Spring menu over
Dansk Magisterforening

Forskere undsiger regnestykke

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Tirsdag er der forskerhøring og samråd i Folketinget i den efterhånden langstrakte sag, hvor miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) beskyldes for at pynte på et regnestykke, så regeringens landbrugspakke ser ud til gavne miljøet i højere grad, end forskere mener, at der er belæg for at sige.

Pynter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen på tallene, når en af konklusionerne i den nye landbrugs- og miljøpakke er, at den kommer til at gavne naturen?

Ja, siger forskerne, som dog er mere uenige om, hvad de reelle konsekvenser bliver. Ministeren står omvendt fast på, at regnestykket holder. Det er årsagen til, at Folketingets miljøudvalg har indkaldt seks eksperter fra Aarhus Universitet (AU) og Københavns Universitet (KU) til at komme med deres vurdering.

Årsagen til stridighederne er, at forskerne - i øvrigt med støtte fra alt fra de konservative til socialdemokraterne - mener, at de beregninger, der ligger til grund for pakken, er misvisende.

Forklaringen er lidt teknisk, men handler om, at ministeriet har medtaget de positive effekter af tidligere års indsats for at hjælpe miljøet, når den samlede effekt af landbrugs- og miljøpakken i 2016 udregnes. På den måde opnår man et positivt regnestykke for 2016, til trods for at landbruget som et led i planen får lov til at bruge mere gylle og kunstgødning end tidligere.

Regnestykket er ikke retvisende

Politiko.dk har talt med de indkaldte forskere forud for tirsdagens høring. Og selv om de er uenige om, hvor miljøvenlig den omstridte landbrugspakke ender med at være, er de enige om, at regeringens regnestykke ikke giver mening.

Årsagen er ovenstående måde at medregne tidligere års effekter, når 2016-regnskabet skal gøres op, siger eksempelvis Svend Christensen, professor og institutleder ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på KU og får opbakning af de andre indkaldte forskere, som alle siger, at det ikke er den måde, man normalt ville opgøre den slags.

"Ministeriets regnestykke inddrager effekter fra tidligere år, og det er efter min mening ikke retvisende, hvis man vil vise kvælstofeffekten for landbrugspakken i de enkelte år", forklarer han Politiko.dk.

Miljøbelastning i tre år?
Den store debat om effekterne af landbrugspakken fik de Konservative (K) og Danske Folkeparti (DF) til at bede om at blive briefet af ministeriet. Efterfølgende fremlagde Rasmus Jarlov, landbrugsordfører (K), sit eget regnestykke, som viser, at landbrugspakken vil belaste havmiljøet i de første tre år.

Her begynder vi, ifølge de eksperter som Politiko.dk har talt med, at komme tættere på noget med hold i virkeligheden.

"Jarlovs regnestykke for 2016 er mere rigtigt, fordi man med den metode kigger på, hvad ændringen er på et enkelt år," siger Jørgen E. Olesen, professor og sektionsleder for Vand og Klima ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til politiko.dk.

Debatten har fået blandt andet Socialdemokraternes fødevareordfører, Simon Kollerup, til at kalde det et alvorligt samråd, som ministeren tirsdag går i møde, ligesom Enhedslisten Maria Reumert Gjerding siger, at der ikke tillid til ministeren længere.