En tøsedreng taler ud
Jens Frøslev Christensen var en central figur i det drama, der i marts 2011 endte med en rektorfyring og en bestyrelsesformands afgang fra CBS. Forløbet var et lærestykke i, hvor galt det kan gå – også i organisationer, der påberåber sig at huse de ypperste ledelsesforskere – når medarbejderne bliver sat uden for indflydelse, mener professoren. Han har netop udgivet insiderberetningen “Oprøret på CBS”.
Det var Dagbladet Information, der i en leder i 2011 udråbte CBS’ medarbejdere til at være en flok tøsedrenge. Det skete, kort efter at både rektor og bestyrelsesformand inden for en uge i 2011 havde forladt landets største businessuniversitet efter et hårdt opgør.
Avisen mente, det var et problem, at utilfredsheden manifesterede sig som “hvisken i krogene”, der kun blev luftet “uden for citat”, og at arbejdet i bestyrelsen foregik bag lukkede døre. Lederskribenten påpegede, at det manglende mod blandt de skattebetalte medarbejdere havde vist sig at være til decideret skade for institutionen, og at offentligheden med rette kunne forvente langt mere åbenhed, hvis universitetet fortsat skulle være sit selvstyre bekendt.
Jens Frøslev Christensen, professor ved Institut for Innovation og Organisationsøkonomi, var en af de tøsedrenge, som Information pegede fingre ad.
Som medarbejderrepræsentant i CBS’ bestyrelse spillede han en vigtig rolle i det forløb, der førte til rektor Johan Roos’ afgang. Set i bakspejlet er konflikten nem at få øje på.
“På den ene side stod vi med en bestyrelse af topbegavede, men helt universitetsfremmede erhvervsfolk, der lod rektor køre linen ud og slet ikke forstod CBS’ dna”, siger han.
“På den anden side stod en skare af fagprofessionelle – forskere og undervisere – der dels ikke kunne acceptere at blive sat helt fra magten, dels oplevede, at der var ved at ske alvorlig skade på CBS’ forskningsorganisation”, forklarer Jens Frøslev Christensen.
Flere af hans kolleger hører ovenikøbet til blandt landets ypperste forskere inden for organisation og ledelse, påpeger han.
“Forskerne og underviserne under ét udgør sammen den værdiskabende rygrad i organisationen. Derfor forventer de også at have stor indflydelse på strategiske og organisatoriske forandringer på deres felt”, tilføjer han.
Ikke den rene fætter-kusine-fest
Dengang følte han sig temmelig ramt af de hug, han og kollegerne fik, fordi de holdt bøtte over for offentligheden, da Vesuv gik i udbrud. I dag ser han lidt anderledes på det.
“Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen og forskerne i Akademisk Råd mente, at det var klogest at agere på de indre linjer og i overensstemmelse med spillereglerne i stedet for at føre offentlig krig. Den strategi gav pote”, påpeger han.
Der skulle flere års afstand til opgøret med Johan Roos, førend CBS-professoren følte, at tiden var inde til at fiske sin detaljerige logbog fra dengang op af skrivebordsskuffen og folde en analyse af begivenhederne ud i bogen “Oprøret på CBS”. Jens Frøslev Christensen kalder den for “en selverfaret organisationsanalyse”, men mener samtidig ikke, at han har indbudt til den rene fætter-kusine-fest.
“Begivenhederne er kommet på afstand, og jeg har valideret og nøgterngjort min analyse med brug af op imod 60 forskellige kilder”, siger CBS-professoren.
Vil man lære, hvordan man ikke skal styre et universitet, kan man genbesøge CBS i 2011, mener forfatteren.
“Fra 1980’erne til 00’erne er CBS historien om 25 års ekspansiv succes. Fra at være en regional handelshøjskole blev stedet udviklet til et internationalt anerkendt erhvervsuniversitet med masser af akademisk tyngde. Det var en meget stolt organisation med en stærk fælles kollegial identitet, der med uniloven fra 2003 skulle lære at deale med en ekstern bestyrelse med begrænset indsigt i materien på en højere læreanstalt”, forklarer han.
Mange forklaringer fra scratch
Som for de øvrige universiteter var et af problemerne på CBS, at der blev skabt et professionelt ledelseslag, som fik stigende indflydelse og i mange tilfælde fik lønninger betydeligt over professorlønningerne, mens kernetropperne, forskerne og underviserne, faldt relativt agterud.
