Da drømmen om to linjer på en Gajol-flap blev til virkelighed

Nietzsche, Immanuel Kant og Goethe er ikke hvem som helst. De er udødelige figurer i den europæiske kulturhistorie. Kåre Johannessen er ikke hvem som helst. Igennem mange år berømt på Lolland-Falster-egnen, berygtet for sin iscenesættelse af ridderturneringer i regi af Middelaldercentret.

Nietzsche, Immanuel Kant, Goethe. Og Kåre Johannessen. Nu og for altid deler de samme skæbne.

Hvorfor, tænker du givetvis, for der er vel kun få, der, hvis de har hørt om Kåre Johannessen, forbinder ham med de tre tyske ånder.

Hvis du kender ham, er det nok snarere fra “Historiequizzen” på DRK – hvor han har optrådt i samtlige seks sæsoner og også gør det i den syvende, der netop har haft sæsonpremiere.

Eller fordi du måske har overværet et af hans foredrag, læst en af hans bøger eller måske endda deltaget i en ridderturnering på Lolland.

Har han studeret på de samme tyske universiteter? Nej. Er han lige så produktiv? Nej. Selvom Kåre Johannessen har adskillige bøger bag sig, har han på ubestemt tid indstillet forfatterskabet, og han har i øvrigt aldrig beskæftiget sig med de herrer.

Forbindelsen – eller ønsket om at få den – stammer fra hans gymnasietid.

“Vi var nogle venner, der lå under et bord til en fest, fulde af øl. Vi var studentikose, men drømte også om udødelighed. Og så kom det til os”, siger Kåre Johannessen.

Smutvej til evigheden
I alkoholens velsignede tåger fandt de en tilpas ironisk smutvej til evigheden. Og knap tyve år efter, i 1999, opnåede Kåre Johannessen som den eneste af vennerne – og i øvrigt som den eneste daværende dansker – det fantastiske: Et citat fra hans hånd, to linjer, mejslet med tryksværte i flappen på ca. 10.000 Ga-jol-pakker. Kåre Johannessen var nu i samme klub som de tyske kæmper og folk som Mark Twain, Konfutse og Voltaire. Citatet kommer her:

“Demokrati er at fordele det moralske ansvaret på så mange mennesker, at det forsvinder helt”. Men hov, hvad betyder det egentlig? Er demokratiet forsvundet? Ga-jol-citater er jo som regel enkle og koncise: “Den, som venter på et tilfælde, spilder tiden” (Giordano Bruno), “Alle vil herre være, ingen vil sækken bære” (Peter Syv), “Jeg kan modstå alt – undtagen fristelser” (Oscar Wilde). 

Var det virkelig det bedste, du havde i skuffen?
“Jeg vil gerne indrømme, at det ikke er særlig godt. Det, jeg havde i tankerne, var bare som en påmindelse om det personlige ansvar frem for at gemme sig bag fællesskabet. Det kan fx godt være, at der er nogle onde amerikanske olieselskaber, der forurener ad helvede til, men der er grænser for, hvor meget man kan pibe over det, hvis man kører rundt i en bil med benzinmotor”.

Men citatet blev altså ikke udvalgt, fordi det var særligt rammende eller godt?
“Jeg ville gerne have fundet på noget bedre, men jeg havde kun en time. Sagen er den, at jeg var blevet ansat som leder af vikingeborgen Trelleborg i Slagelse, og når der sker det mindste i Slagelse, er TV 2 Øst på pletten. Jeg sagde til dem, at jobbet var det næsthøjeste, jeg kunne opnå, og at det højeste ville være at komme på en Ga-jol-flap. Journalisterne kontaktede så, uden at jeg vidste det, Toms’ marketingchef, som kort tid efter ringede til mig. Så pludselig skulle jeg stå og hitte på noget. Du må tænke på, at det faktisk var stort. Vi havde drømt om det i tyve år, så jeg blev måske ramt af ærefrygt”.