Spring menu over
Dansk Magisterforening

Danskerne har den korteste arbejdsuge i EU

© Tolga Kilinc, Unsplash

Del artikel:

Danskerne har over de seneste 13 år haft den korteste arbejdsuge og gennemsnitligt mindst overarbejde blandt de 28 EU-lande.

Danskerne er det folk i EU, som stempler tidligst ud fra arbejdspladsen og vender snuden hjemad mod familie og personlige gøremål. Det fremgår af den nye rapport Working time developments in the 21st century fra Eurofound – Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene.

I en opgørelse over udviklingen i arbejdstid i perioden 1999-2014 i de enkelte EU-lande ligger Danmark med en 37-timers arbejdsuge lavest blandt de 28 EU-lande.

Danmark er kun undergået af Frankrig, som siden 2002 har haft en kollektivt aftalt arbejdsuge på 35,6 timer. Modsat den gængse opfattelse er det ikke sådan, at velstanden stiger med antallet af arbejdstimer. Det er Danmark et meget godt eksempel på, forklarer Jorge Cabrita, som er forskningsleder på Eurofound og en af hovedforfatterne bag rapporten.

“På trods af en af de korteste kollektivt aftalte ugentlige arbejdstider i EU, som også afspejler sig i de færreste ugentlige arbejdstimer i praksis, så scorer Danmark meget højt i alle mulige udviklingsindikatorer på europæisk og globalt plan”, siger Jorge Cabrita.

Kigger man på den faktiske arbejdstid, har Danmark også den korteste arbejdsuge med knap 38 timer. Her ligger Frankrig på 39 timer, og gennemsnittet blandt de 13 gamle EU-lande på omkring 40,5 timer. Det tal har været stabilt de seneste 12 år.

Tallene i Eurofound-rapporten afspejler, at den ugentlige arbejdstid er et af de mange kompromiser mellem arbejdsmarkedets parter, og er derfor i sig selv ikke overraskende, forklarer Trine Pernille Larsen, som er lektor på FAOS på Københavns Universitet, der har leveret de danske tal til Eurofound-rapporten.

“At tallet ikke er højere end 38 timer, kan skyldes den høje andel af danske lønmodtagere, som arbejder på deltid. Nogle lønmodtagere vælger et deltidsjob frivilligt af forskellige årsager, mens andre har svært ved at få en fast fuldtidsstilling, da det primært er deltidsjob, der udbydes inden for nogle brancher”, siger Trine Pernille Larsen.

Kvinder arbejder som helhed mere end mænd
Det gennemsnitlige faktiske antal arbejdstimer for mænd og kvinder faldt i Danmark betydeligt mellem 2005 og 2007 og forblev relativt konstant siden. Udviklingen i dansk arbejdstid følger dermed trenden i EU, hvor den typiske ugentlige arbejdstid også har været faldende i en årrække – en tendens, som fortsatte mellem 2005 og 2015, forklarer Jorge Cabrita.

Kigger man nærmere på forskellene i arbejdstiden mellem kønnene, så er forskellen mellem danske mænds og kvinders arbejdstid ifølge Eurofounds rapport mindre, end den er for EU-gennemsnittet.

I 2015 arbejdede mandlige medarbejdere i Danmark i gennemsnit 3,7 timer mere end deres kvindelige kolleger, mens kløften mellem mænd og kvinder i EU’s 28 lande er på 5,8 timer.

Det er dog ifølge medforfatteren til Eurofound-rapporten vigtigt at understrege, at denne forskel kun er i forbindelse med lønnet arbejde.

“Når der tages hensyn til ubetalt arbejde, arbejder kvinder i Danmark og i EU flere timer end mænd”, siger han.

I 2015 arbejdede kvinder i Danmark i gennemsnit 64 timer inklusive lønnet arbejde, pendling til og fra arbejde og ubetalt arbejde som husarbejde, pasning af børn eller pleje af voksne. Mænd arbejdede 61 timer i alt.

En anden vigtig udvikling, som det ifølge Jorge Cabrita er vigtigt at bemærke sig, er den langsomme stigning i andelen af arbejdstagere, der rapporterer, at de arbejder på deltid i op til 20 timer om ugen.

Den stigende andel deltidsarbejdende ser man faktisk i særlig grad i Danmark, viser de europæiske data om arbejdsvilkår: “Med en stigning fra 12 til 16 procent mellem 2005 og 2015 er Danmark et af de lande med en af de største stigninger på det område i EU”.