"Jeg har så småt vænnet mig til det"
Der skal sluges mange kameler, hvis man er stædig og insisterer på at blive ved sit fag, selv om de faste stillinger virker uopnåelige. Det kan Kent Laursen og Martin Appelt skrive under på.
At pendle mellem landsdelene og bo på campingplads eller vandrerhjem i månedsvis for at kunne passe sit arbejde. Det er vilkårene for mange af de arkæologer, der ikke er fastansatte, men lever af projektansættelser ved skiftende museer, når der sker udgravninger.
Kent Laursen kender alt til de afsavn. Siden han blev færdiguddannet som arkæolog i 2005, har han kun været fastansat i godt halvandet år, hvilket endte med en fyring på grund af nedskæringer. Langt det meste af hans karriere har arbejdet været projektansættelser, og det er også situationen i dag, hvor han er ved Moesgård Museum.
”I perioden efter min fyring arbejdede jeg i Næstved, hvor jeg startede med at pendle fra mit hjem i Malling ved Århus. Senere flyttede jeg så på en campingplads. Jeg har også arbejdet i Vendsyssel, hvor jeg boede på vandrehjem, mens arbejdet stod på. Så nu nyder jeg at have kort til arbejde,” fortæller han.
Tradition for løsarbejde
Arkæologi-faget er en branche, hvor de løse ansættelser er ekstremt udbredt. Ved en undersøgelse, som Dansk Magisterforening foretog i samarbejde med Foreningen af Fagarkæologer i 2014 var 43 procent af de 235 arkæologer, der deltog i undersøgelsen, ansat på midlertidige kontrakter.
”Sådan har det været, så længe jeg har haft kendskab til faget. Og ud fra det, man hører fra de ældre kolleger, var det også sådan tidligere. Ja, måske var det oven i købet værre, fordi man trods alt har fået bedre styr på kontrakter og arbejdsforhold,” fortæller Kent Laursen.
Det er ikke kun skidt. Han kan også pege på fordele ved de skiftendende arbejdspladser.
”Man møder mange forskellige kolleger og får et stort netværk, og så kommer man til at opleve mange forskellige typer af arkæologi, så rent fag-fagligt kan der være et udbygge. Men det opvejer ikke irritationselementet ved at skulle pendle eller bo andre steder, eller det, at man konstant skal kigge efter nyt job – både når man er i arbejde, og når man ikke er.”
Tilvænning
Som sagt er det store dele af arkæolog-styrken, for hvem midlertidige kontrakter er normen, og ifølge Kent Laursen er der en udpræget grad af forståelse for, at museerne ikke har mulighed for at fastansætte flere, og accept af, at det er vilkårene, hvis man vil være arkæolog. Selv har han ingen planer om at stoppe.
”Jeg har så småt vænnet mig til det. Selvfølgelig vil jeg gerne vil være fastansat og venter på den dag, hvor det pludselig sker. Men det er også blevet lettere for mig at finde arbejde, efterhånden jeg man bliver mere erfaren, får flere kompetencer og mere netværk. Jeg er stædig og synes, det er sjovt, og jeg vil gerne mit fag, og tror, jeg kan blive ved med det,” siger Kent Laursen hvis nuværende ansættelse løber til 1. oktober.
Økonomisk korte frister
Martin Appelt er museumsinspektør på Nationalmuseet, men forud for dette gik 19 år som løst tilknyttet i forskellige projektansættelser.
”For mig har den største udfordring været, at jeg ikke altid har kunnet være nok tilstede i mit projekt, fordi jeg samtidig har skullet tænke på, hvordan jeg løb midlerne op til det næste projekt. Så der var ikke fuld fokus på det, jeg var betalt for at lave, og det gav mig nogle hængepartier, når projekterne sluttede,” fortæller han.
En problemstilling, der går igen for mange med midlertidige ansættelser, er den økonomiske usikkerhed. Indkomsten kan sagtens ligge på niveau med fastansatte kolleger, men der er ingen garanti for, at det fortsætter på samme niveau. Rent praktisk kan det således være svært at få et boliglån, hvis man ikke har fast ansættelse.
”Det er svært at langtidsplanlægge, når man ikke ved, hvordan tingene ser ud. For mit vedkommende gjorde det, at jeg ikke turde sætte mig i en ejerbolig, for jeg anede ikke, om pengene var der næste måned. Så man bliver generelt ret forsigtig, og den konstante økonomiske usikkerhed lægger tryk på familien, det er der ingen tvivl om,” siger Appelt.
