Kulturpolitikken er død
På 25 år er de offentlige udgifter til teatergæster vokset fra 252 til 778 kr. per tilskuer. Museerne har i samme periode måttet nøjes med 35 kr. mere per gæst. Den danske kulturstøtte følger ikke befolkningens ændrede kulturvaner, viser en sammenligning af de to områder.
Sidste år brugte det offentlige 23 mia. skattekroner på kultur. Det svarer til ca. halvdelen af kommunernes udgifter på skoleområdet eller hele forsvarets budget. Alligevel er diskussionen om, hvorfor og ikke mindst hvad vi skal bruge de mange kulturkroner til, nærmest politisk død.
Ja, faktisk befinder den danske kulturpolitik sig i en tidslomme, mens verden – og befolkningens kulturinteresser – forandrer sig, lyder det fra en række eksperter, Magisterbladet har talt med. De peger alle på et stort behov for kulturpolitiske valg og prioriteringer.
“På mange måder er kulturpolitikken frosset til, for så vidt at der kun sker marginale forskydninger i fordelingen mellem de forskellige kulturområder. Der er lagt en støbeform ned engang i 1960’erne, og det er stort set den samme prioritering i dag”, siger eksempelvis Dorte Skot-Hansen, lektor og leder af Center for Kulturpolitiske Studier ved KU.
Et eksempel på den stillestående kulturpolitik er udviklingen på henholdsvis teater- og museumsområdet. For 25 år siden modtog teatrene og museerne en næsten nøjagtig lige stor andel af det samlede kulturbudget. Det samme er tilfældet i dag. Men da museerne siden 1991 har haft en enorm publikumsvækst, mens gæsterne langsomt og sikkert siver væk fra teatrene, bliver støtten mere og mere skæv, når det drejer sig om støtten per gæst.
Hvor museerne er gået fra at modtage 89 kr. per besøgende i 1991 til 124 kr. i 2015, er teaterstøtten i samme periode vokset fra 252 kr. til 778 kr. per gæst.
Der er ingen, der taler om at omfordele midlerne
Burde museumsområdet så ikke få mere støtte på bekostning teaterområdet? Er det fx rimeligt, at Aarhus Teater får 72 mio. kr. i driftstilskud af staten, når Aalborg Kunstmuseum med stort set samme antal gæster kun modtager 2,5 mio. kr.?
Til Aarhus Teaters forsvar kan det indvendes, at forestillinger er dyre, især hvad angår personaleudgifter. I sæsonen 2014/2015 var der røde tal i 13 ud af 15 opsætninger. Selv musicalen “My Fair Lady” med Annette Heick i hovedrollen som blomsterpigen Eliza gav underskud.
Omvendt er en stor del af museernes aktiviteter ikke publikumsrettede, hvorfor det i sig selv ikke giver mening at opgøre det samlede tilskud per gæst.
Men alligevel: Hvad nu hvis man droppede blot én forestilling om året på landets teatre og lod de sparede midler gå til at udvikle museumsområdet eller give driftsstøtte til nye museer som fx Forstadsmuseet og et nyt koldkrigsmuseum i Nordjylland?
Svaret er nej. Selv i Dansk Folkeparti, hvor flertallet af vælgere er uddannet på en erhvervsskole og derfor, ifølge en Megafon-undersøgelse gennemført for TV 2 og Politiken i 2011, stort set ikke går i teatret, møder den slags ikke umiddelbar opbakning.
Danskerne vil hellere på museum end på teater. Burde man så ikke omprioritere noget af støtten?
“Det synes jeg er for tidligt at konkludere. Vi skal have teatre, fordi de fastholder skuespil på dansk og opsætter forestillinger, der er henvendt til danskere. Men vi kan godt kigge på, hvilke teatre der får hvad og hvorfor”, siger DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen.
I den anden ende af det politiske spektrum bider heller ikke Enhedslistens kulturordfører Søren Søndergaard på.
“Efter min mening er der brug for en prioritering, som betyder, at nogle teatre og museer skal have mere, mens andre museer og teatre skal have mindre”, lyder hans svar.
Politikere, som vil ændre noget, møder gigantisk modstand
At politikere behandler spørgsmålet med stor forsigtighed, er forståeligt nok. Fx vakte det et ramaskrig, da DR’s underholdningsorkester blev nedlagt.
Det samme skete, da Uffe Elbæk som kulturminister luftede planer om at opprioritere støtten til den rytmiske musik på bekostning af den klassiske.
“Han fik straks på tæven, og hans store tanker blev banket på plads i løbet af en formiddag. Og så hørte vi ikke mere til hans visioner på området”, siger kulturøkonom og professor emeritus ved Københavns Universitet Christian Hjorth-Andersen.
Ifølge Christian Hjorth-Andersen er den folkelige modstand forbundet med selve områdets natur.
“Det ligger jo lidt i kortene, at “kultur er noget, man beskytter”, herunder gammel kultur. Derfor er kulturpolitik i ekstremt grad koncentreret om gamle kulturformer. Man vil med djævlens vold og magt beskytte opførelsen af symfoniske værker, mens man kun har givet meget, meget lidt støtte til alternativ ny musik. Men man kunne jo sagtens flytte støtten fra klassiske koncerter til rockmusik eller nedprioritere opera til fordel for børneteater”.
Tegning: Adam O
Det er tæt på umuligt for Bertel Haarder at føre en offensiv kulturpolitik
Da kulturminister Bertel Haarder (V) efter et år på posten i august præsenterede et kulturudspil, var det under overskriften “Mere og bedre kultur for færre penge”. Men ud over at antyde mulige fordele ved samarbejde og endda sammenlægninger af nogle kulturinstitutioner, herunder symfoniorkestre, kom ministeren ikke på banen med nye ideer, mener Dorte Skot-Hansen.
“Kulturpolitikken bliver mere og mere usynlig. Frem for at diskutere, hvorvidt vi skal sammenlægge to landsdelsorkestre, er der behov for at løfte diskussionen op til et andet niveau. Måske kunne man komme videre, hvis man iværksatte en stor kulturpolitisk redegørelse”.
Teaterprofessor Jørg Langsted, der i årevis har beskæftiget sig med kulturpolitik, mener heller ikke, at Bertel Haarder anviser nye veje i sit udspil. Af forståelige grunde.
“Bertel Haarders problem er, at regeringen med sidste finanslov kørte en grønthøster hen over hele området. Det var han selvfølgelig ikke glad for, men i det nye finanslovsudspil kører man så grønthøsteren nogle kilometer videre”.
Med andre ord har regeringen gjort det stik modsatte af at prioritere. Og med et muligt valg på trapperne har Bertel Haarder måske heller ikke nogen politik interesse i at lægge op til store forandringer, mener Jørn Langsted.
“Han er så kommet med nogle forskellige bud og har skudt lidt i øst og vest, men det har ikke udmøntet sig endnu. Hvis man skal lave mere omfattende prioriteringer, så tager det tid, og det er ikke sikkert, at den nuværende regering fortsætter i det uendelige”.
Ligesom Dorte Skot-Hansen mener Jørn Langsted, at fremtidige prioriteringer skal funderes på et solidt fagligt grundlag.
Giv os et kulturens analyseinstitut, så vi kan diskutere på et oplyst grundlag
“Der må være nogle mere principielle overvejelser om, hvad vi overhovedet skal med teater og museer, og hvorfor de skal have offentlig støtte. De må starte der, hvis man skal lave en fornuftig kulturpolitik”.
Ligesom blandt andet Organisationen Danske Museer efterlyser Jørn Langsted et kulturens analyseinstitut.
“Et analyseinstitut vil dels kunne forsyne os med den nødvendige statistik og baggrundsviden, dels kunne udvikle nogle redskaber, så vi kan snakke om kvalitet på en mere nuanceret måde. Frem for at vi bare står og råber kvalitet, og ingen rigtig ved, hvad det er”.
Ingen af de politikere og eksperter, Magisterbladet har talt med, mener, at museernes succes og teatrenes publikumsnedgang i sig selv er et argument for at omfordele støtten. Det samme siger reklamemand, debattør og bestyrelsesmedlem ved blandt andet Frederiksbergmuseerne, Christian Have. Men også han efterlyser et ordentligt grundlag for en nødvendig prioriteringsdiskussion.
“Det er altid vigtigt at se på, hvad der er af adfærdsændringer i kulturforbruget, og det ændrer sig kolossalt meget over 25 år. Men der er også gråzoner i statistikker, og det nuværende datagrundlag er ikke nødvendigvis helt validt. Det er der i den grad behov for, for der er så mange mulige præmisser og fortolkninger”.
