Spring menu over
Dansk Magisterforening

Bageren og akademike­ren fik succes sammen

Del artikel:

I løbet af Rikke Angels seks år som HR- og administrationschef voksede et kvalitetsbageri i Aarhus til mere end dobbelt størrelse. Mikset af høj bagerfaglighed og akademiske kompetencer var afgørende for den eksplosive vækst.

Da Langenæs Bageriet, et anerkendt kvalitetsbageri i Aarhus, i 2009 stod foran at åbne en ny 2000 kvadratmeter stor flagskibsbutik i den pæne ende af byen, blev Rikke Angel hentet tilbage til den virksomhed, som hun havde arbejdet for, mens hun studerede.

I fem år, mens hun tog sin kandidatgrad i dansk og samfundsfag, arbejdede hun som ekspedient i bageriet og havde styr på alt fra klassiske serviceopgaver og indpakningspapir om brødet til puslespillet med at få vagtplaner i ferierne til at gå op.

Med kun tre års arbejdserfaring bag sig som souschef for et dagtilbud for handicappede borgere i Horsens fik Rikke Angel job i bageriet som HR- og administrationschef.

Det blev starten på et mindre erhvervseventyr.

I løbet af seks år voksede bageriet fra en lille til en mellemstor virksomhed, og medarbejderstaben blev udvidet fra 45 til ca. 110. Ud over flagskibsbageriet på Langenæs Allé, der voksede markant allerede fra åbningen, åbnede i 2014 en filial i det sydlige Aarhus. Siden kom endnu en til.

Succesen fik en stor fødevaregigant til at komme med et bud.

Et casestudy værd
I 2014 blev Langenæs Bageriet solgt. Endnu flere bagerier er under planlægning, og den nye ejer ville – som det ofte sker ved virksomhedsovertagelser – selv udpege sine nøglemedarbejdere, så nu leder Rikke Angel efter nyt job. Den 38-årige cand.mag. mener, at hendes erfaringer fra bageriet må være et casestudy værd for andre små, private virksomheder med vækstambitioner.

“Min chef var en rasende dygtig bager. Til gengæld var han helt klar over, at der var opgaver, han hverken havde tid eller kompetencer til at tage sig ordentligt af samtidig med at være faglig leder af bageriet. De opgaver overlod han til mig. Mikset af hans høje bagerfaglighed og mine magisterkompetencer var nok den allervigtigste årsag til, at virksomheden udviklede sig så hurtigt og godt”, vurderer Rikke Angel.

Professionaliseret HR
At akademikere har betydning for virksomheders bundlinje, viser en spørgeskemaundersøgelse blandt ­private arbejdsgivere, som konsulentfirmaet DAMVAD Analytics har foretaget for Dansk Magisterforening.
Ifølge undersøgelsen, som blev omtalt i Magisterbladet i november 2015, svarede 2/3 af knap 60 ikkevidenstunge virksomheder, at akademisk uddannede medarbejdere havde medvirket direkte til at øge indtjeningen.

I Rikke Angels tilfælde havde det også en betydning, at hun kendte Langenæs Bageriets historie og værdier. Og så havde hun sin chefs fulde tillid.

“Jeg professionaliserede de opgaver, som bagermesteren tidligere, efter 10 timer ved ovnene, selv havde løst med venstre hånd”.

En af de opgaver, som bageren klarede med venstre hånd, var ansættelsessamtaler.

“Med ansættelsen af en personaleansvarlig fik bageriet professionaliseret alt, hvad der vedrører HR: Vi indførte en grundigere rekruttering, behovsanalyser, introforløb til nye medarbejdere, en indsats for det psykiske arbejdsmiljø, MUS-samtaler, talentudvikling, APV-arbejde osv.”, forklarer hun.

“Derudover arbejdede jeg med kommunikation og var inde over alt fra it til gadeskilte, facebookopdateringer, udformningen af kontrakter og pressearbejde”. 

Excelark dræber arbejdsglæden
Selv om Rikke Angel kun har været ni år på arbejdsmarkedet, inklusive en barselsorlov, er fortællingen om hendes arbejdsliv allerede usædvanlig.

Som helt nyuddannet, og på barsel med sit første barn, søgte og fik hun en lederstilling i det daværende Vejle Amt:
“Jeg havde ingen forudsætninger for at være leder, til gengæld havde jeg den slags ambitiøse selvtillid, som man kun kan have, når man er midt i 20’erne og ikke aner, hvad man går ind til”.

Den vigtigste erfaring, hun fik som souschef for en flok stærke socialpædagoger, var en ydmyg respekt for andres faglighed.

“Da de fandt ud af, at jeg løste en masse papiropgaver, som de helst var fri for, og i øvrigt lod dem passe det arbejde, de var uddannet til, accepterede de mig, selv om jeg var ung og uerfaren og med en anden uddannelsesbaggrund”, forklarer hun.

Rikke Angel havde ikke set det komme, at hun skulle forlade en arbejdsplads, hun var glad for.

Efter at chokket har lagt sig, har hun brugt tiden til at færdiggøre en diplomuddannelse i ledelse. Det vil ikke gøre noget, hvis det næste job også bliver i en virksomhed med vokseværk, og at det har noget med ledelse at gøre.

“Jeg har selv på den hårde måde erfaret, hvad det vil sige at blive afskediget. Jeg er i det hele taget meget bevidst om, hvor hurtigt man kan slå arbejdsglæden ihjel hos folk, hvis man hele tiden kommer rendende med sine excelark. Jeg kan rigtig godt lide at være i en virksomhed, som er sammensat af kolleger med forskellig uddannelsesbaggrund, så længe respekten for folks kompetencer går begge veje”.