Spring menu over
Dansk Magisterforening

DM: Regeringen skruer på forkerte knapper

© Jacob Nielsen

Af Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Regeringen vil fastholde flere ældre på arbejdsmarkedet med blandt andet skattefri udbetaling af indbetalt efterløn og en præmie, hvis man udskyder folkepensionen. Men forbedret arbejdsmiljø og styrkede efteruddannelsesmuligheder er ifølge DM-formanden den vigtigste vej frem.

Tirsdag fremlagde trekløverregeringen sit nye tilbagetrækningsudspil ”Flere år på arbejdsmarkedet” sammen med 2025-planen

Den skal blandt andet gøre det mere attraktivt for ældre at blive længere på arbejdsmarkedet. Det vil man med otte tiltag i alt. Fx med muligheden for at få indbetalte bidrag til efterløn udbetalt skattefrit og en økonomisk præmie, hvis man udskyder sin folkepension, så den bliver cirka 11 procent højere i ti år, hvis man udsætter den med ét år. 

Men ifølge Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, er det andre knapper, der er vigtige at skrue på for at fastholde folk på arbejdsmarkedet. Her ser hun forbedret arbejdsmiljø som en løsning, så folk holder til at arbejde længere, da psykisk arbejdsmiljø ifølge hende ”fylder meget” for medlemmerne. Desuden peger hun på det vigtige i efteruddannelsesmuligheder for alle, hvis man vil have folk til at arbejde længere.

”Det kan kun lykkes, hvis alle får udbygget deres viden. Derfor vil Dansk Magisterforening i trepartsforhandlingerne i efteråret lægge vægt på, at alle får mulighed for at tilpasse sig forandringer på arbejdsmarkedet og holde sig fagligt skarpe”, siger hun. 

Vigtigt med pension i overenskomster

Regeringen vil med tilbagetrækningsudspillet også ”opmuntre” danskerne til at spare mere op til alderdommen. Fx med obligatoriske pensionsopsparinger for de 750.000 danskere på overførselsindkomster eller med lav indkomst, som enten ikke betaler noget eller kun et mindre beløb til pensionsopsparingen. 

Men ifølge Camilla Gregersen er det vigtigt at huske på de ”gode solidariske løsninger”, der er kommet ud af, at arbejdsmarkedspensioner i mange år har været en del af overenskomsterne. Hun peger derfor på det problematiske i, at mange ikke er omfattet af overenskomster og dermed sikret opsparing.

”Jeg mener, at det er vigtigt, at akademikerne sparer op til pension, så snart de får et fast arbejde. Men vi har en stor udfordring med alle dem, der ikke er dækket af kollektive opsparingsløsninger, fordi de ikke er overenskomstdækket.”