, skriver Pia Lassen, som er cand.scient.soc. i samfundsfag, offentlig forvaltning og international udvikling.
I forbindelse med sit afgangsprojekt på diplomuddannelsen i ledelse undersøgte hun problemstillingen for at nå frem til bud på, hvordan samarbejdet kan blive bedre.
Hun er nået frem til, at både de administrative og de videnskabelige medarbejdere kan karakteriseres som vidensmedarbejdere. En type medarbejdere, som motiveres af at få lov til at udøve deres kald. Men når de oplever uoverensstemmelse mellem deres faglige værdier og idealer og de krav, der bliver stillet fra interne og eksterne parter, samt de praktiske rammer for at gennemføre deres opgaver, bliver de yderst demotiverede.
Ifølge ledelsesteoretikeren Søren Barlebo, der har beskæftiget sig med de udfordringer, der især kendetegner fagprofessionelle organisationer, kan det føre til en markant ændret adfærd, så de tidligere ildsjæle kan udvikle sig til medarbejdere, der retter deres energi og engagement i en for organisationen negativ retning. Det er en naturlig forsvarsmekanisme, som kan forklare, hvorfor faggrupperne begynder at konkurrere om, hvem der skal bestemme, i stedet for at samarbejde.
”Den frustration, jeg for nylig er begyndt at opleve rundt om i organisationen, er derfor eksempler på en organisation, der er i krig med sig selv. Og det er selvfølgelig yderst problematisk for en organisation, hvor faggrupperne er indbyrdes afhængige, og hvor samarbejde er en forudsætning for udvikling”, skriver Pia Lassen.
Brug for proaktive medarbejdere
Selv om undersøgelsen viser, at medarbejderne som individer har fine indbyrdes relationer og ønsker at samarbejde, viser den også tiltagende samarbejdsproblemer, og at de fortsatte ændringer af lovgivningsmæssige og bevillingsmæssige rammevilkår skaber et pres på organisationen. Den viser også, at det er et generelt problem for universitetssektoren som sådan – og måske også for andre fagprofessionelle organisationer som for eksempel hospitalerne.
”Derfor er det helt essentielt, at vi som organisationer er proaktive i forhold til at skabe et bedre samarbejdsmiljø”, skriver Pia Lassen, og peger på, at de administrative medarbejdere kan bidrage til at skabe det, som inden for læringsteorien kaldes for positive læringsrum, hvor der er plads til at rumme de frustrationer, der er i organisationen, og hvor der er plads til såvel produktionsfeltet, politikfeltet og det uformelle sociale felt.
”Det kan vi fx gøre ved at blive bedre til at oversætte de forskellige tiltag, vi implementerer. Både ved at undlade at anvende det New Public Management-sprog, som vi er så trænede i at bruge, men også ved at have en tydelighed om, hvor initiativerne kommer fra. Det er vigtigt at sikre, at det, der i virkeligheden er ”systemets skyld”, ikke bliver et spørgsmål om ”personlig skyld”. Det kan vi være med til at sikre ved at være meget tydelige omkring rammerne for beslutningerne, og hvilket mandat - eller mangel på samme -, vi har til at ændre på dem”, skriver Pia Lassen.