Datagrundlaget skal dog nok komme, mener han.
“Når vi ser på velfærdsstatens udvikling, så må man sige, at også kulturen er en del af en samfundsmæssig kontekst, hvor alt andet skal dokumenteres, vejes og måles. Det er også en udvikling, jeg tror, kulturen må affinde sig med”
Ja, faktisk befinder den danske kulturpolitik sig i en tidslomme, mens verden – og befolkningens kulturinteresser – forandrer sig, lyder det fra en række eksperter, Magisterbladet har talt med. De peger alle på et stort behov for kulturpolitiske valg og prioriteringer.
“På mange måder er kulturpolitikken frosset til, for så vidt at der kun sker marginale forskydninger i fordelingen mellem de forskellige kulturområder. Der er lagt en støbeform ned engang i 1960’erne, og det er stort set den samme prioritering i dag”, siger eksempelvis Dorte Skot-Hansen, lektor og leder af Center for Kulturpolitiske Studier ved KU.
Et eksempel på den stillestående kulturpolitik er udviklingen på henholdsvis teater- og museumsområdet. For 25 år siden modtog teatrene og museerne en næsten nøjagtig lige stor andel af det samlede kulturbudget. Det samme er tilfældet i dag. Men da museerne siden 1991 har haft en enorm publikumsvækst, mens gæsterne langsomt og sikkert siver væk fra teatrene, bliver støtten mere og mere skæv, når det drejer sig om støtten per gæst.
Hvor museerne er gået fra at modtage 89 kr. per besøgende i 1991 til 124 kr. i 2015, er teaterstøtten i samme periode vokset fra 252 kr. til 778 kr. per gæst.
Der er ingen, der taler om at omfordele midlerne
Burde museumsområdet så ikke få mere støtte på bekostning teaterområdet? Er det fx rimeligt, at Aarhus Teater får 72 mio. kr. i driftstilskud af staten, når Aalborg Kunstmuseum med stort set samme antal gæster kun modtager 2,5 mio. kr.?
Til Aarhus Teaters forsvar kan det indvendes, at forestillinger er dyre, især hvad angår personaleudgifter. I sæsonen 2014/2015 var der røde tal i 13 ud af 15 opsætninger. Selv musicalen “My Fair Lady” med Annette Heick i hovedrollen som blomsterpigen Eliza gav underskud.
Omvendt er en stor del af museernes aktiviteter ikke publikumsrettede, hvorfor det i sig selv ikke giver mening at opgøre det samlede tilskud per gæst.
Men alligevel: Hvad nu hvis man droppede blot én forestilling om året på landets teatre og lod de sparede midler gå til at udvikle museumsområdet eller give driftsstøtte til nye museer som fx Forstadsmuseet og et nyt koldkrigsmuseum i Nordjylland?
Svaret er nej. Selv i Dansk Folkeparti, hvor flertallet af vælgere er uddannet på en erhvervsskole og derfor, ifølge en Megafon-undersøgelse gennemført for TV 2 og Politiken i 2011, stort set ikke går i teatret, møder den slags ikke umiddelbar opbakning.
Danskerne vil hellere på museum end på teater. Burde man så ikke omprioritere noget af støtten?
“Det synes jeg er for tidligt at konkludere. Vi skal have teatre, fordi de fastholder skuespil på dansk og opsætter forestillinger, der er henvendt til danskere. Men vi kan godt kigge på, hvilke teatre der får hvad og hvorfor”, siger DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen.
I den anden ende af det politiske spektrum bider heller ikke Enhedslistens kulturordfører Søren Søndergaard på.
“Efter min mening er der brug for en prioritering, som betyder, at nogle teatre og museer skal have mere, mens andre museer og teatre skal have mindre”, lyder hans svar.
Politikere, som vil ændre noget, møder gigantisk modstand
At politikere behandler spørgsmålet med stor forsigtighed, er forståeligt nok. Fx vakte det et ramaskrig, da DR’s underholdningsorkester blev nedlagt.
Det samme skete, da Uffe Elbæk som kulturminister luftede planer om at opprioritere støtten til den rytmiske musik på bekostning af den klassiske.
“Han fik straks på tæven, og hans store tanker blev banket på plads i løbet af en formiddag. Og så hørte vi ikke mere til hans visioner på området”, siger kulturøkonom og professor emeritus ved Københavns Universitet Christian Hjorth-Andersen.
