Spring menu over
Dansk Magisterforening

Minister om UC-fyringer: Find besparelser på bygninger og indkøb

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Et regnestykke fra Danske Professionshøjskoler viser, at de nuværende besparelser på professionshøjskoleområdet med stor sandsynlighed vil betyde, at der vil forsvinde 776 stillinger på professionshøjskolerne. I en spørgetime i Folketinget pegede ministeren dog på, at der kan findes besparelser andre steder.

De danske professionshøjskoler skal spare mere end en mia. kr. samlet frem mod 2020, og det fik skolernes interesseorganisation, Danske Professionshøjskoler, til over for Magisterbladet at advare om, at det vil føre til markante fyringsrunder på skolerne.

Historien blev samlet op af Politiken, og det fik så Christine Antorini, Socialdemokratiets formand for uddannelses- og forskningsudvalget, til at tage sagen op, da der onsdag var spørgetime i Folketinget, for at få ministeren til at forholde sig til, at hver 10. underviser på professionshøjskolerne, ifølge beregningerne, vil være forsvundet i 2020 på grund af besparelserne på uddannelsesområdet.

Ulla Tørnæs, uddannelses- og forskningsministeren, startede sit svar med at forklare, at der er tale om et såkaldt "regneeksempel" fra Danske Professionshøjskoler, og at professionshøjskolerne ikke har meldt ud, at der skal spares præcis 776 stillinger.

"Danske Professionshøjskoler har opstillet et teknisk regneeksempel på, hvad det ville svare til, hvis skolerne i 2020 kun udmøntede omprioriteringsbidraget ved at nedlægge stillinger. Men på andre uddannelsesinstitutioner forventer man at kunne hente betydelige gevinster på anden måde end ved at nedlægge stillinger. Fx ved at drive bygninger og indkøb mere effektivt. Det tror jeg også, at man ville kunne på professionshøjskolerne. Der er med andre ord mange håndtag at skrue på", sagde ministeren.

"Det er ledelsen på den enkelte professionshøjskole, der afgør, hvordan den vil effektivisere. Det er ikke en let opgave, men skolerne har dygtige ledelser, som vil arbejde for at gøre tingene smartere og for at fastholde høj kvalitet i uddannelserne. Derfor har jeg også tillid til, at professionshøjskolerne også frem over vil udbyde uddannelser af høj kvalitet samtidig med at skolerne bliver mere effektive", uddybede hun.

LÆS OGSÅ: Hver 10. UC-medarbejder er sparet væk i 2020

Ulla Tørnæs: "Der er flere tangenter at spille på"
I løbet af spørgetiden gentog Christine Antorini flere gange sit spørgsmål, og det fik ministeren til at gå til modangreb på Socialdemokraterne.

For hvor står det i partiets plan 'Stol på Danmark', at det vil droppe omprioriteringsbidraget, spurgte ministeren og kaldte det samtidig "populistisk" at kritisere regeringen for dens prioriteringer uden at anvise et alternativ.

Ministeren kaldte det desuden for et tænkt regnestykke og understregede i samme ombæring, at "ingen kan hævde, at det bliver virkeligheden i 2020", at der vil blive fyret 776 undervisere på professionshøjskolerne.

"Hvis man ser på, hvad vi bruger på uddannelser, så ligger vi faktisk rigtigt højt, når vi sammenligner os internationalt. Så jeg har tillid til, at de dygtige ledelser, vi har på vores uddannelsesinstitutioner, griber det her an sådan, så de værner om det, som er kerneopgaven, nemlig uddannelse og undervisning. Det har jeg tillid til, og som det fremgik af min besvarelse, er der flere tangenter at spille på", lød ministerens sidste svar, inden spørgsmålet blev lukket, og spørgetiden gik videre til en ny minister.

LÆS OGSÅ: Kommende lærere og pædagoger får kniven på finansloven