#MeToo: Magisterbladet undersøger omfanget af sexchikane mod studerende
© Andrew Neel, Unsplash
Magisterbladet vil gennemføre en medlemsundersøgelse blandt studerende og ph.d.-stipendiater om sexisme, sexchikane og overgreb. ”Der er sandsynligvis en del sager, som ikke kommer frem, fordi det er meget tabubelagt”, vurderer forsker.
Da Magisterbladet for nyligt skrev om seksuel chikane på arbejdspladserne, sagde køns- og arbejdsmarkedsforsker Anette Borchorst dette:
“Jeg har forsket på et kønsforskningscenter, og der fik vi flere henvendelser om sexchikane fra universitetsverdenen. Det var typisk ph.d.-vejledere over for ph.d.-stipendiater. Så selv om der på papiret ikke er mange sager, så er der sandsynligvis en del sager, som ikke kommer frem, fordi det er meget tabubelagt”.
Det er en vurdering, som er nærliggende at undersøge nærmere.
Magisterbladet vil derfor gerne være med til at få omfanget kortlagt ved at gennemføre en medlemsundersøgelse blandt studerende og ph.d.-studerende om sexisme, sexchikane og overgreb på de danske universiteter, studiejobbet og i fritiden. Undersøgelsen bliver sendt til 7.000 medlemmer i de kommende uger.
”Hver dag har nærmest sit eksempel fra tv, film, teatre, advokathuse, fagbevægelsen og medierne på, at overgrebene typisk finder sted, hvor der er ulige magtforhold. Det er der så sandelig også i den akademiske verden”, skriver Magisterbladets redaktør, Jakob Elkjær, i den seneste udgave af bladet, der netop er udkommet.
”Formålet er ikke at hænge navngivne personer ud. Vi vil kortlægge, om der er en kultur, som kræver en indsats. Universiteter som Cambridge og Oxford har politikker mod sexchikane. Måske kan undersøgelsen bidrage til, at danske universiteter får det samme. For hvem går man til, hvis man har været udsat for overgreb? Og hvad gør man, hvis man som tillidsrepræsentant eller chef bliver informeret om chikane”, spørger Jakob Elkjær.Studerende kan være særligt udsatte
Det er vigtig at undersøge omfanget af seksuel chikane og overgreb blandt studerende, fordi de på flere områder er mere sårbare end de fastansatte, mener forkvinde for DM Studerende, Lea Friedberg.
"Særligt studerende kan være særligt udsatte, da de dels ikke har nogen nær tillidsmand, og dels er sexchikane ikke noget særligt fokus for de repræsentanter, de studerende har lokalt - her er det mere faglige spørgsmål som feedback og indeklima, der naturligt fylder mest", siger hun til Magisterbladet.
"Desuden er studerende på det sårbare sted før overgangen til arbejdsmarkedet særligt udsat for skæve magtforhold, da man i høj grad er afhængig af sit netværk blandt andre unge, gode karakterer fra undervisere og anerkendelse fra arbejdsgivere og praktikvejledere, der kan gøre det svært for den enkelte at sige fra", siger Lea Friedberg.