Det siger også noget om kvaliteten i ledelsen, at meget skulle forklares helt fra scratch, mener Jens Frøslev Christensen.
“Jeg husker fx et bestyrelsesmøde, hvor vi brugte en hel del tid på bare at få styr på, hvad en professor MSO egentlig er for en størrelse”, erindrer han.
CBS-professoren medgiver, at det betød en vis disciplinering af diskussioner i fakultetsråd og konsistorium, da eksterne bestyrelsesmedlemmer kom til med universitetsloven af 1993.
“Systemet trængte til en rusketur dengang, der var for mange små kongedømmer rundtomkring. Men med universitetsloven af 2003 tippede balancen, og de universitetsfremmede bestyrelsesmedlemmer blev dominerende i den nye bestyrelse. Og da Roos gik i den modsatte grøft og kørte folk over, gik hans selvopfyldende profeti i opfyldelse: Medarbejderne blev til “modstandere af al forandring””, siger han.
Tiden er kommet til en ny evaluering
Forløbet op til fyringen var et lærestykke i, hvor galt det kan gå, når en højere læreanstalt professionaliserer ledelseslaget og fjerner medarbejderindflydelsen, mener Jens Frøslev Christensen.
“Så vidt jeg ved, foregik der ikke, som enkelte medier ellers hævdede det, nogen ulovligheder på CBS under Johan Roos, medmindre han da kørte på cykel om aftenen uden lys på. Men den type af ledelseskrise, som vi oplevede dengang, er langtfra enestående, og strukturerne er uændrede siden”, siger CBS-professoren. Han håber, at bogen kan bidrage til at genoplive debatten om styrelsesreformen fra 2003.
“Loven blev ikke skruet sammen på baggrund af en grundig analyse, den blev gennemtrumfet af ideologiske årsager. Sidst, den blev evalueret, var i 2009, hvor der blev konstateret en strukturel mangel på indflydelse blandt de fagprofessionelle. Måske tiden er inde til en ny evaluering”, pointerer han.
Den fyrede rektor, Johan Roos, var af en lidt anden holdning, da han oven på sin fyring gav et interview i Berlingske Tidende.
Universiteterne er en politisk kampplads, og det var den overordnede kultur, som var hans egentlige modstander, sagde han til avisen i april 2011. Og han tilføjede: “Jeg fejlede, men er ingen slyngel”.
Avisen mente, det var et problem, at utilfredsheden manifesterede sig som “hvisken i krogene”, der kun blev luftet “uden for citat”, og at arbejdet i bestyrelsen foregik bag lukkede døre. Lederskribenten påpegede, at det manglende mod blandt de skattebetalte medarbejdere havde vist sig at være til decideret skade for institutionen, og at offentligheden med rette kunne forvente langt mere åbenhed, hvis universitetet fortsat skulle være sit selvstyre bekendt.
Jens Frøslev Christensen, professor ved Institut for Innovation og Organisationsøkonomi, var en af de tøsedrenge, som Information pegede fingre ad.
Som medarbejderrepræsentant i CBS’ bestyrelse spillede han en vigtig rolle i det forløb, der førte til rektor Johan Roos’ afgang. Set i bakspejlet er konflikten nem at få øje på.
“På den ene side stod vi med en bestyrelse af topbegavede, men helt universitetsfremmede erhvervsfolk, der lod rektor køre linen ud og slet ikke forstod CBS’ dna”, siger han.
“På den anden side stod en skare af fagprofessionelle – forskere og undervisere – der dels ikke kunne acceptere at blive sat helt fra magten, dels oplevede, at der var ved at ske alvorlig skade på CBS’ forskningsorganisation”, forklarer Jens Frøslev Christensen.
Flere af hans kolleger hører ovenikøbet til blandt landets ypperste forskere inden for organisation og ledelse, påpeger han.
“Forskerne og underviserne under ét udgør sammen den værdiskabende rygrad i organisationen. Derfor forventer de også at have stor indflydelse på strategiske og organisatoriske forandringer på deres felt”, tilføjer han.
