Kvote 2 hjælper ikke unge fra ikke boglige hjem ind på universitetet
Et af formålene med kvote 2 var oprindeligt at give unge fra mindre boglige hjem en chance for at komme ind på drømmestudiet. Men sådan fungerer det ikke, viser ny undersøgelse fra SFI.
Endnu en gang er et rekordstort antal unge blevet optaget på en videregående uddannelse. Størstedelen er blevet optaget gennem kvote 1 på baggrund af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet. Men en stadigt stigende andel bliver optaget gennem kvote 2, hvor de unge typisk går gennem et ansøgningsforløb med test og samtaler.
Kvote 2-systemet har ofte været fremhævet som en ordning, der gør det muligt for unge fra mindre boglige hjem at få adgang til universitet gennem relevant erhvervserfaring. Men virkeligheden er en anden. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Undersøgelsen er udarbejdet af seniorforsker Jens-Peter Thomsen og er netop blevet udgivet i tidsskriftet Sociology.
”Kvote 2 har ikke bidraget til at øge bredden i den sociale rekruttering på de eftertragtede universitetsuddannelser,” forklarer han til Information.
Han har undersøgt optaget på en række lange videregående uddannelser i perioden 1996-2007 og set nærmere på uddannelsesniveauet hos de studerendes forældre.
”Børn fra højtuddannede familier, der ikke lige har fået det snit, det krævede at komme ind på studiet, ved til gengæld, hvordan man skriver en ansøgning, og hvordan man performer til en samtale. De har nogle kulturelle kompetencer med hjemmefra, som giver dem en fordel,” forklarer seniorforskeren til Information.
Ritzau skriver, at undersøgelsen fra SFI får SF til at foreslå et særligt system til optag af studerende fra uddannelsesfremmede hjem.
Men det forslag bliver afvist af Venstre.
”Jeg tror, man risikerer en social stigmatisering, hvis man opretter en kategori, som kun er for mennesker med en social lav mobilitet. Det er ærgerligt, at kvote 2 ikke øger den sociale mobilitet, men det er langt tidligere man bør gribe ind”, siger V-uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt.