Snydeheldigt: Matematiker vandt et år på Yale og Princeton

Andreas Kvist Bacher havde gang i en hel del i det tidlige forår 2014.

Den da 32-årige cand.scient. var ved at afslutte sit pædagogikum. Han arbejdede som gymnasielærer og havde lige fået tilbudt et andet job som underviser. Tilmed havde hans tidligere professor på RUC opmuntret ham til at søge en ph.d., der ville give ham muligheden for at forske i et felt, han havde stor lyst til at fordybe sig i: væskers atomstruktur.

På alle måder en ønskeposition for en nyslået kandidat i matematik og fysik, der sagtens kunne se sig selv i begge roller: som gymnasielærer og som en del af en fasttømret lille forskergruppe i Trekroner.

Den hvide A4-kuvert fra et stort advokatfirma stak ud af postkassen
Det var, mens Andreas Kvist Bacher vejede sine muligheder op imod hinanden, at han en dag midt i maj modtog et brev fra et stort advokatfirma. Den hvide A4-kuvert stak ud af postkassen i opgangen på Nørrebro, og han greb den på vej ud for at handle med sin etårige søn, Niels.

Niels sad, godt pakket ind, i sin klapvogn og ventede utålmodigt, mens far læste brevet igen og igen.

“Det var simpelthen ikke til at fatte, hvad der stod. Det var jo ikke sådan: “Tillykke, du har vundet”-agtigt. Det var pakket ind i kancellisprog og mange lange advokatsætninger”, fortæller Andreas Kvist Bacher.

“Jeg måtte hive brevet op flere gange på vej ned i supermarkedet. Og selvfølgelig ringede jeg til min kone”, tilføjer han.

Det tog et godt stykke tid, før han overhovedet turde tro på, at der ikke var tale om en joke:

“Men den var god nok. Jeg var blevet udtrukket som modtager af rejselegatet for matematikere. Vi kunne tage ud at rejse et år, med alt betalt, hele familien – hvis vi altså ville”.  

Idéen er, at alle kan have glæde af at opleve verden
Rejselegatet for matematikere blev indstiftet 5. oktober 1964 af magister Valdemar Andersen og hustru. Valdemar Andersen havde i 1924 startet “Akademisk Studenterkursus” for personer, der ikke havde haft chancen for at få en gymnasial uddannelse.

Legatet uddeles ved lodtrækning blandt alle matematiske kandidater på en årgang og ikke på baggrund af akademiske meritter. Idéen er, at alle kan have glæde af at opleve verden.

Eneste krav er, at man skal være af sted et helt år og besøge mindst to steder i verden. Det faglige indhold er op til modtageren, men skal på en eller anden måde spille sammen med vedkommendes planer for fremtiden.

Det endte med et halvt år på Princeton og et halvt år på Yale
Diskussionerne bølgede hjemme hos Andreas Kvist Bacher, samme aften som han modtog den hvide kuvert. Hans kone studerede stadig på det tidspunkt, men var blevet tilbudt et vikariat efter kandidaten. Ingen af dem var sådan set i tvivl om, at de skulle af sted. Der var bare nogle ting, der skulle passe sammen.

“Jeg diskuterede mulighederne med min speciale- og ph.d.-vejleder. Det var ham, der hjalp mig med kontakter i USA”, forklarer Andreas Kvist Bacher.

Det lykkedes at få det strikket sammen, så han fik mulighed for at være et halvt år på Princeton og et halvt år på Yale fra sommeren 2015 og et år frem.

Andreas er den uddøende type studerende, som har strakt studietiden længst muligt
Med sin rødternede skovmandsskjorte og sit krøllede morgenhår ligner den nu 35-årige matematiker måske ikke prototypen på en strømlinet forskerkomet. Og faktisk ved Andreas Kvist Bacher stadig ikke, om det er en forskerkarriere, han vil forfølge.

“Jeg har altid ladet mine interesser afgøre de valg, jeg har truffet. Jeg er vild med at undervise, jeg trives også utroligt godt i det studiestyrede projektmiljø på RUC og har aldrig opfattet mig selv som super målrettet”, siger han.

Han tilhører den uddøende type af studerende, der har strakt studietiden så langt ud som muligt og arbejdet som gymnasielærer ved siden af:

“Det betød, at jeg brugte lang tid på at fuldføre mine studier, til gengæld er jeg blevet modnet langsomt ved selv at undervise – det har jeg haft stor gavn af – og jeg ved, hvordan jeg skal opsøge læring og samle viden”.

Princeton og Yale er på mange måder paralellesamfund
Første stop i USA var Princeton. Man bruger meget tid på bare at komme på plads, erfarede han.

“Bare at få mobiltelefonerne og gassen op at køre. Og så med et lille barn. Princeton og Yale er små bobler, på mange måder parallelsamfund, der eksisterer på deres egne præmisser”, fortæller Andreas Kvist Bacher.

“Campus på de amerikanske eliteuniversiteter har de vildeste faciliteter. Alene laboratorierne og bibliotekerne. Jeg kom også en del i fægtesalonen på Yale. Jeg har altid gået til fægtning i København”.

"På RUC er vi kun få naturvidenskabere, på Princeton og Yale er der tusinder"
Ivy League-kulturen i USA kan ikke sammenlignes med noget herhjemme, mener han.

“De studerende er ganske unge og helt uerfarne i livet, men det faglige niveau er megahøjt. På RUC er vi kun få naturvidenskabere, på Princeton og Yale er der tusinder, og kvaliteten er høj hele vejen rundt. Alle arbejder helt i dybden, og det er indbygget i studiestrukturen, at folk prøver at arbejde på tværs”, forklarer Andreas Kvist Bacher.

På Yale fulgte han, ud over at være tilknyttet et forskningsprojekt, blandt andet to kurser. Han endte med at droppe det ene:

“Det var en overbygning på kvantemekanik. Der var 20 på et hold, og det var meget forelæsningsagtigt. Jeg var på dybt vand fra starten, fordi emnet lå langt tilbage i mine studier. Det krævede en uproportionalt stor arbejdsindsats, hvis jeg skulle få et udbytte”.

På Princeton blev han tilknyttet en forskergruppe og arbejdede på et projekt, som han p.t. skal til at lægge sidste hånd på.

“Man skal være opsøgende for at få noget ud af den korte tid, man har. Jeg havde kun meget få timer med professoren, så jeg inviterede mig selv til at interviewe alle forskerne i gruppen individuelt. De arbejdede med chemical engineering, jeg kommer fra et grundforskningsprojekt og med et helt andet perspektiv, så det var utroligt lærerigt”, siger han.

"Det er ikke pjat, når vi bryster os af, at det flade hierarki og den diskuterende undervisning"
Andreas Kvist Bacher opdagede hurtigt, at hierarkierne er stærke på de amerikanske Ivy League-universiteter.

“Hvor ph.d.ere i Danmark betragtes som ansatte på lige fod med andre, betragtes kandidater ikke som en fuldstændig integreret del af forskergrupperne på hverken Princeton eller Yale”, fortæller han.

Det er nok også derfor, vi kan noget, selv om vi kommer fra et lille land, mener han.

“Det er ikke pjat, når vi bryster os af, at det flade hierarki og den diskuterende undervisning, vi dyrker herhjemme, fremmer nysgerrigheden og selvstændigheden. De kan noget, vi kan noget andet”, pointerer Andreas Kvist Bacher.

Det udvider ens horisont og intellekt, bare man er åben over for at modtage
Hvad opholdet kan betyde for hans arbejde fremadrettet, er for tidligt at sige. Men han har samlet en håndfuld kontakter sammen, som han har tænkt sig at dyrke. Og så vil han gerne afslutte en artikel snart, som er et resultat af de måneder, han arbejdede på Yale.

“Der ligger så meget læring i overhovedet at komme ud og arbejde sammen med dygtige forskere fra Asien, Stillehavsområdet, Rusland, you name it. På den måde så Valdemar Andersen jo helt rigtigt, da han oprettede sit legat. Det udvider ens horisont og intellekt, bare man er åben over for at modtage”, mener han.

Lige nu er han glad for at være tilbage i sin lejlighed på Nørrebro, cykle og gå byen tynd, som det passer ham, og forberede sig på, at der kommer en ny baby om kort tid.

“Det fulde udbytte af rejsen tror jeg først, jeg kan se, når der er gået et stykke tid”, siger Andreas Kvist Bacher.