Spring menu over
Dansk Magisterforening

Aarhus fjerner tvangs­tilmelding til eksamen

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Ligesom Københavns Universitet lægger Aarhus Universitet nu op til at løsne på kravene til de studerende, så de ikke længere tvangstilmeldes til eksaminer og fag for 60 ECTS-point om året.

Den øverste knap på den udskældte fremdriftsreform knappes op, så de studerende på Aarhus Universitet ikke længere tvangstilmeldes fag og eksaminer for et helt år - altså 60 ECTS-point.

Til gengæld består kravet om en høj kadence på studieaktiviteten og en hurtigere gennemførelse af både bachelor- og kandidatdelen af uddannelserne, da universitetet ellers risikerer at få en bøde.

"Ved at fjerne tvangstilmeldingen af fag og prøver giver vi de studerende en højere grad af fleksibilitet. Derfor ser vi nu frem til at bruge tid og penge på noget andet end tvangstilmeldte fag og eksaminer, hvor mange studerende udebliver. Den tid og de penge vil vi meget hellere bruge på at sikre en god kvalitet i vores uddannelser", forklarer Berit Eika, prorektor for uddannelse på Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: KU vil løsne grebet om de studerende


45 ECTS og hurtigere gennemførelse
Helt konkret bliver kravet, at de studerende skal bestå mindst 45 ECTS-point hvert studieår, hvilket altså ligger et halvt semesters ECTS-point under kravet i den oprindelige fremdriftsreform.

Men de slækkede krav betyder langt fra, at de studerende kan skyde et halv semester for hvert år på studiet, for de kan nemlig maksimalt forlænge studietiden på bachelordelen med et år, mens kandidatoverbygningen maksimalt må gå et halvt år over normeret tid ifølge de nye regler.

Dermed ligner modellen den, som Københavns Universitet for kort tid siden har lanceret for, hvordan universitetet også fremover vil løsne grebet om de studerende en smule, samtidig med at de studerende stadig skubbes hurtigere igennem deres studier.

"Både studieaktivitetskravet og den maksimale studietid er vigtige elementer, som de studerende skal være opmærksomme på. Sammenligner vi studiet med en køretur, så når de studerende ikke frem til deres destination, hvis de kører med minimumshastighed igennem hele deres studie, da de maksimale studietider fastsætter, hvornår de senest skal nå frem. For at undgå dette, så får de nye regler følgeskab af en målrettet vejledningsindsats mod netop de studerende, der har størst behov", fortæller Berit Eika.

Nu er det så op til de enkelte fakulteter at tilpasse deres studieordninger og overveje, hvordan de nye regler skal håndteres lokalt.

Sådan rammer de nye regler de studerende:

På bacheloruddannelsen:

  • Den tvungne tilmelding til alle fag og prøver (svarende til 60 ECTS pr. studieår) ophæves, og bachelorstuderende får fremadrettet ansvar for at til- og/eller afmelde såvel fag som prøver inden for nærmere fastsatte frister.
  • Der bliver indført et studieaktivitetskrav på 45 ECTS pr. studieår. Hvis førsteårsprøven har et omfang på 45 ECTS eller mere, bortfalder studieaktivitetskravet på bacheloruddannelsens første år.
  • Studerende på bacheloruddannelser skal afslutte deres uddannelse inden for normeret tid plus et halvt til et helt år. Det vil være forskelligt fra uddannelse til uddannelse og vil fremgå af studieordningen.
  • Hvert fakultet etablerer en førsteårsprøve for bachelorstuderende på 30 til 60 ECTS (omfanget fastlægges af fakultetet), som skal være bestået inden udgangen af første studieår.

På kandidatuddannelsen:

  • Den tvungne tilmelding til fag og prøver (svarende til 60 ECTS pr. studieår) ophæves, og kandidatstuderende får fremadrettet ansvar for at til- og/eller afmelde såvel fag som prøver inden for nærmere fastsatte frister.
  • Dog automatisk tilmelding til speciale på det tidspunkt, hvor det endnu er muligt for den studerende at anvende tre prøveforsøg på specialet inden for rammerne af den maksimale studietid.
  • Studerende på kandidatuddannelserne skal bestå mindst 45 ECTS pr. studieår.
  • Studerende på kandidatuddannelser skal afslutte deres uddannelse inden for normeret tid plus maksimelt et halvt år. Det er muligt at afslutte ikke-beståede fag sideløbende med kandidatspecialet inden for rammerne af studieaktivitetskravet og den maksimale studietid.
    Kilde: Aarhus Universitet