Spring menu over
Dansk Magisterforening

"Havene kan stige 10 meter"

Del artikel:

På weekendens Vidensfestival var der udsolgt og fyldt med intellektuelt tankegods, da en række foredragsholdere fortalte om det, som interesserer dem mest. I vores fjerde nedslag i festivalens mange spændende oplæg kan du møde Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi.

Ikke et ord om fremdriftsreform, fyringer og besparelser. Lørdag var en ubetinget hyldest til nysgerrigheden, kundskaben og fordybelsen. DM, Ræson og Det Kongelige Bibliotek inviterede for femte gang til vidensfestival, og for femte gang var der udsolgt.

Ordstyrer Clement Kjærsgaard havde kun nået at binde snørebåndet på sin ene støvle, førend han gik på scenen og bød velkommen til ”levende ord fra stærke formidlere, der har fuldstændigt frit slag til at tale om det, der optager dem lige nu”.


Tegning: Ib Kjeldsmark

I dag og de kommende dage bringer Akademikerbladet.dk udpluk og nedslag fra årets vidensfestival - som i øvrigt er så stor en succes, at den for første gang får sin egen knopskydning i Aarhus til april. I det fjerde nedslag giver vi ordet til
Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet:

"Havene kan stige 10 meter"

”Det går sindssygt stærkt i Arktis lige nu, også meget stærkere end alle klimamodeller har forudsagt.

FN´s klimapanel, som vel at mærke er ekstremt konservativt, siger nu, at der er 1,6 pcts chance for seks graders opvarmning, hvilket kan give havstigninger på 10 meter. 1,6 pct – det lyder måske ikke af alverden, men ikke desto mindre gambler vi mere på klimaområdet end på noget andet. Det svarer til at kende alle de risici, der følger med et forhøjet blodtryk, uden at tage sin medicin for at forebygge.

Vore forfædre lod deres affaldsprodukter falde, hvor de gik. Afføring, madrester, what ever. Det var fint nok, lige indtil de blev for mange, og de blev syge af forurenet vand og måtte gå langt for at finde træ til deres bål.

I disse år oplever vi en langt større bevidsthed om, at vi for vores egen skyld skal er nødt til at indføre en striktere global miljøforvaltning.

I 90´erne var vores vækst for hidsig med et større ozonhul til følget. Det har vi fået under kontrol nu. Det politiske momentum vokser, men vi har også kniven for halsen. Skulle jeg pege på et klima forskningsfelt, der virkelig kunne trænge til en opgradering, er det biodiversiteten. Vi ved ikke nok om arterne, vi kender ikke alle typer – og vi aner ikke, hvad der sker med biologien på vores planet, når vi som forventet oplever temperaturstigninger på bare to grader."
Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi ved Københavns Universitet

Tegning:%20Ib%20Kjeldsmark

Tegning: Ib Kjeldsmark