Ujammiugaq Engell vendte hjem til Grønland for at starte en kulturarvsrevolution

“Vi dyrker naturens børn som fortid og identitet. Vi spejler os i jægerne, i hundeslæderne og i kajakkerne. Den næste periode omkring kolonialiseringen er vi ikke så gode til at snakke om. Vi skal væk fra “dem og os”. Identitetsdannelsen skal ikke være afhængig af forholdet til Danmark, for Grønland er mere end forholdet til Danmark, vi skal udvikle os i vores egen retning.

Vi er så ungt et land, og vi er i et meget tidligt stadie af vores egen historie – som land og som folk.

Husk på, at vores forfædre, Thulefolket, først kom til Grønland i 1200-tallet – cirka 200 år efter at Erik den Røde fra Island havde bosat sig i Sydgrønland.

Jeg har altid haft en passion for at fortælle historier og har arbejdet med formidling på mange museer i Danmark sideløbende med min uddannelse, og to måneder efter min sidste eksamen i september 2015 blev stillingen som formidlingsinspektør på Grønlands Nationalmuseum & Arkiv ledig. Jeg var nok lidt heldig.

Noget, der har ændret sig, i de år jeg var væk, er, at storbyens tilbud nu også findes i Nuuk. Og selvom jeg er glad for den grønlandske natur og især den ro, man kan finde i den, er det byens tilbud som caféen og kulturhuset Katuaq, der ofte trækker.

Det er dejligt at bo i Danmark, og der er så mange muligheder, men jeg har altid vidst, at jeg gerne ville tilbage. Blandt de ting, jeg ikke savner fra Danmark, er konfrontationslysten og sarkasmen. Grønland er et lille samfund, og det gør, at vi ikke er så konfrontationssøgende. Her skal man kunne leve med at møde ekskæresten nede i Brugsen – hver dag.

Om ti år er formidlingen forhåbentlig blevet nemmere. Forhåbentlig har jeg fået flere folk med på idéen om at være stolt af en større del af vores historie – også af fabriksarbejderen og bødkeren. Og jeg tror på, at vi ændrer noget ved at få fat i de yngre generationer og lave fed formidling til dem på deres platforme”.