Ifølge Christian Hjorth-Andersen er den folkelige modstand forbundet med selve områdets natur.
“Det ligger jo lidt i kortene, at “kultur er noget, man beskytter”, herunder gammel kultur. Derfor er kulturpolitik i ekstremt grad koncentreret om gamle kulturformer. Man vil med djævlens vold og magt beskytte opførelsen af symfoniske værker, mens man kun har givet meget, meget lidt støtte til alternativ ny musik. Men man kunne jo sagtens flytte støtten fra klassiske koncerter til rockmusik eller nedprioritere opera til fordel for børneteater”.
Tegning: Adam O
Det er tæt på umuligt for Bertel Haarder at føre en offensiv kulturpolitik
Da kulturminister Bertel Haarder (V) efter et år på posten i august præsenterede et kulturudspil, var det under overskriften “Mere og bedre kultur for færre penge”. Men ud over at antyde mulige fordele ved samarbejde og endda sammenlægninger af nogle kulturinstitutioner, herunder symfoniorkestre, kom ministeren ikke på banen med nye ideer, mener Dorte Skot-Hansen.
“Kulturpolitikken bliver mere og mere usynlig. Frem for at diskutere, hvorvidt vi skal sammenlægge to landsdelsorkestre, er der behov for at løfte diskussionen op til et andet niveau. Måske kunne man komme videre, hvis man iværksatte en stor kulturpolitisk redegørelse”.
Teaterprofessor Jørg Langsted, der i årevis har beskæftiget sig med kulturpolitik, mener heller ikke, at Bertel Haarder anviser nye veje i sit udspil. Af forståelige grunde.
“Bertel Haarders problem er, at regeringen med sidste finanslov kørte en grønthøster hen over hele området. Det var han selvfølgelig ikke glad for, men i det nye finanslovsudspil kører man så grønthøsteren nogle kilometer videre”.
Med andre ord har regeringen gjort det stik modsatte af at prioritere. Og med et muligt valg på trapperne har Bertel Haarder måske heller ikke nogen politik interesse i at lægge op til store forandringer, mener Jørn Langsted.
“Han er så kommet med nogle forskellige bud og har skudt lidt i øst og vest, men det har ikke udmøntet sig endnu. Hvis man skal lave mere omfattende prioriteringer, så tager det tid, og det er ikke sikkert, at den nuværende regering fortsætter i det uendelige”.
Ligesom Dorte Skot-Hansen mener Jørn Langsted, at fremtidige prioriteringer skal funderes på et solidt fagligt grundlag.
Giv os et kulturens analyseinstitut, så vi kan diskutere på et oplyst grundlag
“Der må være nogle mere principielle overvejelser om, hvad vi overhovedet skal med teater og museer, og hvorfor de skal have offentlig støtte. De må starte der, hvis man skal lave en fornuftig kulturpolitik”.
Ligesom blandt andet Organisationen Danske Museer efterlyser Jørn Langsted et kulturens analyseinstitut.
“Et analyseinstitut vil dels kunne forsyne os med den nødvendige statistik og baggrundsviden, dels kunne udvikle nogle redskaber, så vi kan snakke om kvalitet på en mere nuanceret måde. Frem for at vi bare står og råber kvalitet, og ingen rigtig ved, hvad det er”.
Ingen af de politikere og eksperter, Magisterbladet har talt med, mener, at museernes succes og teatrenes publikumsnedgang i sig selv er et argument for at omfordele støtten. Det samme siger reklamemand, debattør og bestyrelsesmedlem ved blandt andet Frederiksbergmuseerne, Christian Have. Men også han efterlyser et ordentligt grundlag for en nødvendig prioriteringsdiskussion.
“Det er altid vigtigt at se på, hvad der er af adfærdsændringer i kulturforbruget, og det ændrer sig kolossalt meget over 25 år. Men der er også gråzoner i statistikker, og det nuværende datagrundlag er ikke nødvendigvis helt validt. Det er der i den grad behov for, for der er så mange mulige præmisser og fortolkninger”.
Datagrundlaget skal dog nok komme, mener han.
“Når vi ser på velfærdsstatens udvikling, så må man sige, at også kulturen er en del af en samfundsmæssig kontekst, hvor alt andet skal dokumenteres, vejes og måles. Det er også en udvikling, jeg tror, kulturen må affinde sig med”
