Spring menu over
Dansk Magisterforening

Det digitale gør os dummere

Del artikel:

På weekendens Vidensfestival var der udsolgt og fyldt med intellektuelt tankegods, da en række foredragsholdere fortalte om det, som interesserer dem mest. I vores første kapitel af nedslag i festivalens mange spændende oplæg kan du møde Pernille Drost, vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek.

Ikke et ord om fremdriftsreform, fyringer og besparelser. Lørdag var en ubetinget hyldest til nysgerrigheden, kundskaben og fordybelsen. DM, Ræson og Det Kongelige Bibliotek inviterede for femte gang til vidensfestival, og for femte gang var der udsolgt.

Ordstyrer Clement Kjærsgaard havde kun nået at binde snørebåndet på sin ene støvle, førend han gik på scenen og bød velkommen til ”levende ord fra stærke formidlere, der har fuldstændigt frit slag til at tale om det, der optager dem lige nu”.


Tegning: Ib Kjeldsmark

I dag og de kommende dage bringer Akademikerbladet.dk udpluk og nedslag fra årets vidensfestival - som i øvrigt er så stor en succes, at den for første gang får sin egen knopskydning i Aarhus til april. I det første nedslag giver vi ordet til Pernille Drost, vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek:

"Det digitale gør os dummere"
”På Det Kongelige Bibliotek har vi 53 kilometer hyldeplads i klimastyrede magasiner med skriftlige kilder. Du kan få lov at stå med Jyske Lov i hånden uden først at skulle tage hvide handsker på. Det er en ganske særlig oplevelse, og selv om jeg længe var stor fan af digitaliseringen er der intet der slår den fysiske, stoflige fornemmelse, når man står med en rigtig bog mellem hænderne.

Mere og mere gemmes digitalt, og det giver på mange måde mening at opbevare kilder på den måde. Men i modsætning til de mange, der tror, at digitaliseringen også gør viden mere tilgængelig, da er det min klare opfattelse, at teknologien sætter nogle begrænsninger og kan være dybt problematisk.


For det første er der selve litteratursøgning: Forskere, der har været vant til at købe bøger og abonnere på tidsskrifter, er elendige til at søge information digitalt. For det andet er der licenser og ophavsret.

Ja, Jyske Lov er tilgængelig i digitaliseret form, men det er Klaus Rifbjerg fx ikke. Det skyldes arvingernes copyright, og det samme problem har vi med forskningspublikationer. Bibliotekarerne på Det Kongelige Bibliotek sidder og tripper af glæde, hver gang bøger og publikationer bliver over 70 år gamle. Så kan vi udgive det digitalt uden at få store regninger fra Copydan smidt i nakken.

Men det er altså kun gamle bøger, vi kan give adgang til. Og derfor bliver vi ikke hjulpet, men begrænset af teknologien."
Pernille Drost, vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek