“Jeg er hamrende intellektuelt promiskuøs"

“Hvad definerer egentlig god sædkvalitet?” “Hvorfor er hjertet vigtigere for vores selvforståelse end lårknoglen?” “Må man genoplive hjernedøde mennesker med vold for at undgå, at deres organer går til spilde?”

Det er 11 år siden, at antropologen Klaus Høyer begyndte at stille den slags spørgsmål til det danske sundhedsvæsen. Tidligere slog han sine antropologiske folder i Tanzania, Rwanda og Burundi, men i dag er afrikanske flygtningelejre skiftet ud med lange hvide gange og et sundhedssystem, der er vant til, at alt kan måles og vejes. Men Klaus Høyer er ikke interesseret i de ting, som er lette at måle. Han forsker i stedet i, hvilke grundlæggende antagelser der ligger til grund for den måde, som man gør tingene på i sundhedsvæsnet.

Bevilling på 14 millioner kroner
Det var en god dag på Klaus Høyers lille, hyggelige kontor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, da han i februar modtog nyheden om, at han havde fået en personlig bevilling på 1,97 millioner euro, svarende til godt 14 millioner kroner, af Det Europæiske Forskningsråd. Bevillingen skal gå til at forske i konsekvenserne af den stigende brug af data i sundhedsvæsnet.

Klaus Høyer taler og gestikulerer passioneret om “dataintensivering”. Der mangler en dybere forståelse af, hvad det præcis er, man skal bruge al den data til, som man er begyndt at indsamle om patienter, forklarer han.

“Jeg er interesseret i at undersøge den her overbevisning om, at vi skal have flere data på flere patienter og helst af bedre kvalitet. For det kan alle blive enige om, at man skal, selvom man ikke er enige om hvorfor. Alle synes at være overbeviste om, at mere data er bedre. Men bedre for hvem og bedre i forhold til hvilke kriterier?”

For at finde svaret på det spørgsmål vil han sammen med sin forskergruppe følge dataenes rejse gennem sundhedssystemet. Lige fra at sygeplejersken tager en note om en patient, over at noten ender i et register, til den person, som i sidste ende anvender registeret.

Klaus Høyers begejstring for data ses blandt andet afspejlet på hans opslagsstavle, hvor der hænger en seddel med ordene: “Big data is like teenage sex: everyone talks about it, nobody really knows how to do it, everyone thinks everyone else is doing it, so everyone claims they are doing it”.

Skæve spørgsmål i et stift system
Det er kendetegnende for Klaus Høyers forskning, at han stiller en type spørgsmål, som man ikke normalt stiller inden for sundhedsvæsnet. Hvad er en del af et menneske og hvor længe? Skal en metalhofte for eksempel behandles med lige så stor respekt som en almindelig hofte? Selvom han nogle gange møder både uvilje og uforståenhed, er der også en stor gruppe, der sætter pris på hans spørgsmål.

“Det er helt tydeligt, at det ikke er spørgsmål, som man stiller sig selv inden for sundhedsvæsnet. Det er mig, der bringer de her spørgsmål til feltet. Men der er rigtig mange af dem, som jeg taler med, der siger: “Gud, hvor er det skønt at få lov at tænke over det der”, fordi det har ligget og naget”.

Klaus Høyer oplever derfor, at han med sine spørgsmål kan skabe refleksion over gængse praksisser og måder at tænke på inden for sundhedssektoren. Som da han spurgte personalet på intensivafdelingen om deres holdning til at bruge mere aggressive metoder til at skaffe sig organer fra hjernedøde donorer. Her fik han dem til at reflektere over, om det var en god ide at begynde at genoplive hjernedøde patienter, med risiko for at “den døde” ville brække ribben eller kaste op, hvis de dermed kunne sikre, at vedkommendes organer ikke gik til spilde, sådan som tilfældet er i dag.

Langt fra Afrika
Selvom der på alle måder er langt fra en flygtningelejr i Burundi til en dansk hospitalsafdeling, så er den antropologiske tilgang ikke så forskellig endda, mener Klaus Høyer.

“Grundlæggende er der ikke den store forskel på, om man undersøger “the native” i en oprindelig stammekultur i Afrika, eller om man undersøger det danske sundhedsvæsen. Den basale analytiske opgave er sådan set den samme. Som antropolog er man trænet i at prøve at forstå, hvordan folk tænker. Altså ikke bare at lytte til, hvad de siger, men også at forsøge at forstå, hvorfor de siger, som de siger”.

Det var det, han forsøgte på, da han undersøgte, hvilke kropsdele og organer vi oplever som definerende for os som mennesker. De fleste syntes, at hjertet er vigtigt, men hvad med hjerteklappen? Hvis man bryder helheden ned, formindskes betydningen så? Her prøvede han netop at forstå, hvilke grundlæggende kulturelle forestillinger der ligger bag, når folk eksempelvis krydser nej til at donere deres øjne, men ja til at donere deres hornhinder.

Hamrende intellektuelt promiskuøs
Når man kigger ud over Klaus Høyers forskningsprojekter, tegner der sig et billede af en mand, der kan begejstres over alt fra hofteknogler over sædkvalitet til databrug. Klaus Høyer betegner da også grinende sig selv som “hamrende intellektuelt promiskuøs” og tilskriver de vide rammer på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet en stor del af æren for, at han har kunnet bevæge sig frit mellem så mange forskellige projekter og discipliner.

“Jeg har snart arbejdet i 11 år i denne her verden, og det er helt umanerlig lang tid for sådan en som mig. Men jeg har også arbejdet med meget forskellige problemstillinger. Jeg har publiceret i antropologiske, juridiske, sociologiske, etiske, medicinske og folkesundhedsvidenskabelige tidsskrifter. Jeg har interesseret mig for alle mulige forskellige ting, og det her er jo en fantastisk platform, fordi jeg kan komme til at gøre noget forskelligt hele tiden. Jeg er ikke bundet af disciplin, jeg er kun bundet af, at det, som jeg laver, skal være akademisk konsistent”, siger han.