Spring menu over
Dansk Magisterforening

"Boligbobler og shitstorme kan sættes på samme formel"

Del artikel:

På weekendens Vidensfestival var der udsolgt og fyldt med intellektuelt tankegods, da en række foredragsholdere fortalte om det, som interesserer dem mest. I vores sjette nedslag i festivalens mange spændende oplæg kan du møde Vincent Hendricks, professor i filosofi ved KU og leder af Center for Boblestudier.

Ikke et ord om fremdriftsreform, fyringer og besparelser. Lørdag var en ubetinget hyldest til nysgerrigheden, kundskaben og fordybelsen. DM, Ræson og Det Kongelige Bibliotek inviterede for femte gang til vidensfestival, og for femte gang var der udsolgt.

Ordstyrer Clement Kjærsgaard havde kun nået at binde snørebåndet på sin ene støvle, førend han gik på scenen og bød velkommen til ”levende ord fra stærke formidlere, der har fuldstændigt frit slag til at tale om det, der optager dem lige nu”.

 
Tegning: Ib Kjeldsmark

I dag og de kommende dage bringer Akademikerbladet.dk udpluk og nedslag fra årets vidensfestival - som i øvrigt er så stor en succes, at den for første gang får sin egen knopskydning i Aarhus til april. I det sjette nedslag giver vi ordet til
Vincent Hendricks, professor i filosofi ved KU og leder af Center for Boblestudier:

"Boligbobler og shitstorme kan sættes på samme formel"
"Bobler er den store hvide haj i oceanet. De kan bide os et vist sted og være farlige for deres omgivelser, hvad enten de opstår på boligmarkedet, på aktiemarkedet, i medier der alle løber efter den samme historie eller som mobbe/meningsbobler på de sociale medier.

De kommer i form af en shitstorm, en statusopdatering, der får mange likes, en politisk boble som fx ”frikadellekrigen i Randers”, ”fattig-Karina og Doven-Robert”. Egentlig er de ret ligegyldige i en økonomisk kontekst, bl.a. fordi 98 pct af finansloven alligevel er vedtaget før politikerne overhovedet sætter sig til forhandlingsbordet. Og alligevel sætter boblerne en dagsorden.  

Det er socialpsykologi på speed. Du kan sammenligne disse bobler med, hvad der sker på Børsen i løbet af en day-trade. Det er egentlig ligegyldigt, hvor meget en aktie reelt er værd, værdien opstår af, hvor mange der byder. Det samme når dine tweets bliver delt en hel masse eller du har en million følgere på instagram fordi du ligner Justin Bieber. 1.000.000 kan ikke tage fejl!
 
Disse bobler, hvad enten de opstår i cyberspace eller i virkeligheden, følger nogle generiske mønstre, som mit center arbejder på at sætte på formel. Det er det, vi har fået 14, 4 millioner af Carlsbergfondet til. Det er vigtigt at være beredt, når den hvide haj dukker op næste gang."
Vincent Hendricks, professor i filosofi ved KU og leder af Center for Boblestudier


Tegning:%20Ib%20Kjeldsmark

Tegning: Ib Kjeldsmark