Nyt forskningscenter skal sikre bedre IT i det offentlige
© Foto: Ilya Pavlov
Hvordan kan det offentlige bedst udvikle, drive og evaluere IT-systemer? Det skal et nyt forskningscenter, der bliver etableret af Digitaliseringsstyrelsen og IT-Universitetet, nu undersøge videnskabeligt.
Amanda, Proask, Efi…
Det er bare nogle af navnene på offentlige IT-systemer, der gang på gang slår fejl og koster mange hundrede millioner skattekroner mere end forventet.
Nu skal et nyt forskningscenter undersøge, hvordan det offentlige bliver bedre til at udvikle, drive og evaluere IT-projekter. Centeret bliver etableret som et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen og IT-Universitet (ITU).
”Vi håber, at vi bliver endnu klogere på, hvorfor nogle it-projekter går godt, og hvorfor nogle går galt. Det er allerede et vigtigt forskningsemne på ITU, så det gode her er, at vi får flere midler. Det er kæmpestort område, så det bliver en styrke at få flere forskere ind på området”, siger rektor for ITU, Mads Tofte, til Magisterbladet.
Her er, hvad vi ved om det nye forskningscenter:
- Forskningscentret vil fokusere på både udvikling og drift af it i det offentlige
- 4-6 forskere bliver tilknyttet
- Centret åbner i starten af 2018
- ITU og Digitaliseringsstyrelsen deler finansieringen
Forskningens fokus og omfang skal forhandles på plads
Overordnet set skal forskerne tage udgangspunkt i ”både vellykkede og fejlslagne gennemførte IT-projekter og systemer”, står det i en pressemeddelelse. Det skal undersøges, hvordan hvordan projekterne mest effektivt etableres, ledes, gennemføres og evalueres, og hvordan nye IT-systemer bedst kan blive drevet videre, når først de er indført.
Aftalen er dog stadig så ny, at der mangler forhandlinger mellem ITU og Digitaliseringsstyrelsen om, hvad centeret skal fokusere på. Det er heller ikke endeligt fastlagt, hvor mange penge centeret får til rådighed.
Konstruktionen er særlig på den måde, at Digitaliseringsstyrelsen, som medfinansierer forskningen, i flere tilfælde også kan tænkes at være ansvarlig myndighed for det, der forskes i. Det bekymrer ikke rektor Mads Tofte.
Hvad betyder det, at centeret er halvt finansieret af Digitaliseringsstyrelsen, som jo kunne tænkes at være ansvarlig myndighed for noget af det, der skal forskes i?
”Man kan godt forestille sig, at et af de projekter, der bliver undersøgt, vil høre under Digitaliseringsstyrelsen, men den slags har vi erfaring med fra Statens It-projektråd. Digitaliseringsstyrelsens IT-projekter vil blive behandlet nøjagtig som alle andre IT-projekter.
"Jeg oplever egentlig, at ITU og Digitaliseringsstyrelsen har fælles interesser på det her område, fordi begge ønsker at få mere viden om, hvordan vi forbedrer offentlig IT”, siger Mads Tofte.
Hvis du skulle vælge én ting, der skal undersøges gennem det nye center, hvad ville det så være?
”Det vil jeg afstå fra at sige noget om. Det vil jeg lade være op til forskerne at beslutte”, siger Mads Tofte.