Spring menu over
Dansk Magisterforening

Kun job til hver 7. ledige akademiker

Del artikel:

Der er over 12.000 ledige akademikere i a-kasserne, men kun omkring 1.800 jobopslag rettet mod højtuddannede. Mens jobmarkedet går fremad for ingeniører og teknikere, er det op ad bakke for magistre og djøf’ere.

Der er masser af jobparate akademikere, der leder efter arbejde. Men der er slet ikke job nok til dem. Kun hver 7. ledige akademiker kan nemlig gøre sig håb om at finde et arbejde gennem et jobopslag. For mens der ifølge Akademikernes ledighedstal p.t. går mere end 12.000 akademikere ledige, så var der i midten af december omkring 1.800 job rettet mod højtuddannede i jobdatabasen Jobindex.

Det svarer til, at der er et ledigt akademikerjob til cirka hver syvende af de ledige højtuddannede.

“Der er ikke mange åbne job at søge. Mens jobmulighederne p.t. ser lidt bedre ud for ingeniører og teknikere, ser det værre ud for humanister og de samfundsvidenskabelige. De store besparelser på uddannelsessektoren i det kommende år vil formentlig forværre udviklingen, for det vil primært ramme magistrene”, siger sekretariatschef i Akademikerne Jens Mølbach.

Han forklarer, at en ganske stor del af jobbesættelsen blandt akademikere dog foregår på andre måder end gennem åbne jobopslag. Det sker fx via interne rokeringer, hvor et studiejob bliver til et fast job, eller igennem netværk og uopfordrede ansøgninger. Ifølge Jens Mølbach er akademikerne fortsat nødt til at brede jobsøgningen ud. Derfor er der også en del eksempler på, at akademikere starter i et job, hvor det akademiske indhold måske er relativt begrænset.

“Det er et problem, hvis jobbet forbliver sådan. Men vi ser også en del starte i job, der ikke har eksisteret tidligere, for så selv over tid at gøre jobindholdet akademisk”, siger Jens Mølbach.

Svært for humanister
Ifølge tal fra Jobindex var der midt i december måned 12.818 jobannoncer i hele Danmark. Heriblandt var 1.861 af jobannoncerne rettet mod akademikere som magistre, ingeniører, dataloger, kemikere og jurister.  Over halvdelen af jobopslagene for akademikere vedrørte job i København.

Blandt alle jobopslag er 43 procent af stillingerne i København. 

Direktør i Jobindex Kaare Danielsen fortæller, at der modsat daværende statsminister Helle Thorning-­Schmidts (S) joboptimisme i første kvartal af året har været en flad vækst i antallet af jobannoncer i 2015.

“Det offentlige arbejdsmarked har ikke haft det godt i år, og det er jo der, hvor mange akademikere finder job. Når der spares, ansættes der ikke, og det ser man i antallet af jobopslag”, siger Kaare Danielsen.

Antallet af job­annoncer er med aktuelt 19.000 per måned ved at nærme sig normalområdet på i gennemsnit 20.000-25.000 om måneden. Men der er stadig langt til toppen lige før finanskrisen, hvor antallet af jobannoncer lå på i gennemsnit 33.000 om måneden. Det ser man på efterspørgslen.

“Virksomhederne mangler lige nu især ingeniører og kandidater med tekniske uddannelser, og it-specialisterne har der hele tiden været mangel på. Derimod har humanister og andre ­generalister sværere ved at finde job”, siger Kaare Danielsen.

Langtfra nok
Regeringen giver med sin vækstpakke 60 mio. kr. til en ny vækstpilotordning i landdistrikterne over de næste fire år. Det skal sikre, at flere højtuddannede bliver ansat i virksomheder i landdistrikterne. Men de 15 mio. kr. om året de næste fire år er langtfra nok til at redde beskæftigelsen for akademikerne, påpeger Jens Mølbach. For regeringen vil i samme periode spare op mod 10 mia. kr. på forskning og uddannelse. Det vil gå ud over mange akademiske arbejdspladser. Regeringen giver altså lidt med den ene hånd og tager en masse med den anden.

“Vækstpakken vil kun skabe omkring 50 job om året de næste fire år. Vi ser derfor gerne, at regeringen støtter op om en ordning, der er mere generel og med meget mere volumen, så det bliver nemmere at skabe nye job til akademikerne”, siger Jens Mølbach.

Ifølge Akademikerne skal der netto skabes 10.000 nye akademikerjob hvert eneste år, hvis der skal være arbejde nok til alle nyuddannede fra universiteterne. Danske virksomheder skal slå mere end fem gange så mange job op, som de gør nu, for at nå den volumen.