Denne artikel er et uddrag af en artikel bragt i sektorbladet Natur & Kultur. Du kan læse artiklen i sin helhed her.
Kent Laursen kender alt til de afsavn. Siden han blev færdiguddannet som arkæolog i 2005, har han kun været fastansat i godt halvandet år, hvilket endte med en fyring på grund af nedskæringer. Langt det meste af hans karriere har arbejdet været projektansættelser, og det er også situationen i dag, hvor han er ved Moesgård Museum.
”I perioden efter min fyring arbejdede jeg i Næstved, hvor jeg startede med at pendle fra mit hjem i Malling ved Århus. Senere flyttede jeg så på en campingplads. Jeg har også arbejdet i Vendsyssel, hvor jeg boede på vandrehjem, mens arbejdet stod på. Så nu nyder jeg at have kort til arbejde,” fortæller han.
Tradition for løsarbejde
Arkæologi-faget er en branche, hvor de løse ansættelser er ekstremt udbredt. Ved en undersøgelse, som Dansk Magisterforening foretog i samarbejde med Foreningen af Fagarkæologer i 2014 var 43 procent af de 235 arkæologer, der deltog i undersøgelsen, ansat på midlertidige kontrakter.
”Sådan har det været, så længe jeg har haft kendskab til faget. Og ud fra det, man hører fra de ældre kolleger, var det også sådan tidligere. Ja, måske var det oven i købet værre, fordi man trods alt har fået bedre styr på kontrakter og arbejdsforhold,” fortæller Kent Laursen.
Det er ikke kun skidt. Han kan også pege på fordele ved de skiftendende arbejdspladser.
”Man møder mange forskellige kolleger og får et stort netværk, og så kommer man til at opleve mange forskellige typer af arkæologi, så rent fag-fagligt kan der være et udbygge. Men det opvejer ikke irritationselementet ved at skulle pendle eller bo andre steder, eller det, at man konstant skal kigge efter nyt job – både når man er i arbejde, og når man ikke er.”
Tilvænning
Som sagt er det store dele af arkæolog-styrken, for hvem midlertidige kontrakter er normen, og ifølge Kent Laursen er der en udpræget grad af forståelse for, at museerne ikke har mulighed for at fastansætte flere, og accept af, at det er vilkårene, hvis man vil være arkæolog. Selv har han ingen planer om at stoppe.
”Jeg har så småt vænnet mig til det. Selvfølgelig vil jeg gerne vil være fastansat og venter på den dag, hvor det pludselig sker. Men det er også blevet lettere for mig at finde arbejde, efterhånden jeg man bliver mere erfaren, får flere kompetencer og mere netværk. Jeg er stædig og synes, det er sjovt, og jeg vil gerne mit fag, og tror, jeg kan blive ved med det,” siger Kent Laursen hvis nuværende ansættelse løber til 1. oktober.
Økonomisk korte frister
Martin Appelt er museumsinspektør på Nationalmuseet, men forud for dette gik 19 år som løst tilknyttet i forskellige projektansættelser.
”For mig har den største udfordring været, at jeg ikke altid har kunnet være nok tilstede i mit projekt, fordi jeg samtidig har skullet tænke på, hvordan jeg løb midlerne op til det næste projekt. Så der var ikke fuld fokus på det, jeg var betalt for at lave, og det gav mig nogle hængepartier, når projekterne sluttede,” fortæller han.
En problemstilling, der går igen for mange med midlertidige ansættelser, er den økonomiske usikkerhed. Indkomsten kan sagtens ligge på niveau med fastansatte kolleger, men der er ingen garanti for, at det fortsætter på samme niveau. Rent praktisk kan det således være svært at få et boliglån, hvis man ikke har fast ansættelse.
”Det er svært at langtidsplanlægge, når man ikke ved, hvordan tingene ser ud. For mit vedkommende gjorde det, at jeg ikke turde sætte mig i en ejerbolig, for jeg anede ikke, om pengene var der næste måned. Så man bliver generelt ret forsigtig, og den konstante økonomiske usikkerhed lægger tryk på familien, det er der ingen tvivl om,” siger Appelt.
Denne artikel er et uddrag af en artikel bragt i sektorbladet Natur & Kultur. Du kan læse artiklen i sin helhed her.
