Spring menu over
Dansk Magisterforening

Praksisudvalg frikender Esben Lundes ph.d.-projekt

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Den tidligere uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen er ikke skyldig i videnskabelig uredelighed i sit ph.d.-projekt. Der er dog en række kritikpunkter, som fakultetet kalder "bagateller".

Esben Lunde Larsen, forhenværende uddannelses- og forskningsminister og nuværende miljø- og fødevareminister, kan ånde lettet op.

Praksisudvalget på Københavns Universitet, der har undersøgt hans ph.d.-projekt for videnskabelig uredelighed i kølvandet på en længerevarende offentlig kritik af store dele af projektet, frikender nemlig ministeren for at have handlet i strid med reglerne om god videnskabelig praksis.

Dog kritiserer udvalget en passage, som er taget fra et antologibidrag fra Grethe Bülow-Olsen, som ikke er gengivet som et ordret citat, hvilket det ifølge udvalget burde have været. Ligesom det også burde havde fremgået af afhandlingens litteraturliste, at antologibidraget havde været brugt.

"Gengivelsen i ph.d.-afhandlingen er derfor efter sin egen art egnet til at være i strid med god videnskabelig praksis. Henset til tekstpassagens relativt begrænsede omfang sammenholdt med tekstpassagens almene og ukontroversielle meningsindhold, er det imidlertid udvalgets opfattelse, at der ikke vildledes om egen indsats i en sådan grad, at det er i strid med god videnskabelig praksis", står der i afgørelsen.

Hovedsagligt "bagateller"
I en pressemeddelelse står der, at der - udover den nævnte kritisable passage - også er fundet 19 tilfælde af genbrug af tekst, som dog i selv ikke betyder, at der er handlet i strid med god videnskabelig praksis, skriver Københavns Universitet.

Universitetet henviser til, at det hovedsagligt drejer sig om "korte eller refererende tekstpassager samt tekster, der gengiver en almen forståelse". Hvilket i pressemeddelelsen kaldes "bagateller".

Kirsten Busch Nielsen, der er dekan på det teologiske fakultet ved Københavns Universitet, kvitterer for afgørelsen, som nu skal diskuteres med Akademisk Råd på fakultetet.

"Det er en både klar og nuanceret afgørelse, fakultetet har modtaget fra Praksisudvalget. Vi vil nu vurdere perspektiverne i afgørelsen og følge sagen til dørs både i det konkrete tilfælde og med henblik på de mere principielle aspekter", siger hun i en pressemeddelelse.

Det fremgår desuden af afgørelsen, at Esben Lunde Larsen på forhånd har beklaget, at han ikke tydeligere har gjort opmærksom på, at han har gjort brug af sit speciale, der ligesom ph.d-afhandlingen handlede om Grundtvig. Undersøgelsen er kommet i værk på ministerens egen foranledning efter længerevarende beskyldninger om plagiat i afhandlingen.

Esben Lunde er tilfreds med afgørelsen
sin Facebook-side kvitterer Esben Lunde Larsen for afgørelsen, hvor han også kommer med sin udlægning af den kritik, som praksisudvalget er kommet med.

"Det er jeg tilfreds med, og det har også været min egen opfattelse igennem hele forløbet", skriver han blandt andet.

Han beklager specifikt, at han ikke har angivet Grethe Bülow-Olsen som kilde i sit speciale, hvilket som nævnt også er det, ministeren får størst kritik for i afgørelsen.

"Det ærgrer mig gevaldigt, at jeg har glemt at angive den ene kilde, for jeg gør en dyd ud af at gøre mit arbejde grundigt", skriver han med henvisning til netop udeladelsen af Grethe Bülow-Olsen som kilde i specialet.

Ministeren skriver afslutningsvist, at han nu "med respekt" afventer Det Teologiske Fakultets endelige konklusion omkring hans afhandling.