Rane Willerslev: ”Systemet skal være til for menneskene, ikke omvendt”
© Rune Clausen, Nationalmuseet
Det bliver ikke management-snak og stram styring, der skal forløse Nationalmuseets potentiale, forklarer Rane Willerslev i dette interview. Det kvæler nemlig al kreativitet og skaberkraft i en organisation, mener han.
Det bliver ikke en embedsmand med New Public Management-bøger under armen, der sætter sig i stolen som ny direktør for Nationalmuseet den 1. juli.
Sådan forklarer Rane Willerslev det selv og kalder ansættelsen af ham et symbol på et opgør med en mangeårig tendens til at lade såkaldte embedsmandstyper styre store offentlige institutioner.
Og selv om han ikke selv skal forske mere og har forliget sig med den tanke, så har han stadig tænkt sig at tage forskningstankegangen med på Nationalmuseet, forklarer han.
”Forskning kan være en ekstremt kreativ proces, og forskning er og bør være grænsesøgende. Den måde at tænke på har en meget større værdi, end det man ellers gør i samfundet. Der udspiller sig faktisk en grundlæggende kreativitet i forskningsverdenen. Men forskningsverdenen har bare på mange måder været for dårlig til at vise omverdenen, hvor brugbar den måde at tænke på egentlig er”, påpeger Rane Willerslev.
Derfor ser han det også som sin fornemste opgave at skærme de kreative kræfter mod for meget styring, understreger han.
”Problemet opstår, når den her kreative forskningskultur støder sammen med en bureaukratisk kultur, som har et nulfejlsideal som sit omdrejningspunkt. Det er jo ikke for at undervurdere managementbegrebets betydning for muligheden for at styre offentlige institutioner, men man er nødt til at erkende, hvad management ikke kan. Og der ved vi fra blandt andet universiteterne, at management ikke kan skabe entusiasme, det kan ikke skabe dynamik, tværtimod, hvis det får for meget indflydelse på menneskers liv, så tager det glæden ud af arbejdet”, påpeger han.
”Det er jo en frygtelig situation, fordi mennesker, der er ansat på vidensinstitutioner, er folk, der brænder for det, de laver. De er der ikke, fordi de skal tjene mange penge, for dem får de ikke specielt mange af, men de er der, fordi de har et kald. Og det skal man benytte sig af som en kæmpe ressource frem for at trætte dem ved at kaste et kvælende bureaukrati ned over dem”, tilføjer den kommende museumsdirektør.
Erfaring fra Norge skal give gode resultater på Nationalmuseet
Selv om Rane Willerslev i den brede offentlighed måske mest er kendt som forskeren med det store eventyrgen, så har han faktisk erfaring med museumsledelse.
Han har tidligere været afdelingsleder på Moesgaard Museum ved Aarhus, og så har han været direktør for det Kulturhistoriske Museum i Oslo.
Især i jobbet i Norge blev han testet på sine ledelsesevner, for museet var i en vanskelig situation, hvor der gennem 12 år havde været en større debat om flytningen af nogle af museets vikingeskibe.
”Det var låst fuldstændig fast efter 12 års diskussioner, og den diskussion løste jeg, men samtidig stod jeg for en meget omfattende omstrukturering af hele institutionen. Det er meget svært at løse en omstrukturering på en måde, så medarbejderne stadig er med dig og føler sig trygge og inspirerede. Jeg tror egentlig, at det har været meget afgørende for, at jeg har fået jobbet, at jeg tidligere har formået at gøre det”, mener Rane Willerslev.
Men han vil ikke på forhånd lægge sig fast på en bestemt måde at gribe Nationalmuseet an på.
”Systemet skal arbejde for menneskene, ikke omvendt. Hvordan jeg præcis vil gøre det, ved jeg ikke endnu. Det kræver først, at jeg lærer organisationen at kende. Det tog mig også noget tid i Oslo, men så fik vi lavet en omstrukturering, der langt hen ad vejen fik skabt nogle kreative, alternative rum inde i den ellers meget rigide struktur. Det fødte ny energi ind i institutionen”, fortæller antropologi-professoren.
