DM i sympatiblokade mod sprogcenter
Forhandlinger om en overenskomst med sprogcentervirksomheden A2B er brudt sammen. Fra mandag deltager DM i sympatiblokade
Dansk Magisterforening besluttede fredag på et møde, at foreningen deltager i en sympatiblokade imod den private aktør, sprogcentervirksomheden A2B.
A2B kan ikke blive enig med Lærernes Centralorganisation (LC) om en overenskomst, og DM vil med sin sympatiblokade bakke LC op i bestræbelserne på at nå en aftale.
A2B er en del af virksomheden AS3 Public A/S, som bl.a. driver en række sprogcentre i kommuner landet over. A2B står for danskuddannelser i Hjørring, Rebild, Mors, Solrød, Maribo, Jammerbugt, Aarhus, Fredericia og Birkerød.
Forhandlinger mellem sprogcentret og Lærernes Centralorganisation om en overenskomstaftale har været i gang siden 2012. I december kørte de fast, og 1. januar iværksatte LC en blokade mod A2B.
Blokade i 2014 gav resultat
Ifølge DM´s juridiske konsulent Maiken Rieck Skov er en sympatiblokade ikke det samme som en lockout.
”De DM´ere, der allerede arbejder for A2B, kan fortsat gå på arbejde, men vi vil opfordre medlemmer, der overvejer at søge job i virksomheden, om at tage kontakt til deres fagforening først”, siger Maiken Rieck Skov.
Det er ikke første gang, at Lærernes Centralorganisation og DM gennemfører en blokade imod et sprogcenter. I 2014 skete det, da overenskomstforhandlinger med private aktør UC Plus gik i hårdknude. Dengang endte det med, at UC Plus indgik en overenskomst.
LC´s blokade og DM´s sympatiblokade imod A2B kører indtil videre på ubestemt tid.