Spring menu over
Dansk Magisterforening

Ja til chokolade, men nej til gourmetmiddag

© Colourbox

Del artikel:

Ny vejledning til offentlige ansatte med konkrete eksempler fra hverdagen skal forhindre flere bestikkelsessager. Kommunerne kalder den god og nødvendig.

En æske chokolade fra forældre til pædagogerne, når barnet stopper i daginstitutionen er i orden. Men invitation til en gourmetmiddag fra en privat virksomhed til en offentlig myndighed i forbindelse med et jubilæum er forbudt.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) er klar med en ny vejledning til offentlige ansatte for at undgå flere uheldige sager med bestikkelse. Det skriver Jyllands-Posten.

I vejledningen indgår flere mulige eksempler fra hverdagen, der skal gøre reglerne nemmere at gennemskue for de offentlige ansatte.

"Det er ingen hemmelighed, at der har været alvorlige og triste eksempler i den seneste tid på, hvor reglerne for offentlige ansattes gavemodtagelse ikke har været fulgt. Det viser også, at det er på tide, at vi indskærper reglerne over for de ansatte i den offentlige sektor og giver dem en revideret vejledning, så reglerne for god adfærd er mere tydelige", udtaler ministeren i en skriftlig kommentar om den nye vejledning ifølge Jyllands-Posten.

Ifølge hende er den nye vejledning mere udførlig, men reglerne er ikke ændret. Udgangspunktet er stadig, at offentlige ansatte ikke må modtage gaver, som de bliver tilbudt pga. af deres arbejde.

Atea-sagen gjorde det nødvendigt
Det er især efter den såkaldte Atea-sag, der handler om bestikkelse af offentlige ansatte, at innovationsministeren har fundet det nødvendigt at komme med mere klare regler på området for, hvad man må og ikke må modtage som ansat i den offentlige sektor.

Atea-sagen er blevet Danmarkshistoriens største bestikkelsessag og begyndte at rulle i juni 2015, da det kom frem, at ansatte i Region Sjælland havde modtaget blandt andet rejser og middage af ansatte hos it-leverandøren Atea. Efterfølgende blev ansatte hos DSB, Udenrigsministeriet og Rigspolitiet tiltalt for at have modtaget gaver fra Atea.

Over 40 offentlige ansatte blev sigtet for at have modtaget bestikkelse og Bagmandspolitiets efterforskning af den omfattende sag affødte en række mindre sager om blandt andet en Formel 1-rejse til Dubai til en værdi på over 400.000 kroner.

Der blev efterfølgende rejst tiltale mod 15 personer, og i marts måned 2017 blev foreløbigt to offentlige ansatte dømt for at have modtaget bestikkelse.

Kommunerne er positive
Kommunernes Landsforening (KL) er positive overfor den nye vejledning og juridisk chef Pernille Christensen kalder den for en god og nødvendig opdatering.

"Der har været en efterspørgsel ude i kommunerne efter en vejledning, som er klarere og mere let tilgængelig. Det er faktisk lykkedes med den nye vejledning, hvor konkrete eksempler er brugt for at hjælpe medarbejdere og ledere til at afgøre tvivlstilfælde", siger hun.