Ikke den rene fætter-kusine-fest
Dengang følte han sig temmelig ramt af de hug, han og kollegerne fik, fordi de holdt bøtte over for offentligheden, da Vesuv gik i udbrud. I dag ser han lidt anderledes på det.
“Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen og forskerne i Akademisk Råd mente, at det var klogest at agere på de indre linjer og i overensstemmelse med spillereglerne i stedet for at føre offentlig krig. Den strategi gav pote”, påpeger han.
Der skulle flere års afstand til opgøret med Johan Roos, førend CBS-professoren følte, at tiden var inde til at fiske sin detaljerige logbog fra dengang op af skrivebordsskuffen og folde en analyse af begivenhederne ud i bogen “Oprøret på CBS”. Jens Frøslev Christensen kalder den for “en selverfaret organisationsanalyse”, men mener samtidig ikke, at han har indbudt til den rene fætter-kusine-fest.
“Begivenhederne er kommet på afstand, og jeg har valideret og nøgterngjort min analyse med brug af op imod 60 forskellige kilder”, siger CBS-professoren.
Vil man lære, hvordan man ikke skal styre et universitet, kan man genbesøge CBS i 2011, mener forfatteren.
“Fra 1980’erne til 00’erne er CBS historien om 25 års ekspansiv succes. Fra at være en regional handelshøjskole blev stedet udviklet til et internationalt anerkendt erhvervsuniversitet med masser af akademisk tyngde. Det var en meget stolt organisation med en stærk fælles kollegial identitet, der med uniloven fra 2003 skulle lære at deale med en ekstern bestyrelse med begrænset indsigt i materien på en højere læreanstalt”, forklarer han.
Mange forklaringer fra scratch
Som for de øvrige universiteter var et af problemerne på CBS, at der blev skabt et professionelt ledelseslag, som fik stigende indflydelse og i mange tilfælde fik lønninger betydeligt over professorlønningerne, mens kernetropperne, forskerne og underviserne, faldt relativt agterud.
Det siger også noget om kvaliteten i ledelsen, at meget skulle forklares helt fra scratch, mener Jens Frøslev Christensen.
“Jeg husker fx et bestyrelsesmøde, hvor vi brugte en hel del tid på bare at få styr på, hvad en professor MSO egentlig er for en størrelse”, erindrer han.
CBS-professoren medgiver, at det betød en vis disciplinering af diskussioner i fakultetsråd og konsistorium, da eksterne bestyrelsesmedlemmer kom til med universitetsloven af 1993.
“Systemet trængte til en rusketur dengang, der var for mange små kongedømmer rundtomkring. Men med universitetsloven af 2003 tippede balancen, og de universitetsfremmede bestyrelsesmedlemmer blev dominerende i den nye bestyrelse. Og da Roos gik i den modsatte grøft og kørte folk over, gik hans selvopfyldende profeti i opfyldelse: Medarbejderne blev til “modstandere af al forandring””, siger han.
Tiden er kommet til en ny evaluering
Forløbet op til fyringen var et lærestykke i, hvor galt det kan gå, når en højere læreanstalt professionaliserer ledelseslaget og fjerner medarbejderindflydelsen, mener Jens Frøslev Christensen.
“Så vidt jeg ved, foregik der ikke, som enkelte medier ellers hævdede det, nogen ulovligheder på CBS under Johan Roos, medmindre han da kørte på cykel om aftenen uden lys på. Men den type af ledelseskrise, som vi oplevede dengang, er langtfra enestående, og strukturerne er uændrede siden”, siger CBS-professoren. Han håber, at bogen kan bidrage til at genoplive debatten om styrelsesreformen fra 2003.
“Loven blev ikke skruet sammen på baggrund af en grundig analyse, den blev gennemtrumfet af ideologiske årsager. Sidst, den blev evalueret, var i 2009, hvor der blev konstateret en strukturel mangel på indflydelse blandt de fagprofessionelle. Måske tiden er inde til en ny evaluering”, pointerer han.
Den fyrede rektor, Johan Roos, var af en lidt anden holdning, da han oven på sin fyring gav et interview i Berlingske Tidende.
Universiteterne er en politisk kampplads, og det var den overordnede kultur, som var hans egentlige modstander, sagde han til avisen i april 2011. Og han tilføjede: “Jeg fejlede, men er ingen slyngel”.
