Finanslov: Kommende lærere og pædagoger får kniven
Hvis regeringens finanslovsforslag vedtages, vil omkostningerne til lærer- og pædagogstuderende være skåret ned med 12,7 pct. siden 2009. Det svarer til næsten 10.000 kr. per studerende årligt.
Med uddannelsesreformer i 2013-2014 vedtog et politisk flertal, at pædagoger i daginstitutioner og lærere i folkeskolen skal have mere kvalitet i deres uddannelse.
Men står det til venstre-regeringen, skal uddannelserne sideløbende udsættes for drastiske økonomiske besparelser.
Lagt sammen med tidligere besparelser betyder regeringens finanslovsforslag for 2017, at en pædagogstuderende næste år koster 9.950 kr. mindre om året end i 2009 – en nedskæring på 12,6 pct.
Det viser en sammenligning af såkaldte enhedsomkostninger for professionsuddannelserne i finanslovsforslaget med oplysninger i finansloven for finansåret 2011.
I 2020 vil besparelsen være på 17,7 pct. og dermed vil der fra politisk hold - og med en enkelt mindre undtagelse - være trukket penge ud af uddannelserne uafbrudt igennem ti år.
Det er en uholdbar situation, mener Hans Beksgaard, næstformand i Dansk Magisterforening og underviser på UC Syddanmark.
”De her tal illustrerer en fuldstændig absurd nedskæringsbølge, der har været på nogle af de mest centrale velfærdsuddannelser”
Studerende må evaluere sig selv
”De seneste uddannelsesreformer på uddannelserne har skærpet og højnet ambitionsniveauet omkring læringsmål, men det sker samtidig med, at lærerne i praksis får mindre og mindre tid til at vejlede og give feed back”, siger Hans Beksgaad.
Professionshøjskolerne har ifølge Hans Beksgaard søgt at modvirke nogle af besparelserne ved at lave større hold med studerede, men når det gælder hensynet til den enkelte studerende, har skolerne ikke mange muligheder.
”Så man indfører redskaber, hvor de studerende fx laver selvevalueringer eller giver hinanden feed back uden undervisernes medvirken”.
Uddannelsernes renomme er truet
Professionshøjskolerne har i årevis arbejdet for at tiltrække flere studerende til blandt andet læreruddannelsen, der ikke kan følge med efterspørgslen fra skolerne. Udfordringen understreges af, at mange lærere de kommende år forventes at gå på pension.
”Vi er nødt til at arbejde for at gøre det mere attraktivt at søge ind. Men i stedet for sænker man kvaliteten og det viser, at politikerne er ligeglade. De rører ikke en finger for at løse problemer eller skabe positive incitamenter”, siger Hans Beksgaard.