”Pointen er, at du ikke kan styre og forstå en organisation gennem et excelark. Du skal forstå et sted gennem mødet med mennesker, der arbejder der. Forstå, hvad de brænder for, hvad de kan, og hvad de vil, og så skal du prøve at se, om du ikke kan give form og retning til den energi. Hvis man formår at gøre det, så bliver det en fantastisk arbejdsplads, hvor entusiasme vil flyde ud over alle kanter og ind i alle de kontaktflader, som museet har med omgivelserne, og så kommer det til at blive et fremragende sted både at arbejde, men også at besøge”, fortsætter han.
Kunsten at finde balancen mellem kant og comme il faut
Kan man blive ved med at være den Rane Willerslev med kant, der turde gå lidt længere end sine forskerkolleger og derfor har skabt sig det navn, der førte til jobbet, når man pludselig skal være direktør for en af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner?
Svaret er ikke entydigt, når man spørger hovedpersonen selv. Han skynder sig at understrege, at det kommer til at handle om museet, og ikke ham, fremadrettet. Men samtidig er det tydeligt at mærke, at det også er forbundet med vis pligtfølelse at sætte sig i chefstolen på Nationalmuseet. Og at han er meget bevidst om, at det er den kant, der har båret ham frem til der, hvor han er i dag.
”Min hovedopgave er at fremme museet, og det vil stå forrest. Og hvis jeg med min person kan være med til det, så vil jeg benytte mig af det. Men jeg mener også, at der er brug for, at lederne i de store statslige kulturorganisationer er aktive i kulturdebatter og ikke bare er embedsmænd. Og det tror jeg også, at vi fremadrettet vil se mere af”, forklarer Rane Willerslev.
Vi skal lære af fortiden, hvis vi vil gentænke fremtiden
Det er tydeligt, at Rane Willerslev vil noget med sin kommende stilling. Han vil have danskerne til at reflektere mere over sig selv, deres hverdag og den måde, de har indrettet deres liv på.
Det er nemlig interessant at gøre historien vedkommende for danskerne, for ved at forstå vores fortid kan vi også bedre forme den fremtid, vi ønsker, mener han.
”Jeg ser min rolle som en dobbeltrolle: På den ene side handler det om at give befolkningen en historisk rygrad ved at fortælle, hvordan vi er blevet til dem, vi er. Men den anden opgave handler om give mulighed for, at man igennem historien kan gentænke sig selv på ny. For den måde, vi lever på i dag, er kun én måde ud af utrolig mange forskellige måder, vi kunne have valgt at organisere os på, og den diversitet bliver i virkeligheden en form for idébank for, hvordan man kan gentænke sig selv og møde de udfordringer, som vi både som samfund og enkeltmennesker står over for”, understreger Rane Willerslev.
”Det handler jo om alt fra de indlysende udfordringer som miljøet, ulighed og kønsrelationer, men det bevæger sig jo også på det eksistentielle plan i en tid, hvor mange mennesker kæmper for at finde balancen mellem familie- og arbejdsliv. Et godt eksempel er jo, at de godt 95 procent af vores historie, hvor vi levede som jægere og samlere, det er der, vi har brugt allermest tid på at hænge ud med hinanden. På samme måde minder måden at organisere sig på ude på det private arbejdsmarked i stigende grad om jæger-samlerens måde at organisere sig på. På den måde bliver fortællingen om jægeren og samleren ikke en fortælling om en primitiv fortid, men snarere en fortælling, vi kan bruge til at gentænke os selv og den måde, vi har organiseret os på som samfund”, fortsætter han.
Og for at det hele ikke bliver uvedkommende, så vil Rane Willerslev låne fra fiktionens verden for at gøre vores fælles historie mere tilgængelig – også selv om den risikerer at blive læst ind i en politisk kontekst, som ikke virker rasende interessant for antropologen.
”Jeg vil gerne skabe et engageret museum, som flytter mennesker, når de har været på besøg. De skal ikke bare præsenteres for skolebogsversionen af historien. Det må godt have et tvist. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at den slags udstillinger er specielt politiske. Så interessant er politik heller ikke, men derfor skal de stadig kunne tale til det moderne menneske og få det moderne menneske til at tænke”, fortæller han.
”Der tror jeg, at man kan lære utroligt meget af tv-serier, fx HBO-serier, som mange gange placerer sig i historiske universer, hvor man lærer alt muligt om fortiden, samtidig med at man også følger nogle karakterer og nogle dramaer, så der er flere lag i en fortælling”, uddyber han.
