DM: Tekniske fag skal styrkes i gymnasiet
Det er positivt, hvis naturvidenskaben kommer styrket ud af den gymnasiereform, som regeringen fremlægger sit udspil til i dag. Til gengæld må der ikke sættes bremseklodser på HF, advarer DM´s formand.
Interessen for de tekniske og naturvidenskabelige områder skal styrkes blandt de unge, og derfor skal fag som matematik, kemi og fysik særligt i fokus i gymnasierne.
Sådan lyder udmeldingen fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby, som i dag præsenterede regeringens forslag til en gymnasiereform. Den udmelding møder stor opbakning hos Camilla Gregersen, der er formand for DM.
"Vi bifalder, at eleverne i gymnasiet får en god ballast med sig, som de kan tage med ind på de videregående uddannelser. Vores naturvidenskabelige medlemmer er ligesom de humanistiske kandidater meget attraktive på arbejdsmarkedet, og de løfter vidensniveauet i mange virksomheder og organisationer. Det er positivt, at undervisningsministeren vil styrke undervisningen i gymnasiet - spørgsmålet er så bare, hvordan det skal ske”, siger Camilla Gregersen.
Dum bremseklods
Et andet punkt i regeringens reformudspil, nemlig et adgangskrav til HF på karakteren 4, møder derimod mindre begejstring hos DM´s formand. Hun er bekymret for et adgangskrav, der – hvis det var i dag - ville have forhindret næsten hver fjerde HF-studerende i at få en uddannelse.
”Man sætter den sociale mobilitet i stå, hvis man sætter så store bremseklodser på HF. Vi forhindrer livslang læring for mange på et tidspunkt, hvor den stigende levealder og de mange år, vi skal være på arbejdsmarkedet, gør det endnu vigtigere at kunne omskole sig. Vi skal ikke forhindre så mange i at få adgang til universitetet, blot fordi de fx har arbejdet nogle år med noget helt andet”, pointerer Camilla Gregersen.