Rane Willerslev er 45 år gammel og professor i antropologi ved Aarhus Universitet. 1. juli overtager han jobbet som direktør for Nationalmusset, hvor han skal afløse Per Kristian Madsen, der har haft i stillingen siden 2008.
Sådan forklarer Rane Willerslev det selv og kalder ansættelsen af ham et symbol på et opgør med en mangeårig tendens til at lade såkaldte embedsmandstyper styre store offentlige institutioner.
Og selv om han ikke selv skal forske mere og har forliget sig med den tanke, så har han stadig tænkt sig at tage forskningstankegangen med på Nationalmuseet, forklarer han.
”Forskning kan være en ekstremt kreativ proces, og forskning er og bør være grænsesøgende. Den måde at tænke på har en meget større værdi, end det man ellers gør i samfundet. Der udspiller sig faktisk en grundlæggende kreativitet i forskningsverdenen. Men forskningsverdenen har bare på mange måder været for dårlig til at vise omverdenen, hvor brugbar den måde at tænke på egentlig er”, påpeger Rane Willerslev.
Derfor ser han det også som sin fornemste opgave at skærme de kreative kræfter mod for meget styring, understreger han.
”Problemet opstår, når den her kreative forskningskultur støder sammen med en bureaukratisk kultur, som har et nulfejlsideal som sit omdrejningspunkt. Det er jo ikke for at undervurdere managementbegrebets betydning for muligheden for at styre offentlige institutioner, men man er nødt til at erkende, hvad management ikke kan. Og der ved vi fra blandt andet universiteterne, at management ikke kan skabe entusiasme, det kan ikke skabe dynamik, tværtimod, hvis det får for meget indflydelse på menneskers liv, så tager det glæden ud af arbejdet”, påpeger han.
”Det er jo en frygtelig situation, fordi mennesker, der er ansat på vidensinstitutioner, er folk, der brænder for det, de laver. De er der ikke, fordi de skal tjene mange penge, for dem får de ikke specielt mange af, men de er der, fordi de har et kald. Og det skal man benytte sig af som en kæmpe ressource frem for at trætte dem ved at kaste et kvælende bureaukrati ned over dem”, tilføjer den kommende museumsdirektør.
Erfaring fra Norge skal give gode resultater på Nationalmuseet
Selv om Rane Willerslev i den brede offentlighed måske mest er kendt som forskeren med det store eventyrgen, så har han faktisk erfaring med museumsledelse.
Han har tidligere været afdelingsleder på Moesgaard Museum ved Aarhus, og så har han været direktør for det Kulturhistoriske Museum i Oslo.
Især i jobbet i Norge blev han testet på sine ledelsesevner, for museet var i en vanskelig situation, hvor der gennem 12 år havde været en større debat om flytningen af nogle af museets vikingeskibe.
”Det var låst fuldstændig fast efter 12 års diskussioner, og den diskussion løste jeg, men samtidig stod jeg for en meget omfattende omstrukturering af hele institutionen. Det er meget svært at løse en omstrukturering på en måde, så medarbejderne stadig er med dig og føler sig trygge og inspirerede. Jeg tror egentlig, at det har været meget afgørende for, at jeg har fået jobbet, at jeg tidligere har formået at gøre det”, mener Rane Willerslev.
Men han vil ikke på forhånd lægge sig fast på en bestemt måde at gribe Nationalmuseet an på.
”Systemet skal arbejde for menneskene, ikke omvendt. Hvordan jeg præcis vil gøre det, ved jeg ikke endnu. Det kræver først, at jeg lærer organisationen at kende. Det tog mig også noget tid i Oslo, men så fik vi lavet en omstrukturering, der langt hen ad vejen fik skabt nogle kreative, alternative rum inde i den ellers meget rigide struktur. Det fødte ny energi ind i institutionen”, fortæller antropologi-professoren.
”Pointen er, at du ikke kan styre og forstå en organisation gennem et excelark. Du skal forstå et sted gennem mødet med mennesker, der arbejder der. Forstå, hvad de brænder for, hvad de kan, og hvad de vil, og så skal du prøve at se, om du ikke kan give form og retning til den energi. Hvis man formår at gøre det, så bliver det en fantastisk arbejdsplads, hvor entusiasme vil flyde ud over alle kanter og ind i alle de kontaktflader, som museet har med omgivelserne, og så kommer det til at blive et fremragende sted både at arbejde, men også at besøge”, fortsætter han.
Kunsten at finde balancen mellem kant og comme il faut
Kan man blive ved med at være den Rane Willerslev med kant, der turde gå lidt længere end sine forskerkolleger og derfor har skabt sig det navn, der førte til jobbet, når man pludselig skal være direktør for en af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner?
Svaret er ikke entydigt, når man spørger hovedpersonen selv. Han skynder sig at understrege, at det kommer til at handle om museet, og ikke ham, fremadrettet. Men samtidig er det tydeligt at mærke, at det også er forbundet med vis pligtfølelse at sætte sig i chefstolen på Nationalmuseet. Og at han er meget bevidst om, at det er den kant, der har båret ham frem til der, hvor han er i dag.
”Min hovedopgave er at fremme museet, og det vil stå forrest. Og hvis jeg med min person kan være med til det, så vil jeg benytte mig af det. Men jeg mener også, at der er brug for, at lederne i de store statslige kulturorganisationer er aktive i kulturdebatter og ikke bare er embedsmænd. Og det tror jeg også, at vi fremadrettet vil se mere af”, forklarer Rane Willerslev.
Vi skal lære af fortiden, hvis vi vil gentænke fremtiden
Det er tydeligt, at Rane Willerslev vil noget med sin kommende stilling. Han vil have danskerne til at reflektere mere over sig selv, deres hverdag og den måde, de har indrettet deres liv på.
Det er nemlig interessant at gøre historien vedkommende for danskerne, for ved at forstå vores fortid kan vi også bedre forme den fremtid, vi ønsker, mener han.
”Jeg ser min rolle som en dobbeltrolle: På den ene side handler det om at give befolkningen en historisk rygrad ved at fortælle, hvordan vi er blevet til dem, vi er. Men den anden opgave handler om give mulighed for, at man igennem historien kan gentænke sig selv på ny. For den måde, vi lever på i dag, er kun én måde ud af utrolig mange forskellige måder, vi kunne have valgt at organisere os på, og den diversitet bliver i virkeligheden en form for idébank for, hvordan man kan gentænke sig selv og møde de udfordringer, som vi både som samfund og enkeltmennesker står over for”, understreger Rane Willerslev.
”Det handler jo om alt fra de indlysende udfordringer som miljøet, ulighed og kønsrelationer, men det bevæger sig jo også på det eksistentielle plan i en tid, hvor mange mennesker kæmper for at finde balancen mellem familie- og arbejdsliv. Et godt eksempel er jo, at de godt 95 procent af vores historie, hvor vi levede som jægere og samlere, det er der, vi har brugt allermest tid på at hænge ud med hinanden. På samme måde minder måden at organisere sig på ude på det private arbejdsmarked i stigende grad om jæger-samlerens måde at organisere sig på. På den måde bliver fortællingen om jægeren og samleren ikke en fortælling om en primitiv fortid, men snarere en fortælling, vi kan bruge til at gentænke os selv og den måde, vi har organiseret os på som samfund”, fortsætter han.
Og for at det hele ikke bliver uvedkommende, så vil Rane Willerslev låne fra fiktionens verden for at gøre vores fælles historie mere tilgængelig – også selv om den risikerer at blive læst ind i en politisk kontekst, som ikke virker rasende interessant for antropologen.
”Jeg vil gerne skabe et engageret museum, som flytter mennesker, når de har været på besøg. De skal ikke bare præsenteres for skolebogsversionen af historien. Det må godt have et tvist. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at den slags udstillinger er specielt politiske. Så interessant er politik heller ikke, men derfor skal de stadig kunne tale til det moderne menneske og få det moderne menneske til at tænke”, fortæller han.
”Der tror jeg, at man kan lære utroligt meget af tv-serier, fx HBO-serier, som mange gange placerer sig i historiske universer, hvor man lærer alt muligt om fortiden, samtidig med at man også følger nogle karakterer og nogle dramaer, så der er flere lag i en fortælling”, uddyber han.
Rane Willerslev er 45 år gammel og professor i antropologi ved Aarhus Universitet. 1. juli overtager han jobbet som direktør for Nationalmusset, hvor han skal afløse Per Kristian Madsen, der har haft i stillingen siden 2008.
